Hvad er stress?

Stress er en reaktion på fysisk eller psykisk belastning. Stresstilstanden kan føre til sygdom, hvis den varer ved. Heldigvis kan stress forebygges.

Stress opstår, når du i en længere periode oplever belastninger, du ikke kan håndtere hensigtsmæssigt eller undgå.

Belastninger kan fx komme fra:

  • arbejdslivet (fx højt tempo, uklare krav, konflikter)
  • privatlivet (fx sygdom, skilsmisse, økonomisk utryghed)

Ofte er det ikke én belastning, man bliver syg af, men et sammenfald af flere belastninger.

Alle kan få stress

Uanset hvem vi er, kan vi møde belastninger, der overstiger vores ressourcer. Derfor kan alle få stresssymptomer, især hvis belastningen fortsætter over lang tid.

Som mennesker oplever og håndterer vi problemer forskelligt. Vi har også forskellige roller på vores arbejdsplads. Det kan få betydning for, hvornår og hvordan man bliver påvirket af problemer på arbejdspladsen.

Hvordan føles stress?

Stress kan give mange forskellige symptomer. Det ser ikke ens ud hos alle.

Mange stressramte oplever:

  • træthed
  • kognitive vanskeligheder (påvirket hukommelse, koncentration, lydfølsomhed mm.)
  • fysiske ændringer (ændret søvn, appetit, smerter i hoved og mave, hjertebanken)
  • følelsesmæssige ændringer (kort lunte, let til tårer, manglende lyst til social kontakt)

Hvis du kan genkende flere af ovenstående symptomer, anbefaler vi, at du kontakter din egen læge.

mand ser tænksom ud mand ser tænksom ud

Mere om søvn og kognitive vanskeligheder

Med stress følger ofte vanskeligheder med søvn, hukommelse, overblik mm. Få vores råd til hverdagen her:

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg tror, jeg har stress?

Det er vigtigt, at du kontakter din egen læge, hvis du tror, du har stress.

Vær opmærksom på, at andre sygdomme kan ligne stress.

Fx kan nogle fysiske sygdomme (fx stofskiftesygdomme eller vitaminmangel), angst og depression ligne stress. De skal bare behandles anderledes.

Skyldes det arbejdet?

Stress kan skyldes forhold på arbejdet, men skyldes ligeså ofte forhold i privatlivet. Den enkeltes måde at håndtere belastning på er også vigtig for, om man udvikler stress.

Uanset årsagen, kan arbejdspladsen få stor betydning for, hvor godt og hurtigt man kommer sig efter stress.

Arbejdspladsen kan gøre noget for hurtigere bedring

Det er vigtigt, at arbejdspladsen planlægger arbejdet med hensyn til medarbejderens symptomer.

Jo mere både arbejdsplads og medarbejder tager hensyn til symptomerne, jo hurtigere vil medarbejderen typisk få det bedre.

Kvinde pakker taske med computer Kvinde pakker taske med computer

Sådan kommer du godt tilbage til arbejdet

Få vores råd til, hvordan du bedst trapper op i tid, når du skal tilbage til arbejde efter en stresssygemelding:

Hvordan forebygger man stress?

Stress kan forebygges, både af den enkelte og af arbejdspladsen.

På siden godtarbejdsmiljø.dk kan du finde en række gode råd og materialer til både privatpersoner og arbejdspladser:

Det er BrancheFællesskaber for Arbejdsmiljø, der har udgivet materialet.