Der er frie besøgstider

Der er fri besøgstid i alle afdelinger på Regionshospitalet Gødstrup.

Det betyder, at du altid kan komme på besøg, så længe du tager hensyn til patientens behov for hvile og personalets opgaver på stuerne.

Du kan overnatte på patientstuen

På alle patientstuer er der en pårørendesofa, som kan foldes ud til en sovebriks. Hvis du og din pårørende ønsker, at du overnatter, kan du derfor gøre det.

Kontakt personalet for at få sengetøj. Du skal som pårørende selv rede sengen og tage sengetøj af, når du ikke længere skal overnatte.

Det er gratis for pårørende at overnatte og låne sengetøj.

Bemærk at ovenstående ikke gælder for de psykiatriske sengeafsnit.

Mad til pårørende og andre besøgende

Der er gratis te og kaffe til pårørende.

Er du pårørende til en patient, som er indlagt på et af vores sengeafsnit, er du velkommen til at spise sammen med patienten. Både mad og drikke bestilles i app'en 'Min Mad', som du finder på stuens tablet eller på din egen telefon eller tablet via siden minmenu.rm.dk. Vælg "Pårørende Madbestilling" (gælder én pårørende). Betaling sker via MobilePay.

Hvis du er pårørende eller på besøg på hospitalet kan du købe mad i hospitalets Madhus, kiosken eller i madautomater.

Havens Madhus

Havens Madhus tilbyder mad og måltider til personale, pårørende og gæster på Regionshospitalet Gødstrup.

Her kan du købe: Sandwich, Buddha Bowl's, Greenies, Smoothies, Barista Kaffe, Juice, Varme Retter, Supper, Diverse Snacks, frisk Frugt, Drikkevarer, Summerbird Chokolade og meget mere.

Åbningstider:

Mandag - fredag fra kl. 07.00 - 13.30

Det vil også være muligt, at købe mad i vores automat efter lukketid.

Der kan betales med Personalekort, flere typer Betalingskort, Mobile Pay.

Kiosk

Hospitalskiosken

Hospitalskiosken ligger i foyeren tæt ved hovedindgangen og holder åbent:

  • Mandag-torsdag: kl. 06.00-22.00
  • Fredag: kl. 06.00-21.00
  • Lørdag, søndag og helligdage: kl. 07.00-21.00 

Her kan du købe kioskvarer såsom snacks, drikkevarer og læsestof samt tandbørster, strømper, gaveartikler med mere.

Husk den gode håndhygiejne - også som pårørende

Personalet vejleder dig som pårørende i god håndhygiejne i forbindelse med dit besøg og de forhold, der gør sig gældende, hvis du ønsker at overnatte.

Ønsker du at blive inddraget i opgaver såsom hjælp til at spise, servere mad og personlig hygiejne, vejleder og instruerer personalet dig også i håndhygiejne på lige fod med patienter.

Læs mere om håndhygiejne i patientvejledningen "Håndhygiejne - et fælles ansvar".

Sådan kontakter du din indlagte pårørende

Hvis du vil i kontakt med din indlagte pårørende, som ikke har en mobiltelefon med sig, kan du ringe til den afdeling, din pårørende er indlagt på. Se oversigten over vores afdelinger, hvor du kan finde kontaktinformationer.

Hvis du er i tvivl om, hvilken afdeling din pårørende er indlagt på, kan du ringe til Informationen på tlf. 7843 0000 og få hjælp.

Gratis wifi på hospitalet

Du har mulighed for at gå på hospitalets gratis gæstenetværk på din telefon, tablet eller computer. Netværket hedder RegionMIDT-Gaest.

Læs mere om det trådløse netværk på www.rm.dk.

Ingen rygning på hospitalet

Regionshospitalet Gødstrup er røgfrit område og det omfatter også e-cigaretter.
Det gælder både indenfor og udenfor, bortset fra de udendørs rygezoner, som du finder i nærheden af hovedindgangen og akutmodtagelsen.

Skilte viser vej til rygezonerne.

Hospitalskirken og præsterne

Tæt ved hovedindgangen finder du hospitalskirken og præstekontoret.

Hospitalspræsterne på Regionshospitalet Gødstrup står til rådighed for patienter og pårørende til:

  • Samtale
  • Kirkelige handlinger
  • Dåb
  • Altergang
  • Vielse.

Alle er velkomne til at bruge hospitalskirken og præsterne, uanset medlemskab af Folkekirken eller religiøs overbevisning.

Læs mere om hospitalspræsterne.

Få hjælp og rådgivning

Har du som pårørende brug for hjælp og rådgivning, så tag fat i personalet i afdelingen.