Til sundhedsprofessionelle

Små børn har også brug for viden om sygdom og udfordringer i familien.

Børn i denne alder forstår ikke sygdom, som ikke kan ses. Det betyder dog ikke, at de ikke skal have noget at vide. Selvom det kan være svært at have en egentlig samtale med et helt lille barn, giver det stadig mening at fortælle barnet om situationen.

Små børn har brug for at være en del af fællesskabet – også i belastede situationer. Hvis der er andre børn med i samtalen, kan det lille barn eventuelt være til stede. Barnet kan for eksempel sidde på skødet med lidt legetøj, mens du eller forælderen fortæller.

Råd til samtalen:

• Fortæl kort om sygdommen eller udfordringen uden at give for mange detaljer.
• Giv lidt information ad gangen, og tag samtalen op løbende.
• Giv barnet mulighed for at gå til og fra samtalen. Det kan være barnets måde at tage information ind i et tempo, det kan magte.
• Brug enkle og konkrete ord. Undgå metaforer, som barnet kan misforstå.
• Hjælp barnet med at få sat ord på følelser. Hvis barnet for eksempel mærker, at forælderen er ked af det, kan forælderen sige:
  ”Jeg kan godt forstå, hvis du bliver ked af det nu, for du kan nok mærke, at jeg også er ked af det.”

Børnehavebørn har også brug for viden om sygdom og udfordringer i familien.

Børn i denne alder kan have svært ved at forstå sygdom, som ikke kan ses. De tænker konkret og kan let misforstå ord eller tillægge dem en anden betydning. De kan også lave deres egne forklaringer, som bygger på fantasi eller tilfældigheder.

Råd til samtalen:

• Fortæl kort om sygdommen eller udfordringen uden at give for mange detaljer.
• Fortæl gerne navnet på sygdommen, så det bliver mere konkret for barnet.
• Giv lidt information ad gangen, og tag samtalen op løbende.
• Giv barnet mulighed for at gå til og fra samtalen. Det kan hjælpe barnet med at bearbejde informationen.
• Forklar, hvor sygdommen sidder, eller hvad der sker. Brug gerne bøger, dukker, bamser eller tegninger.
• Brug enkle og konkrete ord. Undgå metaforer, som barnet kan misforstå.
• Spørg, hvad barnet har forstået, og ret eventuelle misforståelser.
• Spørg, hvad barnet tænker om det, der er blevet fortalt.
• Opfordr barnet til at stille spørgsmål, og fortæl, at du eller forælderen vil svare åbent og ærligt.
• Forsikr barnet om, at det ikke er skyld i sygdommen. Børn i denne alder kan tro, at dårlige ting sker som straf.
• Fortæl gerne enkle ”heltehistorier”, for eksempel: ”Lægerne giver mor den stærkeste medicin” eller ”Ambulancen kørte Jesper på hospitalet så hurtigt, den kunne”. Det kan hjælpe barnet med at forstå, at de voksne gør alt, hvad de kan.

Skolebørn begynder at kunne tænke mere logisk. De kan i højere grad forstå årsager og konsekvenser. Begreber som ”længe”, ”død” og ”altid” begynder også at give mere mening.

Det betyder, at børn i denne alder bliver mere bevidste om, hvad alvorlig sygdom, udfordringer eller død kan betyde for dem selv og deres familie.

Børn i denne alder begynder også at kunne skelne mellem sygdommen og dens årsag. Det kan dog stadig være svært at forholde sig til sygdom, der ikke kan ses.

Råd til samtalen:

• Fortæl gerne barnet lidt flere detaljer om sygdommen eller udfordringen.
• Forklar, hvor sygdommen sidder, eller hvad udfordringen er.
• Brug konkret sprog. Brug gerne billeder, en bamse eller andre ting, hvis det gør forklaringen lettere at forstå.
• Forklar, hvad lægerne gør for at hjælpe. Det kan for eksempel være hvilken medicin forælderen får, hvor ofte forælderen skal tage den, eller hvor tit en søster eller bror skal på hospitalet.
• Spørg, hvad barnet har forstået, og ret eventuelle misforståelser.
• Spørg, hvad barnet tænker om det, der er blevet fortalt.
• Giv tid til spørgsmål – også over tid. Børn kan have brug for at spørge om det samme flere gange.
• Opfordr barnet til at stille spørgsmål, og fortæl, at du eller forælderen vil svare åbent og ærligt.
• Forsikr barnet om, at det ikke har nogen skyld i sygdommen.

Teenagere forstår ofte på niveau med voksne. De kan allerede have viden om sygdommen eller udfordringen, og de vil typisk selv søge information på internettet eller fra andre, der har oplevet noget lignende.

Det kan være en hjælp, men det kan også gøre teenageren bekymret, hvis informationen er uklar, voldsom eller ikke passer til familiens situation.

Råd til samtalen:

• Giv teenageren så meget information om sygdommen eller udfordringen, som han eller hun ønsker og kan rumme.
• Giv løbende besked, når der sker nyt.
• Undgå at skjule alvorlige oplysninger for teenageren.
• Fortæl, at sundhedspersonalet gør alt for at hjælpe forælderen, broren eller søsteren.
• Giv god tid til at besvare spørgsmål.
• Opfordr teenageren til at spørge løbende, og fortæl, at du eller forælderen vil svare åbent og ærligt.