Jordemoderklinik
Vi tilbyder jordemoderkonsultationer til dig, som er gravid. Her kan du læse om dit forløb og få praktiske informationer
Om Jordemoderklinikken
Om jordemoderkonsultationer
Vi tilbyder jordemoderkonsultationer til dig, som er gravid og bor i Herning, Holstebro, Lemvig, Ikast-Brande og Ringkøbing-Skjern kommune. Vil følger dit helbred og vurderer barnets vækst og trivsel. Vi taler om og forbereder dig/jer på fødslen.
Vi har klinikker i:
- Brande
- Herning (Gødstrup)
- Holstebro
- Ikast
- Lemvig
- Ringkøbing
- Tarm
Faggrupper du møder
Når du kommer hos os, møder du jordemødre. Du kan derudover også møde jordemoderstuderende, der har opgaver alt efter, hvor de er i deres uddannelse.
Før du kommer
Læs dit indkaldelsesbrev
Når du er blevet henvist, indkalder vi dig. Du modtager indkaldelsesbrevet som Digital Post eller som almindelig brev, hvis du er fritaget for Digital Post.
I brevet finder du information om:
- Hvor og hvornår du skal møde op
- Hvad der skal ske under dit besøg
- Hvad du skal gøre, hvis du bliver forhindret i at møde op til din aftalte tid
- Hvad du eventuelt skal gøre hjemmefra.
Det er vigtigt, at du har forberedt dig, og læst den information du har fået i dit indkaldelsesbrev.
Husk at medbringe:
- Sundhedskort
- Vandrejournal
Dit besøg
Når du ankommer
Når du kommer, skanner du dit sundhedskort eller melder din ankomst i receptionen. Det afhænger af hvilken af vores konsultationer du kommer i.
Hver gang du kommer til jordemoder efter dit første jordemoderbesøg, må du gerne teste din urin på toilettet, inden du skal ind til jordemoderen. Der hænger en vejledning på toilettet.
Tag plads i venteområdet. Jordemoderen kommer og henter dig, når det er din tur.
Du kan komme til at opleve ventetid.
VIDEO: Hvad er en jordemoderkonsulentation?

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
App: Tag din jordemoder med i lommen
Med appen 'Emento' kan du løbende få information under din graviditet og den første uge efter fødslen. Du vil også blive mindet om aftaler og have mulighed for at stille spørgsmål til en jordemoder.
Download app'en til din smartphone på én af følgende måder:
- Åbn siden: http://emento.dk/app
- Søg på "Emento" i enten AppStore eller GooglePlay på din smartphone.
Dit forløb
Dit første besøg
Du er ca. 16 uger henne, når du har dit første jordemoderbesøg. Der er sat 40 minutter af til konsultationen.
Til undersøgelsen vil jordemoderen:
- Lave en opsamling på dit første lægebesøg
- Give information om de tilbud, der er til gravide, fx fødselsforberedelse
- Måle dit blodtryk
- Undersøge din urinprøve
- Evt. mærke dig på maven og lytte til hjertelyd på barnet
- Svare på alle de spørgsmål, du måtte have.
Efterfølgende besøg
Du og din jordemoder aftaler tidspunktet for din næste aftale. Som gravid går du typisk til jordemoder 4-6 gange i løbet af din graviditet, men vi tilpasser det altid til dine behov. De efterfølgende konsultationer er af 20 minutters varighed.
Her vil jordemoderen:
- Følge op på graviditeten
- Undersøge din urinprøve for protein og sukker
- Kontrollere blodtryk
- Vurdere hvordan barnet vokser og vender i maven.
Så vidt muligt ser du/I den samme jordemoder ved alle konsultationer, og der er flere steder mulighed for at gå til jordemoder i jeres eget lokalområde.
Undersøgelser andre steder
Vi arbejder tæt sammen med den øvrige del af afdelingen. Hvis der bliver behov for det, kan du derfor opleve, at vi sender dig til skanning eller andre undersøgelser. Det kan fx være:
- Blodprøver
- Hjertelydskurve
- Skanning
Hvis du skal til skanning eller andre undersøgelser, foregår det i Klinik for Gravide.
Efterfødselssamtale
I har mulighed for at få en konsultation efter fødslen hos jeres egen jordemoder, hvis I har behov for at tale om jeres oplevelse af fødselsforløbet og om, hvordan I har det.
Vi har erfaring for, at det på længere sigt er vigtigt at få afsluttet fødslen. Læs om efterfødselssamtale.
Fødselsforberedelse, webinarer og forskellige tilbud
Du har mulighed for at tilmelde dig forskellige moduler til fødselsforberedelse med fysisk fremmøde, og vi tilbyder også webinarer med forskellige moduler.
Kendt jordemoderordning
Kendt jordemoderordning (KJO) er et tilbud til gravide/par, der enten:
- Bor i et yderområde
- Skal føde tvillinger eller trillinger
- Ønsker at føde hjemme
- Har fødselsangst
- Er unge
- Har en sårbarhed i form af eksempelvis tidligere/aktuelle diagnoser såsom depression, angst med mere.
Tilhører du/I en af disse grupper, og er du/I ikke blevet tilbudt KJO, er du/I velkommen/velkomne til at kontakte os - så bestræber vi os på at finde en plads til dig/jer.
Til partner/pårørende
Du er velkommen til at deltage i besøgene hos os, hvis både du og den gravide øsnker det.
Du kan som partner/pårørende:
- være med i dialigen
- høre, hvad der bliver sagt under samtalen
- stille spørgsmål
- skabe tryghed hos den gravide.