Tal om ønsker til fødslen inden den går i gang

Når I kender hinandens ønsker og forventninger, kan du være talerør, hvis din partner ikke har så meget overskud til at kommunikere under fødslen. Måske reagerer hun ved at være i sin egen verden og selvom I ikke taler sammen, er du kilde til ro for hende. At være to om processen, dele oplevelsen og føle ligeværdigheden skaber stor styrke.

Sportschef

Det kan være svært at finde sin plads i fødslen som partner til en fødende kvinde, men tænk dig selv som sportschefen for et cykelhold under Tour de France. I perioder af fødslen kan din kvinde være ved at opgive, når hun bliver træt, forestil dig så, at du er Bjarne Riis, der skal få sin mand i gul føretrøje helt i mål. Hep og støt din kvinde i at finde troen på, at hun godt kan klare den sidste del af fødslen. Hun tror på dig, når du siger, at hun er sej!

Hjælperytter?

Er du betænkelig over din rolle under fødslen eller måske utilpas ved at være på et hospital, kan I overveje at have en ekstra støtteperson, når jeres barn skal fødes. Det kan være en af jeres mødre, en veninde eller en helt anden person, som I ønsker, der skal deltage i fødslen. Jordemoderen vil hjælpe jer begge og du kan som far selv bestemme, hvor meget du skal være med til.

Glæden ved at holde jeres barns første fødselsdag udligner oftest de udfordringer, du kan møde.

Tag en pause

Husk at holde pauser. Måske kan pause for dig give ny energi til jer begge. Når man er på en fødestue, kan stemningen være intens og timerne kan blive lange. Det er derfor vigtigt at kunne få lidt luft, hente friske forsyninger af kaffe, saft m.m. Selvom din kvinde ikke har lyst til mad, er det vigtigt, at du stadig får noget at spise. For at kunne støtte optimalt må dine egne ressourcer tankes op med jævne mellemrum.

Berøring

Det kan være en udfordring at se ens kone eller kæreste i smerte. Derfor er det ekstra vigtigt at kende betydningen af de ting, du som far kan gøre. Massage under fødslen kan være lindrende. Hør og mærk dig frem og juster berøringerne efter, hvordan din kvinde reagerer. De fleste nyder tryk i lænden, der hvor smerten er, eller massage af hænder eller fødder. HUSK: du behøver ikke at være uddannet massør for, at din kvinde synes om det, du gør!

Mad og drikke

Som partner eller fødselshjælper skal du enten medbringe mad hjemmefra eller gå i Havens Madhus eller hospitalskiosken for at købe mad.

Der er vand og kaffe/te i afdelingen, hvis du/I ønsker andet at drikke, skal du/I medbringe det (evt. i køletaske) eller købe det i Havens Madhus eller hospitalskiosken.

Kontakt

Telefon: 78 43 47 70

Akut: Tryk 1 efter opkald

- hvis du er i fødsel, har veer, vandafgang, bløder eller har akut behov for at tale med en jordemoder.

Bestilling og ændring af tider eller ikke akutte spørgsmål:

Telefontid 8:00-11:00 på hverdage.

 

Adresse

Graviditet, Fødsel og Barsel

Kvindesygdomme og Fødsler
Regionshospitalet Gødstrup
Hospitalsparken 15
7400 Herning

Indgang og destination

Brug hovedindgangen 

Find vej til hospitalet og se oversigtskort.

Mail

Skriv en sikker mail til os (Hav dit MitID klar):

Send sikker mail