Hvad skal der være klart i hjemmet?
I forbindelse med hjemmebesøget inden fødslen, snakker vi igennem, hvad der praktisk skal organiseres inden fødslen:
- Der er brug for, at rummet hvor fødslen skal foregå, kan varmet godt op, og at der er mulighed for at varme håndklæder og babysvøb/tæpper til lige efter fødslen.
- En seng, hvor der lægges afdækningsplast under lagenet
- God belysning, fx en arkitektlampe eller lignende
- Evt. leje af fødekar hos foreningen Forældre & Fødsel (skal gøres i god tid)
- Evt bord til jordemoderens udstyr
- Ekstra håndklæder og vaskeklude
- En vasketøjskurv og en affaldsspand
Hvad med søskende, kan de være med?
Ja, hvis de er velforberedte, og der er en person til stede, der særligt tager sig af børnene og evt. kan gå i et andet rum med dem, hvis barnet/børnene har brug for det. Vi har bedst erfaringer med lidt større børn. Små børn kan have sværere ved at forstå, at mor har ondt.
"Jeg kender én, hvor fødslen tog 24 timer, hun fik ve-stimulerende drop og fødslen endte med sugekop/kejsersnit"
Ved en hjemmefødsel skal fødslen skride fremad af sig selv. Jordemoderen observerer hele tiden veerne, den fødende og barnets trivsel og lytter hjertelyd. Hvis der bliver brug for mere hjælp, fx i form af tættere overvågning af barnet, fordi fostervandet er grønt, eller behov for ve-stimulation, overflyttes du til hospitalet.
Sådan en overflytning sker oftest stille og roligt, hvor I ofte selv kører ind til fødeafdelingen i jeres egen bil. Lidt, som hvis I ellers havde valgt at føde på hospitalet. Det er meget sjældent, at der er brug for haste-overflytninger. I sådanne situationer vil jordemoderen følge med dig i ambulancen.
Sugekop eller kejsersnit er valg, der typisk træffes efter meget langvarige fødselsforløb og efter at overflytning er sket.
Jordemoderen har medicin med, som hun også bruger på Fødeafdelingen, bl.a. til at få livmoderen til at trække sig sammen efter fødslen for at mindska blødning og K-vitamin til barnet.
Når du har besluttet at føde hjemme, kan du læse mere praktisk information i vores digitale folder om hjemmefødsel.