Af jordemoder Sara Solhøj
Når far får en fødselsdepression
Lige pludselig siger det bare "Småkage!" inde i mit hoved. Jeg er sikker på, at jeg har fået en hjerneblødning, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at nu dør jeg. Jeg kan ikke sige noget. Jeg kan kun skrige. Jeg bliver kørt ind på akutafdelingen af min svigerfar. Allerede i bilen begynder jeg at få det bedre. Da jeg kommer ind igennem dørene på sygehuset, har jeg ikke længere ondt. Så kommer der en sygeplejerske. Hun spørger mig, om hun kunne hjælpe med noget. I det øjeblik bryder jeg hulkende sammen. Jeg ligger bare i fosterstilling på gulvet uden at vide, hvad jeg reagerer på. Det hele braser sammen.
Sådan beskriver Torben Nielsen en situation, der udspillede sig en dag i september, cirka en måned efter fødslen af hans andet barn.
Torben Nielsen er en af de 4.000-4.500 danske mænd, der hvert år rammes af en fødselsdepression. Men på trods af, hvor udbredt en tilstand det er, er kendskabet til fødselsdepressioner hos mænd fortsat minimalt. For hvad mange ikke ved er, at mænd oftest reagerer anderledes end kvinder.
Ønskebarn
For at forstå, hvad der skete den dag i september, hvor Torben blev indlagt med det, der senere skulle vise sig at være symptomerne på en svær fødselsdepression, må vi spole tiden tilbage. Nærmere bestemt tilbage til året 2011. Det er året, hvor Torben sammen med sin daværende hustru, beslutter at få et barn.
Vi havde længe vidst, at vi gerne ville have børn. Og vi var så heldige, at graviditeten er en realitet ved første forsøg. Jeg bliver totalt lykkelig og glad, og det er fuldstændigt fantastisk, fortæller Torben. Graviditeten forløber ukompliceret og det samme gør fødslen, som resulterer i en sund og velskabt dreng.
Jeg føler mig som far med det samme, der er ingenting der. Det sekund, han kom ud; jeg kan huske fuldstændigt klokkeklart og tydeligt, hvordan det var. Det var nede i badekaret, og han blev løftet op til mig, og det var præcis lige så fantastisk, som jeg havde forestillet mig, fortæller Torben med et smil, mens han mindes de første timer som far.
Torben har, som mange andre fædre fjorten dage på barsel, hvorefter han starter på arbejde igen. Når Torben husker tilbage, var der allerede dengang nogle tegn, der blev overset i forhold til den måde, han var i sin farrolle på.
Jeg trækker mig, flygter og har brug for pauserne. Uden tvivl. Min hustru bærer på det tidspunkt et gigantisk ansvar. Det har helt klart betydet noget for mig at få luft og plads, husker Torben.
Men dengang var det ikke noget problem, fordi der kun var et barn.
De første tegn
Parret bliver kort tid efter enige om, at de gerne vil have endnu et barn. Og da første søn er halvandet år gammel, får de barn nummer to, der fødes sidst på sommeren. Også denne gang forløber graviditeten ukompliceret og det samme gør fødslen, der foregår derhjemme:
Jeg blev vækket, da det var ved at være tid. Vores ældste blev hentet af min mor, og jordemoderen var på vej. Så stod vi op og lavede kaffe. Jeg sad og småsnakkede med jordemoderen et par timer, og så fødte min kone en baby. Og det var det. Det lyder helt åndsvagt, men det er faktisk ikke langt fra sandheden. Det var på ingen måde traumatiserende. Det var tværtimod helt vildt fedt. Fem minutter efter hun havde født, kunne vi sætte os tilbage i sofaen. Det var en helt vildt god og fantastisk oplevelse, fortæller Torben.
Med andre ord startede livet som en familie på fire helt som det skulle. Denne gang var det besluttet, at Torben også skulle på barsel de første fire måneder, så familien havde tid sammen. Men allerede meget tidligt begynder Torben at trække sig:
Jeg kan godt mærke, at jeg synes det er svært med to så små børn, men jeg kan på det tidspunkt ikke helt forklare, hvad det handler om. Det finder jeg først ud af senere, forklarer Torben og fortsætter Jeg nyder ikke at gå hjemme. Jeg bliver hurtigere træt end jeg plejer, og jeg trækker mig. Jeg har altid haft behov for enetid, men det får jeg et meget større behov for. Jeg sætter mig ofte i et andet lokale og spiller computer. Indimellem kom den ældste ind til mig for at sove lur, men selv det, at han skulle ligge og sove i samme lokale, kunne være hårdt. Det pressede på en eller anden måde, husker Torben.
Tilbagetrækning og misbrug som eksempelvis overforbrug af computerspil er nogle af de symptomer, der netop kan være kendetegnene på en fødselsdepression hos mænd. Men alt dette ved Torben på dette tidspunkt ikke noget om.
Når kroppen reagerer
Situationen spidser yderligere til allerede få uger efter fødslen af barn nummer to.
Jeg sov på en madras på gulvet inde hos min ældste søn og vågner pludseligt med en enorm hovedpine. Jeg er sikker på, der er noget alvorligt galt. Jeg får vækket min kone og får sagt, at vi skal på hospitalet. Vi kører direkte ind på neurologisk afdeling, hvor jeg bliver sat i en stor lænestol. Min kone kører hjem med børnene. I samme øjeblik, de forlader hospitalet, begynder jeg at få det bedre, fortæller Torben.
Hovedpinen forsvinder helt, og i løbet af natten bliver Torben hjernescannet og får taget rygmarvsprøver. Der er intet at se, og næste morgen bliver han udskrevet. I de kommende uger trækker Torben sig endnu mere fra familiefællesskabet, og bruger stadigt mere tid alene. Indtil den dag, hvor hovedpinen vender tilbage, og situationen gentager sig:
Jeg havde følelsen af at have influenza i hele kroppen. Mine svigerforældre var på besøg, og selvom jeg synes, de er de sødeste mennesker, så kunne jeg slet ikke have, at de var der. Jeg ville bare have, de skulle gå. Jeg gik ovenpå og lagde mig. Jeg kan huske, at jeg kunne høre dem og børnene nedenunder, og lige pludselig sagde det bare "Småkage!" inde i mit hoved.
Som det er beskrevet i indledningen, bryder Torben sammen i det øjeblik en sygeplejerske spørger, om der er noget, hun kan hjælpe med. Det er her, det for alvor går op for Torben, at der er noget helt galt.
I første omgang indlægges han til udredning og i de næste fire dage bliver rygmarvsprøver og scanninger gentaget, mens Torben, der har tilbagevendende hovedpine, behandles med morfin og andet smertestillende medicin.
Da alt andet er udelukket udskrives Torben med en opfordring til at søge hjælp ved egen læge med henblik på at få en henvisning til en psykolog. Og det er først da Torben opsøger sin egen læge, at ordet fødselsdepression første gang kommer på banen:
Jeg har verdens mest fantastiske læge, som kender mig godt. Han nævnte som den første, at mine symptomer lugtede langt væk af en fødselsdepression, denne udmelding kom i første omgang bag på Torben, som fortsætter:
Jeg havde hørt om det før, men som mange andre mænd vidste jeg, at det var noget, som kvinder kunne få. Til at starte med kunne jeg ikke helt få det til at hænge sammen. Jeg tænkte, at han havde ret i, at jeg havde en depression, men det med fødslen kunne jeg ikke se sammenhængen med.
Udover en henvisning til psykolog blev Torben også sat i antidepressiv behandling. Dette er noget, Torben før har oplevet succes med, da han to gange tidligere i livet har været ramt af stressrelaterede depressioner. I tiden efter er Torben i kontakt med tre forskellige psykologer, men desværre er ingen af dem i stand til at hjælpe Torben.
Efterhånden er der gået 4-5 måneder siden fødslen, og Torben har på dette tidspunkt stort set ikke snakket med sin yngste søn. Barslen slutter, og Torben søger tilflugt, hvor han kan: Jeg flygter mere og mere hjemmefra. Jeg tager på rigtig mange fisketure og tager til alle de arrangementer jeg kan med min kampsport. Kan jeg blive en time længere på arbejde, er det super, husker han tilbage.
Parforholdet bliver også påvirket, og som tiden går, bliver Torben stadigt mere distanceret. Torben understreger, at der ikke er nogen som helst skyld i dette fra hans ex-kones side, men at han set i bakspejlet ville ønske, at de begge havde haft meget mere viden omkring fødselsdepressioner. Han forklarer: manglen på viden indebærer også ofte mangel på forståelse. Jeg har ikke skyggen af bebrejdelse, men der var vi meget, meget langt fra hinanden.
I et forsøg på at redde forholdet begynder parret i februar, cirka et halvt år efter fødslen, i terapi hos en familierådgiver. Tiden går, og de går fast ved parterapeuten. Men da de når på den anden side af sommeren, står forholdet ikke til at redde, og Torben flytter.
At få den rigtige hjælp
Torben er i dag ikke i tvivl om, at fødselsdepressionen havde indflydelse på, at han i høj grad trak sig fra familielivet, og at det i sidste ende var medvirkende til, at han og hans ex-kone gik fra hinanden:
Det er jo svært at sige, om vi var blevet sammen, hvis jeg ikke havde fået en fødselsdepression, men det havde helt sikkert noget at sige. Hvis jeg kunne skrue tiden tilbage, så havde jeg gjort hvad som helst for, at vi havde åbnet munden og snakket meget mere omkring forventningsafstemning undervejs. Vi havde helt sikkert nogle forskellige forventninger til, hvordan vi prioriterede i forhold til børnene. Jeg tror, at det for hende var vigtigt, at vi var sammen som familie om alt. Jeg havde i højere grad brug for, at vi indimellem fik et par timer, hvor vi kunne sidde på en café bare hun og jeg og drikke en kop kaffe. Alt det fik vi ikke talt om.
Efter bruddet fortsætter Torben hos familierådgiveren alene.
Det er det bedste, jeg nogensinde har gjort, for hun er simpelthen bare fantastisk! Hende har jeg gået ved i tre år nu, mere eller mindre fast. Også i de perioder, hvor alt går godt. Hun var den første, der kunne sætte ord på, hvad tilkomsten af de her børn havde gjort. Ikke mindst kunne hun sætte ord på min ekstremt dårlige samvittighed over ikke altid at kunne gøre alting perfekt. Og på det med ikke at have rum og plads til sig selv. Det snakker jeg stadigvæk med hende om, for det kan stadigvæk være rigtig, rigtig hårdt for mig at have mine unger.
I forhold til det, at gøre alting perfekt mener Torben, at både hans egne og omgangskredsens forventninger til Torbens rolle som far også har haft indflydelse:
Min omgangskreds’ forventninger har spillet en stor, stor rolle. For det forventedes, uden tvivl, at jeg ville blive den bedste far i verden. Og det var der da heller ikke nogen tvivl om. Det ville jeg helt sikkert også være blevet, hvis omstændighederne havde været nogle andre.
For Torben har det været altafgørende at finde den rette fagperson til at hjælpe sig gennem fødselsdepressionen: For mig er det vigtigt, at det er en, der på et menneskeligt plan har forstand på familier. Psykologerne er fagligt skarpe, men for mig er familieterapien blødere og mere relationsbåret, fortæller Torben.
Familieterapeuten er også medvirkende til, at Torben i dag har skiftet begrebet ”fødselsdepression” ud med ”barselsdepression”, som han oplever, er mere dækkende: som min terapeut siger, så er det jo ikke mig, der har født, og i mit tilfælde var fødslerne i sig selv på ingen måde traumatiserende. I forståelsen af, hvad en fødselsdepression er, klinger det forkert, hvis det ikke konkret er fødslen, det handler om. Så for mig er barselsdepression mere dækkende.
At bekæmpe et tabu
Torben har et stort ønske om, at der i langt højere grad kommer fokus på, at mænd også kan blive ramt af en fødselsdepression: Mit håb er, at et øget fokus på fødselsdepressioner hos mænd kan medvirke til at nedbryde et tabu. Et tabu, der muligvis afholder nogle mænd fra at søge hjælp eller blot at tale om det. For mig har det aldrig været et tabu, men derimod et vilkår. Det kan i min optik kun være positivt at tale om emnet, da jeg mener, at mere og dybere viden kan bidrage til en større forståelse.
Torben har i dag fundet en god balance i sin rolle som far, men øver sig stadig i at tage pauser med god samvittighed, når han er sammen med sine drenge. I dag bor Torben sammen med sin kæreste, Freja, og er i en velfungerende deleordning med børnenes mor.
I tvivl, om du eller din partner kan have en fødselsdepression?
En fødselsdepresson kan opstå både i graviditeten, efter en fødsel eller i barselsperioden. Er du i tvivl om, hvorvidt du eller din partner har en fødselsdepression, bør du/I kontakte jeres sundhedsplejerske eller egen læge med henblik på videre udredning.
Af hensyn til Torbens børn og ex-kone er deres navne ikke nævnt. Torbens ex-kone er præsenteret for artiklen før udgivelse.
