Her finder du praktisk information, hvis du skal se en afdød eller planlægge en mindehøjtidelighed i kapellet på Regionshospitalet Gødstrup.
Gå direkte til:
Se den afdøde
Hvis du ønsker at se den afdøde, mens vedkommende er i hospitalets kapel, skal du aftale et tidspunkt med kapelpersonalet.
Rummet, hvor du kan se den afdøde, er enkelt og lyst indrettet med hvide vægge og mørkt gulv. Der er få møbler, blandt andet et par stole og et lille bord. Når du kommer ind, er der god plads omkring den afdøde, så du og dine pårørende kan være sammen i ro.
Mandag-fredag kl. 7.00-17.00 Lørdag, søndag og helligdage kl. 7.00-14.20 Telefon: 78 43 18 42 eller 78 43 18 43
På andre tidspunkter Ring til hospitalets hovednummer på 78 43 00 00.
Mindehøjtidelighed i kapelsalen
Kapelsalen kan bruges til en mindehøjtidelighed, fx i forbindelse med bisættelse eller udsyngning.
I kan bruge salen både med og uden præst, og den kan benyttes uanset tro og livssyn.
Det er bedemanden, der kontakter kapelpersonalet og aftaler tidspunktet for mindehøjtideligheden.
I har kapelsalen til rådighed i 1 time. Det er vigtigt, at I overholder tiden, da andre pårørende kan vente på at bruge salen til at tage afsked med deres kære.
I kapelsalen er der grønne planter og LED-alterlys, som I gerne må benytte.
Det er ikke tilladt at bruge eller medbringe:
levende lys
røgelse
rosenblade eller andre blomsterblade
mad og drikke.
Det skyldes blandt andet, at det kan give pletter på gulvet og gobelinen eller efterlade lugt i rummet. Kapelsalen skal også være klar til de næste pårørende, der skal tage afsked.
Kapelsalen er udsmykket med en stor gobelin af den amerikanske kunstner Pae White. Motivet består af planter og insekter, og værket er skabt uden religiøse symboler, så det kan opleves på tværs af tro, kultur og livssyn.
Gobelinen er digitalt vævet og forener moderne teknologi med en gammel håndværkstradition. Med naturen som motiv har Pae White ønsket at skabe et roligt og eftertænksomt udtryk, der passer til kapellets særlige rum.
Når I kommer til kapellet
Der er kun meget lidt plads til at vente i selve kapellet. Samtidig kan andre pårørende vente på at tage afsked med eller se deres afdøde.
Hvis I er en større gruppe, anbefaler vi derfor, at I mødes et andet sted på hospitalet og går samlet til kapellet, når det er tid.
I kan fx mødes:
i foyeren ved hospitalets hovedindgang
i spiseområdet ved Havens Madhus
i Pietas Pavillonen i hospitalsparken. Pietas Pavillonen er åben hver dag kl. 7.00-22.00.
Praktiske forhold omkring den afdøde
Den afdøde kan blive begravet eller bisat i eget tøj og sengelinned.
Hvis I afleverer tøj til den afdøde, skal posen være mærket med den afdødes fulde navn. På den måde hjælper I personalet med at sikre, at tøjet kommer til den rette person.
Hvis I ønsker billeder af den afdøde, skal I selv sørge for at tage dem. I kan også aftale med bedemanden, om vedkommende kan hjælpe.
Hvis den afdøde havde værdigenstande med på hospitalet, bliver de efter dødsfaldet opbevaret i en værdiboks.
Værdigenstandene kan udleveres fra Informationen mod fremvisning af en skifteretsattest.
Begravelse eller bisættelse skal som udgangspunkt finde sted senest 14 dage efter dødsfaldet.
Hvis der er særlige grunde til, at fristen ikke kan overholdes, kan der søges om udsættelse hos Styrelsen for Patientsikkerhed. Bedemanden kan hjælpe med dette.
Mere information
Hospitalets personale vil altid være parat til at hjælpe dig med spørgsmål. Umiddelbart efter dødsfaldet kan de nærmeste pårørende få en samtale med en læge.
Mandag-fredag kl. 7.00-17.00 Lørdag, søndag og helligdage kl. 7.00-14.20 Telefon: 78 43 18 42 eller 78 43 18 43
På andre tidspunkter Ring til hospitalets hovednummer på 78 43 00 00.
Hvis I ønsker at bruge kapelsalen
Hvis I ønsker at holde en mindehøjtidelighed, udsyngning eller bisættelse i kapelsalen, er det bedemanden, der kontakter kapelpersonalet og aftaler tidspunktet.
Adresse
Kapelvej 20, 7400 Herning
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: godstrup.dk/1987235
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.