Om sengeafsnittet
På Sengeafsnit 3 tager vi imod patienter over 18 år, der har brug for indlæggelse på grund af:
Du kan også blive indlagt hos os, hvis du har en dom til behandling, uanset hvilken psykiatrisk lidelse du har.
Der er 28 pladser på sengeafsnittet.
Dørene kan være åbne eller låste
Dørene til sengeafsnittet kan være åbne eller låste. Det afhænger af, hvad du og de andre patienter har behov for.
Dørene er altid låst mellem kl. 20 og 7.
Hvis dørene er låst af hensyn til andre patienter, kan du kontakte personalet, når du gerne vil ud.
Hvem møder du?
På sengeafsnittet vil du møde forskellige faggrupper og frivillige:
- Sygeplejersker
- Social- og sundhedsassistenter
- Læger
- Psykologer
- Pædagoger
- Fysioterapeuter
- Ergoterapeuter
- Socialrådgivere
- Sekretærer
- Peer-medarbejdere. Peer-medarbejdere har selv erfaring med at være patienter i psykiatrien. De er uddannet og ansat til at støtte andre patienter.
- Frivillige fra Håb i Psykiatrien
Vi er også et uddannelsessted. Derfor vil du møde elever, studerende og praktikanter.
Din indlæggelse
Din behandling tager udgangspunkt i dine behov og din situation. Derfor er ingen indlæggelser ens.
Det er vigtigt for os, at vi sammen finder ud af, hvilken behandling du skal have. Vi taler med dig om dine udfordringer, og hvad du gerne vil opnå med behandlingen.
Før indlæggelse
Når du bliver indlagt, fortæller vi dig om sengeafsnittet og den behandling, vi tilbyder. På din stue finder du vores husorden, som vi beder dig læse og følge. Vi gennemgår den gerne med dig og svarer på dine spørgsmål.
Du kan også læse vores husorden her.
Husk at medbringe:
- Toiletsager
- Egen medicin
- Behageligt tøj
- Sportstøj, hvis du har lyst til at dyrke motion
Vi tager imod og opbevarer din medbragte medicin under indlæggelsen. Vi udleverer den til dig, når du har brug for den.
Som udgangspunkt skal du selv sørge for transport til og fra sengeafsnittet. Her kan du læse mere om kørsel til og fra hospitalet.
Under indlæggelse
Vi gør vores bedste for, at du føler dig velkommen og tryg under din indlæggelse. Vi fortæller dig derfor om behandlingen og hverdagen på afsnittet, når du kommer.
Du får et team af kontaktpersoner, som har et særligt ansvar for, at din behandling hænger sammen og giver mening for dig.
Sammen finder vi ud af, hvordan vi bedst kan hjælpe dig. Vi vil gerne inddrage dig og dine pårørende i planlægningen af din behandling.
På sengeafsnittet arbejder vi med miljøterapi. Det betyder, at vi bruger hverdagens aktiviteter som en del af din behandling. Sammen med dine kontaktpersoner aftaler du, hvordan du følger sengeafsnittets døgnrytme, og hvilke aktiviteter du deltager i.
Derudover kan din behandling bestå af:
- Samtaler med for eksempel læge, kontaktperson eller psykolog
- Medicin, f.eks. medicin mod depression eller stemningsstabiliserende medicin ved bipolar lidelse
- ECT-behandling
- TMS-behandling
Samtalerne er en stor del af din behandling. De kan f.eks. handle om, hvordan du arbejder med dine psykiske vanskeligheder.
Derudover kan din behandling bestå af motion og andre aktiviteter som f.eks. fysioterapeutisk og ergoterapeutisk behandling.
Vi tilpasser aktiviteterne, så de passer til dig.
Din behandling og indlæggelse sker som udgangspunkt frivilligt. Vores erfaring er, at det i enkelte tilfælde er nødvendigt, at vi behandler dig mod din vilje. Det sker f.eks., hvis du er til fare for dig selv eller andre.
Hvis det sker, informerer vi dig om hvorfor. Du får i alle former for tvang en patientrådgiver, der hjælper og vejleder dig.
Hverdagen på afsnittet
Vi går meget op i at skabe en hverdag, hvor patienter, pårørende og personale føler sig trygge. Det er vigtigt for os, at du føler dig hørt, forstået og respekteret.
Hver morgen og aften holder vi et fælles møde. Her taler vi om dagen, og hvad der skal ske.
Som en del af din behandling har du mulighed for at deltage i forskellige aktiviteter, for eksempel:
- Gåture
- Motion i vores motionsrum eller gymnastiksal
Vores fysioteraputer og ergoterapeuter planlægger sammen med dig, hvilke muligheder du har for motion og andre aktiviteter, der kan støtte din behandling uden brug af medicin.
På afsnittet har vi også et fælles opholdsrum og gårdhaver, som du kan benytte.
Du kan læse mere om Sengeafsnit 3 i vores velkomstvejledning.
Efter din indlæggelse
Inden du bliver udskrevet, laver vi sammen en plan for, hvad der skal ske, når du kommer hjem.
Ofte fortsætter din behandling et andet sted, for eksempel:
-
I et af vores behandlingsteams
-
Hos din egen læge
Det kan være en stor omvæltning at vende tilbage til hverdagen efter en indlæggelse.
Læs om andres erfaringer med at blive udskrevet, og få gode råd til tiden efter indlæggelsen.
Vejledninger og information
Her finder du information om psykiske sygdomme, behandling, hverdagen på sengeafsnittet og dine rettigheder. Der er også vejledninger til dine pårørende.
Til pårørende
Som pårørende spiller du en vigtig rolle. Derfor vil vi gerne inddrage dig i behandlingen, hvis patienten ønsker det. Du kan både støtte patienten og hjælpe os med viden om, hvordan din pårørende har det i gode perioder.
Samtidig er vi opmærksomme på dig, dine ressourcer og den situation, du som pårørende står i.
Det er ikke sikkert, at patienten har lyst til, at du er involveret i behandlingen. I det tilfælde er vi nødt til at respektere vedkommendes ønske og kan ikke fortælle om behandlingen.
Du er dog altid velkommen til at ringe til os og fortælle om din oplevelse af patientens sygdom. Selvom patienten ikke ønsker at inddrage dig i behandlingen, kan vi stadig give dig generel information og rådgivning.
Patienten får et fast team af kontaktpersoner ved indlæggelsen, som følger vedkommende tæt. Hvis du har spørgsmål til behandlingen eller har andre ting, du gerne vil snakke med os om, er du velkommen til at henvende dig til kontaktpersonen.
Du kan læse mere om sengeafsnittet og din rolle som pårørende i vores vejledning til pårørende.
Læs mere om psykiatriens tilbud og informationer til pårørende her.
Besøg
Pårørende er velkomne på besøg.
Vi anbefaler, at I aftaler besøget med personalet, så det passer til patientens behandling og ønsker.
Besøg foregår som udgangspunkt mellem kl. 10.00 og 21.00 på patientens værelse.
Af hensyn til sikkerheden gennemgår personalet de ting, der bliver taget med ind på afsnittet.
Børn som pårørende
Hvis der er børn blandt de pårørende, tilbyder vi forældre- og familiesamtaler. Her hjælper vi familien med at tale om det, der kan være svært.
Vi tilpasser samtalen til barnets alder.
Du kan læse mere om vores tilbud til børn som pårørende her.
Mere information om psykiatri
Hvis du ønsker mere generel information om psykiatri, kan du besøge regionens overordnede hjemmeside om psykiatri.
Her finder du bl.a. information om psykiatriske sygdomme, vores temaaftener om psykiatri og tilbud til pårørende.