Om klinikken

Vi modtager og observerer patienter

Vi modtager og observerer børn og voksne i forbindelse med operation. Du kommer hjem samme dag og skal ikke indlægges på hospitalet.

Når du kommer til os, er du indkaldt til operation af en anden klinik.

Du skal derfor altid kontakte den klinik, som har indkaldt dig, hvis du har spørgsmål til operationen eller skal melde afbud.

Klinikker og afdelinger vi modtager patienter fra:

Faggrupper du møder

Når du kommer i klinikken, møder du forskellige faggrupper.

Du kan for eksempel møde:

  • Læger
  • Sygeplejersker
  • Serviceassistenter
  • Lægesekretærer.

Du kan derudover møde studerende og elever, der har opgaver alt efter, hvor de er i deres uddannelse.

Afbud og sygdom

Kontakt den klinik, som har indkaldt dig til operation, hvis du:

  • Bliver syg i ugen op til operationen
  • Får hududslæt, bumser eller sår i nærheden af operationsstedet
  • Skal melde afbud
  • Har spørgsmål til operationen.

Før du kommer

Læs dit indkaldelsesbrev

Du bliver indkaldt til operation af den klinik eller afdeling, som har henvist dig.

Du modtager indkaldelsesbrevet som Digital Post eller som almindeligt brev, hvis du er fritaget for Digital Post.

I brevet finder du information om:

  • Hvor og hvornår du skal møde op
  • Hvad der skal ske 
  • Hvad du skal gøre, hvis du bliver forhindret i at møde 
  • Hvad du eventuelt skal gøre hjemmefra.

Læs mere om henvisning og indkaldelse.

Forbered dig

Det er vigtigt, at du forbereder dig og læser den information, du får i dit indkaldelsesbrev. Husk at læse alle vejledninger og bilag.

Der kan være flere ting, som du skal forberede. Forberedelserne kan for eksempel være:

  • At du skal faste
  • Transport til og fra hospitalet
  • Eventuel indkøb af smertestillende medicin.

Vær opmærksom på, at operationen kan blive aflyst, hvis du for eksempel har glemt at faste eller har neglelak og/eller kunstige negle på.

Tag gerne løst og behageligt tøj på, når du kommer. Medbring også rene indesko eller sandaler.

Husk at medbringe

Det skal du have med:

  • Dit sundhedskort (sygesikringsbevis)
  • Hjælpemidler, som for eksempel briller eller høreapparat, hvis du bruger det
  • Eventuelt computer, læsestof eller anden underholdning.

Vi opfordrer dig til at lade smykker og værdigenstande blive derhjemme. 

Dit besøg

Når du ankommer

Når du kommer til hospitalet, skanner du dit sundhedskort på ankomststanderen, som er placeret umiddelbart indenfor hovedindgangen. Følg instruktionerne på ankomststanderen.

Når du kommer til venteområdet ved Forberedelse og Observation, skanner du dit kort igen. Så ved vi, at du er kommet. Vi kommer og henter dig, når det er din tur.

Ventetid

Du kan opleve ventetid. Vi prøver så vidt muligt at overholde din aftalte tid, men der kan opstå situationer, som kan give ventetid. Vi informerer, så godt vi kan, hvis der opstår forsinkelser.

Du kan eventuelt medbringe læsestof, strikketøj eller anden underholdning.

Dit forløb

Samtale før operationen

Du bliver kaldt ind til en samtale, hvor vi stiller dig få spørgsmål som en del af forberedelsen. Efter samtalen skal dine pårørende gå i foyeren. Børn må have 1 forælder hos sig.

I nogle tilfælde skal du klædes om til hospitalstøj, og du vil altid blive bedt om at lade vandet. Herefter skal du vente i venteområdet, til du bliver fulgt ind på operationsstuen.

Operation

På operationsstuen møder du en sygeplejerske eller læge, som gør dig klar til operationen.

Du kommer til at tale med den læge, der skal operere dig.

Læs om din operation i dit indkaldelsesbrev.

Efter operationen

Du bliver kørt til observation efter din operation. Her holder personalet øje med, hvordan du har det og sørger for, at du er smertedækket.

De fleste patienter er klar til at tage hjem efter 1-2 timer.

Inden vi sender dig hjem, tilbyder vi dig lidt at spise og drikke.

Medbring en madpakke, hvis du har særlige ønsker eller behov i forhold til kost.

Planlæg din hjemtransport

Du skal selv sørge for transporten til og fra operationen.

Vær opmærksom på, at du ikke selv må køre bil efter din operation. Husk at lave en aftale om, hvem der kan køre dig hjem.

Du skal kunne blive hentet, når vi vurderer, at du er klar til at komme hjem.

Til pårørende

Du må gerne følge patienten til hospitalet. Du vil blive bedt om at vente i foyeren. Børn må have 1 forælder hos sig.

Under operationen er du velkommen til at opholde dig i foyeren. Her finder du en kiosk og forskellige siddeområder.

Vi kontakter dig, når patienten er klar til at blive hentet, eller hvis der er behov for, at du er med ved information ved udskrivelse.

Forældre vil blive kontaktet umiddelbart ved barnets ankomst til observation.

 

Find vej

Kontakt

Telefon

Spørgsmål vedrørende operationen

Hvis du skal melde afbud, ændre din tid eller har spørgsmål til din operation, skal du kontakte den afdeling, der har henvist dig hertil.

Oversigt over afdelinger.

Akut hjælp

Ved akut behov for hjælp, kontakt egen læge eller lægevagten på tlf. 70 11 31 31.

Adresse

Forberedelse og Observation 
Operation og Intensiv
Regionshospitalet Gødstrup
Hospitalsparken 15
7400 Herning

Indgang og destination

Brug hovedindgangen og gå til fløj R, plan 2. Følg skiltene til venteområde 4.

  • Find Forberedelse og Observation på webkortet www.m.rm.dk