Om klinikken

En pige bliver tilset af en behandler.

Sygdomme vi behandler

I Børn og Unge Klinik modtager vi børn og unge op til 18 år og ser i gennemsnit omkring 50 børn om dagen.

Vi arbejder i tværfaglige teams, der har specialiseret sig i forskellige sygdomme og problematikker.

Hvem møder du i klinikken

Når du kommer i Børn og Unge Klinik, møder du forskellige faggrupper, eksempelvis

  • Læger
  • Sygeplejerske med speciale i børn og unge
  • Serviceassistenter
  • Lægesekretærer
  • Fysio- og ergoterapeuter
  • Hospitalsklovne
  • Bioanalytikere.

Du kan også møde læge- samt sygeplejerskestuderende og andre elever, der har opgaver alt efter, hvor langt de er i deres uddannelse.

Dine forældre kan blive spurgt, om du vil deltage i forskningsprojekter. Det er altid frivilligt, om I vil være med.

Vores specialer

Vi arbejder i tværfaglige teams, der har specialiseret sig i forskellige sygdomme og problematikker. Se mere om dit tilbud under det enkelte speciale.

Før du kommer

Bliv henvist

For at komme i Børn og Unge Klinik skal du henvises - enten af din egen læge eller via en anden børn- og unge afdeling.

Når du er henvist, får du en tid til en forundersøgelse i Børn og Unge Klinik.

Nogle børn og unge afsluttes efter det første besøg, mens andre har et længere forløb.

Læs dit indkaldelsesbrev

Når du er blevet henvist, får du tid til en forundersøgelse i Børn og Unge Klinik. Dine forældre modtager indkaldelsesbrevet som Digital Post eller som almindeligt brev, hvis de er fritaget for Digital Post.

Når du fylder 15 år, modtager du også dit indkaldelsesbrev som Digital Post.

I brevet finder I information om:

  • Hvor og hvornår I skal møde op.
  • Hvad der skal ske til undersøgelsen.
  • Hvad I skal gøre, hvis I bliver forhindret i at møde op til den aftalte tid.
  • Hvad I eventuelt skal gøre hjemmefra.

Læs mere om indkaldelse.

Forbered dig

Det er vigtigt, at du og dine forældre forbereder jer og læser den information, du har fået i indkaldelsesbrevet. Husk at læse alle bilag og vejledninger.

Der kan være flere ting, som I skal forberede. Forberedelserne kan for eksempel være, at I skal:

  • Udfylde spørgeskema, som du har modtaget sammen med dit indkaldelsesbrev.
  • Arrangere transport.
  • Eventuelt skrive spørgsmål ned, så I husker at spørge om det, der er vigtigt for jer.
  • Indlæse blodsukkerværdier (kun diabetespatienter).

Dine forældre er velkomne til at deltage ved besøget.

Giv besked, hvis du ikke kan komme

Hvis du er forhindret i at møde til den aftalte tid, beder vi dig hurtigst muligt (jo tidligere - jo bedre) kontakte sekretæren på tlf. 7843 3600 mellem kl. 08.00-11.00.

På den måde får vi mulighed for at give tiden til et andet barn. Dette er vigtigt for at udnytte alle ressourcer og tider bedst muligt.

Bliv hjemme, hvis du er syg

Ved smitsom sygdom, for eksempel skoldkopper, opkastning og diarré, bedes du melde afbud til den aftalte tid i klinikken.

Vores undersøgelser og behandlinger

Find vejledninger og nyttige links, som du kan få behov for undervejs i dit forløb. Vi udleverer QR-koder til de materialer, der er specielt vigtige for dig: Undersøgelse og behandling | Børn og unge.

Dit besøg

Når du ankommer

Skan dit sundhedskort

Når du kommer til hospitalet, skanner du dit sundhedskort på ankomststanderen, som er placeret umiddelbart inden for hovedindgangen. Følg instruktionerne på ankomststanderen.

Nogle dage vil der være Røde Kors Patientstøtter i forhallen, der kan vise dig vej.

Når du kommer til venteområdet ved Børn og Unge Klinik, skanner du dit sundhedskort igen. Så ved vi, at du er kommet.

Vi kommer og henter dig, når det er din tur.

Ventetid

Du kan opleve ventetid. Vi prøver så vidt muligt at overholde den aftalte tid, men der kan opstå situationer, som kan give ventetid. Vi informerer, så godt vi kan, hvis der opstår forsinkelser.

Dit forløb

Dit første besøg

Når du kommer i Børn og Unge Klinik første gang, vil du møde en læge og/eller en sygeplejerske.

Ved det første besøg vil vi bede dig og dine forældre om at fortælle om det problem, som har gjort, at du er blevet henvist. Vi vil spørge om, hvordan I oplever problemet, hvor længe det har stået på, om der er lavet undersøgelser og behandling, om du får eller har fået medicin med mere.

Du bliver vejet og målt. Du vil også blive undersøgt af en læge, som for eksempel lytter på dit hjerte og lunger, trykker dig på maven osv. Det kan derfor være nødvendigt, at du skal have noget af tøjet af.

Ved de efterfølgende besøg i klinikken vil I møde forskellige faggrupper afhængigt af behandlingsforløbet. Det kan være en læge, sygeplejerske, ergo- eller fysioterapeut.

Undersøgelser i andre afdelinger

Du kan opleve, at vi sender dig til en anden afdeling for at få lavet flere undersøgelser.

Undersøgelser i andre afdelinger kan for eksempel være:

  • Blodprøver
  • Røntgenundersøgelse eller skanning
  • Vurdering hos en fysio- eller ergoterapeut.

I nogle tilfælde kan vi sende dig videre til undersøgelse med det samme. Ellers modtager du en ny indkaldelse en anden dag.

Svar på din undersøgelse

Vi aftaler med dig, hvordan vi fortæller dig om resultatet af dine undersøgelser, og hvad der nu skal ske.

Du kan få svar på forskellige måder:

  • Digital Post
  • Telefon
  • Videokonsultation
  • Samtale i klinikken.

Patientansvarlig læge og sygeplejerske

Hvis du skal følges i Børn og Unge Klinik, vil du få tilknyttet en patientansvarlig læge og sygeplejerske.

En patientansvarlig læge bliver involveret i alle større beslutninger om eller ændringer i din behandling.

Du får et kontaktkort med navn på din patientansvarlige læge og sygeplejerske. På kortet står også et telefonnummer, så du kan kontakte din sygeplejerske ved spørgsmål.

Hvis din sygeplejerske ikke træffes, kan du kontakte en af de andre sygeplejersker i teamet.

Afslutning af dit forløb

Du er tilknyttet Børn og Unge Klinik, så længe det er nødvendigt i forhold til din behandling.

Når du bliver afsluttet, aftaler vi planen for det videre forløb. Du kan være færdigbehandlet eller skal eventuelt ses af din læge eller hos din sundhedsplejerske.

Dine forældre kan se dine aftaler, vaccinationer og medicinoplysninger. Når du er fyldt 15 år, har dine forældre ikke længere adgang til dine sundhedsoplysninger. Læs mere via sundhed.dk

Find vej

Kontakt

Telefon

Afbud og ændring af tid

Sekretær: 7843 3600

Telefontid: Hverdage kl. 08.00-11.00

Tilknyttet psykiatrien?

Hvis du er tilknyttet psykiatrien, skal du ikke bruge oplysningerne på denne side. Find i stedet din klinik på www.psykiatrien.rm.dk.

Spørgsmål til din behandling?

Du kan kontakte din sygeplejerske ved spørgsmål. Se navn, telefonnummer og træffetid på dit kontaktkort. Hvis din sygeplejerske ikke træffes, kan du kontakte en af de andre sygeplejersker i teamet - find kontaktoplysninger.

Akut hjælp

Ved akut behov for hjælp, skal du kontakte din egen læge eller vagtlægen på tlf. 7011 3131.

Adresse

Børn og Unge Klinik
Børn og Unge
Regionshospitalet Gødstrup
Hospitalsparken 15
7400 Herning

Indgang og destination

Brug hovedindgangen og gå til fløj A