Med hjemmetjek kan du lave nogle kontroller hjemme

I graviditeten kan der opstå komplikationer, der kræver hyppige ekstra kontroller i Akut Klinik for Gravide eller indlæggelse på svangre-barselsafsnittet i kortere eller længere tid af graviditeten.

Med hjemmetjek er det muligt at foretage nogle af kontrollerne hjemme og hjemmetjek giver således mulighed for, at du som gravid kan være hjemme i stedet for at være indlagt eller ofte at skulle køre ind til kontroller.

Gravid mave med hjemmemålingsudstyr

Kvinde har Nemo på maven, og er ved at registrere en hjertelydskurve

Målinger hjemme

Til hjemmetjek udlånes forskellige apparater, så der kan måles blodtryk, puls, vægt, urinundersøgelse, infektionsværdi (CRP) og hjertelyd (CTG måling) hjemme. Der kan også svares på spørgsmål om almen tilstand. Hvilke målinger, du skal foretage hjemme, vurderes individuelt ud fra din situation.

Målingerne sendes til fødegangen via en særlig app, der er installeret på en tablet, som også udlånes, og via en app på din egen telefon eller PC. Nogle gravide kan blive bedt om at sende daglige målinger, mens andre blot skal sende målinger en gang om ugen.

En jordemoder holder dagligt øje med indsendte målinger og melder tilbage til dig som gravid, om alt er normalt. Hvis der er behov for yderligere kontrol eller ved tekniske problemer, vil du blive bedt om at komme ind til afdelingen til opfølgning.

Oplæring i hjemmetjek

Oplæring til hjemmetjek foregår i Akut Klinik for Gravide på Regionshospitalet Gødstrup i Fløj A, niveau 2.

Du vejledes grundigt i brug af de forskellige apparater og får også vejledninger med dig hjem.