Allerede i graviditeten vil jordemoderen drøfte med jer, der ikke venter jeres første barn, hvor I forventer at tilbringe den første tid efter fødslen.

Hvis det ikke er første gang du føder og alt er forløbet normalt, bliver I som udgangspunkt udskrevet senest 4-6 timer efter fødslen.

Hvis der er komplikationer, er der selvfølgelig mulighed for at blive indlagt længere.

Inden I tager hjem

Inden I bliver udskrevet vil personalet tilbyde støtte til den første amning og observere, at I har det godt.
Vi drøfter, hvad I kan forvente af den første tid hjemme bl.a. hvordan I kan sikre jer, at barnet trives. Vi aftaler, hvordan I ønsker tilbuddet efter fødslen.

Efterfødselspakke: undersøgelse af mor og barn

Efter fødslen kan I selv vælge, om I ønsker besøg hjemme ved jer selv dagen efter fødslen, til efterfødselspakken på 3. dagen eller om I ønsker at komme i Efterfødselsklinikken til efterfødselspakken.

Hvis I vælger at få hjemmebesøg dagen efter fødslen, skal I komme i Efterfødselsklinikken til efterfødselspakken. Hvis I vælger at få hjemmebesøg eller komme i Efterfødselsklinikken på 3. dagen, vil vi ringe til jer dagen efter fødslen.

Efterfødselspakken laves, når barnet er mellem 48 og 72 timer. Det er et samlet tilbud om undersøgelser af mor og barn. I tilbydes rutinemæssige screenings-undersøgelser af barnet i form af:

  • PKU-test, som tester medfødte sygdomme
  • Hørescreening, som undersøger evt. medfødte høretab hos barnet.

Desuden drøfter vi barnets ernæring og trivsel samt opfølgning fra fødslen og de første døgn.

Vi taler også om fødslen, hvis der er noget, I har behov for at få talt om. Derudover tilbyder vi at tilse din bristning, hvis du har en. Det er allerede vigtigt nu at opdage, hvis bristningen ikke er samlet korrekt eller hvis stingene er gået op.

Læge og sundhedplejersken får besked om fødslen

Fødeafdelingen sender besked til jeres sundhedsplejerske og praktiserende læge om, at du har født.  

Fra barselsafdelingen sendes et korrespondancebrev til jeres sundhedsplejerske med en kort beskrivelse om jeres indlæggelsesforløb. Sundhedsplejersken vil herefter kontakte jer for at aftale, hvornår hun besøger jer. 

Hos familier, der er taget hjem fra fødestedet indenfor de første 72 timer efter fødslen, tilbyder jeres sundhedsplejerske i kommunen et besøg på 4. eller 5. dagen efter fødslen.