Information til dig, der skal have undersøgt, hvordan dine nyrer fungerer, og hvordan blodet strømmer til nyrerne.
Gå direkte til:
Forbered dig til undersøgelsen
I forbindelse med undersøgelsen får du en blodtrykstablet, som kan give dig lavt blodtryk. Derfor må du ikke selv køre bil lige efter undersøgelsen.
På undersøgelsesdagen
Du må ikke spise de sidste 4 timer før din mødetid.
Du må gerne drikke vand helt frem til undersøgelsen.
Medmindre du har fået andet oplyst, skal du tage din sædvanlige medicin.
Medbring din medicinliste eller din medicin – gerne i original emballage.
Kontakt afdelingen, hvis du er gravid eller ammer
Om undersøgelsen
Undersøgelsen viser, hvordan dine nyrer fungerer, hvor stor en del af nyrefunktionen hver nyre står for, og hvordan urinen løber fra nyrerne.
Den første time ligger du i en seng. Vi måler dit blodtryk med jævne mellemrum.
Efter 15 minutter får du en Captopril-tablet. Undervejs skal du drikke ½-1 liter vand. Du får også lagt en tynd kanyle i en blodåre i armen.
Herefter sprøjter vi en lille mængde radioaktivt sporstof ind gennem kanylen. Samtidig begynder vi at tage billeder med et gammakamera. Fotograferingen varer 20 minutter, hvor du skal ligge stille.
Sporstoffet føres med blodet til nyrerne og udskilles derefter i urinen.
Efter fotograferingen måler vi dit blodtryk igen.
Undersøgelsen varer ca. 2-4 timer i alt
Der er ikke ubehag eller bivirkninger i forbindelse med undersøgelsen
Efter undersøgelsen
Vi sender resultatet til den læge eller afdeling, der har henvist dig, indenfor ca. 1 uge.
Det er også herfra, du får svar på undersøgelsen.
Nuklearmedicinsk Klinik kan som udgangspunkt ikke give dig svar samme dag.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.