Gammakamera undersøgelse af nyrernes form, størrelse, lejring, funktion samt funktionsfordeling.
Gå direkte til:
På undersøgelsesdagen
Barnet må spise og drikke som normalt før undersøgelsen
Hvis barnet tager fast medicin, kan det tages om vanligt
Om undersøgelsen
Undersøgelsen giver oplysninger om nyrernes form, størrelse, placering, funktion og funktionsdeling.
Barnet får lagt en lille kanyle (plastikslange) i en blodåre i armen, hvorigennem en lille mængde radioaktivt sporstof sprøjtes ind.
Efterfølgende skal barnet vente i 2-3 timer. I denne periode må I gerne forlade afdelingen, men det er vigtigt, at barnet drikker rigeligt med væske.
Når ventetiden er ovre, skal barnet have foretaget en optagelse under et gammakamera.
Maskotten Marcus får lavet en nyreskintigrafi.
Personalet på Nuklearmedicin lægger stor vægt på at skabe en tryg og god relation til jeres barn. I som forældre spiller en vigtig rolle i samarbejdet og kan bidrage til en positiv oplevelse for barnet.
Sådan kan I støtte jeres barn
Tal med større børn om undersøgelsen og vær ærlige – et stik kan mærkes, men forklar, at du vil være der hele tiden for at støtte.
Forbliv rolig, selv hvis du føler dig usikker. Din ro vil hjælpe med at berolige barnet.
Ros barnet og vis, at I tror på ham/hende – vent med trøst til bagefter.
Små børn bør spise og drikke godt cirka 1 time før mødetidspunktet, så de er veltilpasse.
Medbring en mobiltelefon/iPad med musik eller tegnefilm, så vi sammen kan aflede barnet under stikket.
Lokalbedøvende creme (EMBLA-creme)
For at mindske smerte ved stikket kan der anvendes lokalbedøvende creme:
EMLA-creme (kan købes på apoteket)
Anbefales ikke til børn under 1 år.
Smør et tykt lag på begge arme i albuebøjningen, hvor blodårerne er synlige, 1-1½ time før mødetidspunktet.
Dæk cremen med plaster eller husholdningsfilm – film kan være lettere at fjerne uden ubehag.
Fjern cremen 15-30 minutter før stikket, og tør huden af.
Ametop-creme (kan udleveres fra Børn og Unge)
Smør cremen på 30-45 minutter før besøget.
Undersøgelsen tager ca. 4 timer i alt
Der er ingen ubehag eller bivirkninger i forbindelse med undersøgelsen
Efter undersøgelsen
Undersøgelses-resultatet sendes til den læge eller afdeling, der har henvist dig inden for ca. 1 uge.
Herefter giver den henvisende læge eller afdeling dig svar på undersøgelsen.
Som udgangspunkt kan Nuklearmedicinsk Klinik ikke give dig oplysninger om resultatet på undersøgelsesdagen.
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/917968
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.