Undersøgelse af tilbageløb af urin til nyrerne med skanning.
Forbered dig til undersøgelsen
Du må spise og drikke normalt inden undersøgelsen og tage din sædvanlige medicin.
Kontakt Nuklearmedicinsk Afdeling, hvis du har symptomer på blærebetændelse i dagene inden undersøgelsen.
Kontakt afdelingen, hvis du er gravid eller ammer
Om undersøgelsen
Undersøgelsen fortæller, om der er tilbageløb af urin fra blæren til nyrerne.
Du får anlagt et tyndt kateter (slange) i blæren. Piger over 15 år og mænd får anlagt kateteret i kirurgisk ambulatorium før undersøgelsen og børn får anlagt kateteret på børneafdelingen.
Mens du ligger stille på ryggen, bliver der sprøjtet en lille smule radioaktivt sporstof op i blæren gennem kateteret. Herefter fyldes blæren langsomt med kropsvarmt saltvand.
Når blæren er helt fyldt, standser saltvandsindløbet automatisk. Herefter skal du sidde på en bækkenstol og lade vandet, mens blæren skannes med et gammakamera.
Det kan føles lidt ubehageligt at få anlagt blærekateter. Når blæren fyldes med saltvand, kan du føle vandladningstrang.
Der er ikke risiko for overfyldning eller sprængning af blæren.
Når kateteret fjernes igen, kan du eventuelt føle en smule svie og irritation det første døgns tid.
Der er en lille risiko (ca. 1 %) for efterfølgende at få blærebetændelse.
Kontakt din egen læge, hvis du har svie og irritation i mere end ca et døgn efter undersøgelsen, eller hvis der kommer smerter ved vandladning eller feber.
Undersøgelsen varer 1-2 timer i alt
Efter undersøgelsen
Vi sender resultatet til den læge eller afdeling, der har henvist dig, indenfor ca. 1 uge.
Det er også herfra, du får svar på undersøgelsen.
Nuklearmedicinsk Klinik kan som udgangspunkt ikke give dig svar samme dag.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.