Vejledningen beskriver, hvordan behandlingen virker på din krop og kræftsygdommen med gode råd og anvisninger til, hvordan du håndterer behandlingen.
Gå direkte til:
Vi håber, at denne vejledning kan hjælpe dig med at få overblik over det behandlingsforløb, du skal igennem.
Inden behandlingen starter, vil du blive mundtligt informeret om behandlingens virkning og bivirkninger af lægen og sygeplejersken.
Vejledningen beskriver, hvordan behandlingen virker på din krop og kræftsygdommen.
Undervejs er der gode råd og anvisninger til, hvordan du håndterer de uvante situationer, du måtte opleve i forbindelse med behandlingen.
Dine pårørende kan også have glæde af at læse vejledningen for bedre at kunne støtte dig.
Det kan være en god idé løbende at skrive spørgsmål ned, som du støder på i behandlingsforløbet. Tag dine spørgsmål med til næste besøg i Klinik for Blodsygdomme.
Forbered dig til behandlingen
I starten af dit behandlingsforløb får du ofte taget blodprøver. Når dosis er stabil, tages der blodprøver hver. 3. måned, hvis du har kronisk sygdom af typen polycytæmia vera eller essentiel trombocytose for at se, hvordan din krop tåler og reagerer på behandlingen.
Hvis du bor i Region Midtjylland, kan du få taget blodprøver på et af regionens blodprøvesteder.
Om behandlingen
Hydrea er kapsler, der skal synkes hele.
Kapslerne er ret store (ca. ½ cm x 2 cm) og gives som en daglig behandling med én eller flere kapsler.
Hvis du har problemer med at indtage dem, kan det måske hjælpe at tage kapslerne sammen med eksempelvis yoghurt eller frugtgrød.
Du kan med fordel tage Hydrea, inden du går i seng. Derved kan du ofte sove dig fra nogle af de bivirkninger, som behandlingen evt. kan medføre.
Risici og bivirkninger
Nogle bivirkninger er hyppige, men ikke alvorlige. Andre er sjældne, men kan være alvorlige.
Det er almindeligt kendt, at medicinsk kræftbehandling giver bivirkninger. Nogle bivirkninger kan forebygges med medicin, mens andre er uundgåelige. Det er derfor vigtigt, at du er forberedt på disse.
Der kan også opstå senfølger, som er bivirkninger, der optræder på trods af, at behandlingen er afsluttet eventuelt flere år efter.
Fortæl lægen eller sygeplejersken om de bivirkninger du får i forbindelse med behandlingen, så kan vi forsøge at forebygge eller afhjælpe dem.
Du kan have øget risiko for at få infektioner i perioder af dit sygdoms- og behandlingsforløb. Det skyldes, at antallet af hvide blodlegemer (leukocytter) nedsættes på grund af din sygdom og/eller behandling. De hvide blodlegemer er vigtige for kroppens forsvar mod infektioner.
Du skal især være opmærksom ved:
temperatur over 38,5˚C
almen utilpashed og kulderystelser
Hold dagligt øje med om du har:
belægninger i munden eller synkesmerter
hoste eller åndenød
svie ved vandladning
smerter eller rifter ved endetarmen
sår med tegn på betændelse i huden
herpes (forkølelsessår) eller andet udslæt på huden
Du minimerer risikoen for infektion ved at:
have god håndhygiejne - vask hænder efter toiletbesøg og før måltider
oprethold god personlig hygiejne, herunder mundhygiejne
undgå kontakt med personer der hoster, er forkølede eller har feber
drik rigeligt med væske for at undgå blærebetændelse
undgå forstoppelse. Det sænker risikoen for, at rifter og hæmorider ved endetarmen opstår eller forværres
Du kan have øget risiko for at komme til at bløde på grund af din sygdom eller behandling.
Blødning skyldes din sygdom og/eller medicinens virkning på de raske celler i knoglemarven, der medfører, at antallet af blodplader (trombocytter) bliver nedsat. Blodpladerne er med til at stoppe blødninger.
Hold øje med
Blødning fra næse, tandkød eller skede
Blod i afføring eller urin
Mange blå mærker eller røde prikker i huden
Hvis du får et af disse symptomer, skal du kontakte Klinik for Blodsygdomme. Du skal måske have en transfusion med blodplader.
Det kan du gøre for at mindske generne
Brug en blød tandbørste
Tag ikke smertestillende medicin som Ibuprofen (fx Ipren eller Brufen) eller medicin, der indeholder acetylsalicylsyre (fx Kodimagnyl eller Treo), da de øger risikoen for blødninger
Undgå kraftig fysisk anstrengelse
Undgå forstoppelse
Vær opmærksom på
Nogle gange er det nødvendigt at fortsætte behandling med hjertemagnyl på trods af, at du får kemoterapi. Denne skal dog oftest pauseres, hvis antallet af blodplader er lavt.
Du kan have øget risiko for at få blodmangel (lav blodprocent/lav hæmoglobin) i perioder af din behandling.
Du får blodmangel, fordi antallet af røde blodlegemer kan blive nedsat på grund af din sygdom eller behandling, som påvirker de raske celler i knoglemarven.
Hvis blodprocenten er lav, skal du måske have en blodtransfusion.
Hold øje med symptomer på blodmangel
Åndenød
Hjertebanken
Svimmelhed
Øresusen
Hovedpine
Du er kuldskær
Du er mere bleg, end du plejer
Det kan du gøre for at mindske generne
Undgå større fysisk anstrengelse
Rejs dig forsigtigt, så du ikke falder
Du kan få kvalme eller opkastning af behandlingen.
Du vil få forebyggende medicin mod kvalme, hvis din behandling forventes at medføre kvalme/opkastning.
Du kan få udleveret kvalmestillende tabletter, som du skal tage derhjemme ved behov i dagene efter udskrivelsen.
Kvalmen kan vare fra nogle få timer til flere døgn.
Det er vigtigt, at du fortsætter med at tage din medicin mod kvalme i den aftalte periode
Tal med plejepersonalet eller lægen om din kvalme, da det kan være nødvendigt at ændre på den kvalmestillende medicin.
Det kan du gøre for at modvirke kvalmen:
Spis når du føler dig sulten og gerne mange små måltider i løbet af dagen
Drik gerne 2-3 liter væske
Sid op når du spiser
Spis let fordøjelig mad fx frugt, dessert og kiks
Anret maden pænt - få evt. en anden til at anrette maden for dig
Hvil dig i løbet af dagen
Lyt gerne til musik du kan lide eller se en god film, mens du får kemoterapi
Dyrk motion
Nogle patienter har større tendens til kvalme end andre.
Hydrea kan påvirke din hud og negle, hvilket kan sig ved:
hyperpigmentering, som betyder 'for meget pigment', så huden bliver mørkere i områder
udslæt på huden
sår (ofte omkring anklerne eller på skinnebenene)
afskalning af huden (oftest i håndflader og på fodsåler)
flossede negle
årringe på neglene
Behandlingen kan påvirke slimhinderne og gøre dem sarte. Irriterede slimhinder kan vise sig som rødme af slimhinderne, hvide belægninger eller sår inde i munden.
Du kan opleve øget træthed i forbindelse med sygdommen og behandlingen. Trætheden kan tiltage i takt med antallet af behandlinger, men aftager, når du har afsluttet den medicinske kræftbehandling.
Hvad kan du selv gøre?
Hold hvilepauser i løbet af dagen. Sov gerne en kort middagslur.
Vær aktiv, gerne i frisk luft. Det giver dig en mere normal form for træthed.
Nedsæt forventningerne til dig selv og acceptér, at du ikke kan det samme, som før du blev syg.
Bed familie og venner om hjælp. De fleste vil meget gerne hjælpe og kan fx aflaste dig med praktiske gøremål, som at købe ind, lave mad, passe børn, gøre rent eller måske ordne haven.
Læs mere i pjecen 'Træthed - når du er ramt af kræft':
Dit afføringsmønster kan ændre sig. Du kan få forstoppelse eller tynd mave (diarré), når du starter behandlingen med Hydrea. Problemerne plejer ikke at vare ved, men tal med personalet, hvis du får behov for hjælp og vejledning.
I sjældne tilfælde kan behandlingen medføre:
hårtab
nyrepåvirkning
vandladningsbesvær
hovedpine
desorientering og andre forvirringstilstande
hallucinationer
svimmelhed
kramper
Behandlingen kan hos ganske få give en allergisk reaktion eller påvirke lungerne, hvorved man kan få tiltagende åndenød.
Opstår disse bivirkninger skal du kontakte afdelingen.
Vær opmærksom på
Hvis du eller din partner har ønske om graviditet, bør du som hovedregel undgå behandling med Hydrea.
Det vil dog altid være en afvejning mellem fordele og ulemper. Tal med din læge om det så tidligt som muligt, hvis du har et ønske om at få børn, så behandlingen kan tilrettelægges bedst muligt for dig.
Du må ikke tage Hydrea, hvis du ammer.
Videre forløb
Det er muligt, men ikke sandsynligt, at mangeårig behandling med Hydrea kan medføre en øget risiko for senere udvikling af knoglemarvssvigt (myelodysplastisk syndrom) og akut leukæmi.
Risikoen er formentlig størst ved forudgående eller efterfølgende behandling med anden kemoterapi.
Mere information
De hyppigste og mest alvorlige bivirkninger, der kan forekomme ved din behandling, er nævnt i denne vejledning.
Hvis du ønsker uddybende information om bivirkningerne, er du altid velkommen til at spørge personalet i Klinik for Blodsygdomme.
Du kan også vælge selv at søge information om medicinen på internettet. Vi anbefaler, at du søger mere information på: www.minmedicin.dk eller www.indlaegsseddel.dk
Kontakt
Klinik for Blodsygdomme
Ændring af tid i klinikken Telefon: 7843 6470 – tryk 1 (sekretær) Telefontid:
Mandag-torsdag: 08.00-15.00
Fredag: 08.00-14.00
Spørgsmål om medicin, behandling eller akutte problemer Telefon:7843 6470 – tryk 2 (sygeplejerske) Telefontid:
Mandag-torsdag: 09.00-16.30
Fredag: 09.00-15.30
Akut hjælp Kontakt egen læge eller lægevagten på telefon 7011 3131 ved akut behov for hjælp.
Akutte helbredsproblemer med åben indlæggelse Sengeafsnit for Blodsygdomme
Aften, nat, weekend og helligdage: Telefon 7843 6900
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/1086206
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.