Vulvodyni er et ubehag, smerter eller en brændende fornemmelse ved skedeindgangen. I denne vejledning kan du læse mere om behandlingen og gode råd.
Gå direkte til:
Symptomer
Slimhinden omkring skedeindgangen kan være meget følsom, og ved længere tids ubehag eller smerte sker der en øgning af antallet af nervefibre i området. Almindelig berøring udløser derfor ubehag eller smerter.
Smerterne udløses typisk i forbindelse med samleje eller herefter. Smerterne kan også udløses ved cykling, indsætning af tampon, langvarig siddende stilling og ved brug af tætsiddende tøj.
Årsag
Der er for eksempel teorier om, at tilbagevendende blærebetændelser, lokal behandling af svamp, eller beskadigelse af vævet omkring skeden kan være en medvirkende årsag.
Om behandlingen
Du har ved undersøgelsen fået lavet en test, som udløser smerter på en eller flere af de markerede områder. De ømme områder svarer til de 4 kirteludmundinger.
Smerterne skyldes blandt andet, at der er et øget antal nervefibre, som sender signal til hjernen om smerte. Når du foretager gentagne berøringer af det smertefulde område, dæmper du disse signaler, så din oplevelse af smerte mindskes.
Behandlingen består af daglig, blid berøring af de smertefulde områder. Berør også områder omkring skeden, der ikke gør ondt.
Berøringen kan foregå siddende på toilettet, under brusebad eller halvsiddende i sengen.
Du kan anvende en god fedtcreme, mandelolie eller silikonebaseret glidecreme for at nedsætte berøringsmodstanden.
Med pegefingeren kan du berøre de ømme punkter på hver side af urinrøret. Ved de nederste punkter er det nemmest at bruge tommelfingeren.
Berøringen kan foregå på flere måder:
Tryk forsigtigt på området. Hold trykket et par sekunder og slip igen.
Berør området med rolige bevægelser.
Dup på området med lette, rytmiske bevægelser.
Berøringen kan føles ubehagelig, men det bliver med tiden bedre.
Gode råd
Smerterne varierer fra kvinde til kvinde. Et godt råd er at bruge mandelolie eller silikonebaseret glidecreme.
Nogle kvinder har haft smerter gennem lang tid, nogle i flere år, hvilket har påvirket dem både fysisk og psykisk. Nogle oplever derfor, at de kvindelige kønsorganer kan være forbundet med negative følelser og oplevelser.
Det er vigtigt at være mentalt, men også fysisk klar før et samleje, da det ellers kan medføre smerte og yderligere ubehag.
Du og din partner skal derfor først forsøge med samleje, når du er tryg ved berøring af området og føler, at området er mindre ømt. Forvent, at det kan tage 2-3 måneder.
Vi instruerer dig i, hvordan du laver udspændingsøvelserne.
Du kan eventuelt blive henvist til vores fysioterapeut.
Mere information
På www.sundhed.dk kan du få adgang til din sundhedsjournal, hvor du kan finde oplysninger registreret om dig vedrørende behandlinger, svar på prøver m.m.
Du skal logge på med MitID.
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Har du spørgsmål til behandlingen, kan du kontakte sygeplejersken på hverdage mellem kl. 8.10 – 8.40
7843 4600 Klinik for Kvindesygdomme
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/911991
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.