Ved en molagraviditet er moderkagen fyldt med væskefyldte, drueklaselignende blærer. Derfor kaldes en molagraviditet også for en drueklasegraviditet.
En molagraviditet er en graviditet, hvor der ikke udvikles et foster, eller hvor et eventuelt foster ikke er levedygtigt. Meget sjældent ses en tvillingegraviditet med en mola og et normalt foster.
En molagraviditet opstår i cirka 1 af 1000 graviditeter svarende til hos 100 kvinder årligt i Danmark.
Symptomer
Udebleven menstruation, kvalme og brystspændinger samt voksende livmoder er almindelige symptomer.
Der kan opstå blødning og smerter som ved en spontan abort.
Graviditetstesten er positiv, da graviditetshormonet (hCG) dannes i moderkagen.
På en ultralydsskanning vil man kunne se en moderkage med væskefyldte blærer og eventuelt et foster, der er gået til grunde.
Årsag
Her bliver kvindens æg enten befrugtet med to sædceller (69 kromosomer) eller, et tomt æg befrugtes med én sædcelle, der fordobler sig (46 kromosomer).
Der findes dermed to undertyper af mola, men fælles for dem begge er dobbelt mængde arveanlæg fra faderen.
Om forløbet
Vævet sendes til undersøgelse, som kan vise, om der er tale om en molagraviditet. Samtidig med den mikroskopiske undersøgelse foretages også en kromosomundersøgelse af vævet.
Udfaldet af kromosomundersøgelsen har betydning for, hvilket kontrolprogram du skal følge.
Dette vurderes ved at måle graviditetshormonet (hCG), som skal falde i værdi. Du vil modtage brev i e-Boks med svar på blodprøverne og den videre plan.
Der er to kontrolprogrammer:
Mola med 46 kromosomer: Følges med en ugentlig blodprøve, indtil hCG er 0. Derefter en blodprøve en gang om måneden i 4-6 måneder.
Mola med 69 kromosomer: Følges med en ugentlig blodprøve, indtil hCG er 0 to uger i træk. Hvis der ikke er foretaget kromosomanalyse, følges kontrolprogram 1.
Hos 10 % gendanner molavævet sig, og hCG-værdien begynder at stige i kontrolperioden.
Risikoen for, at hCG-værdien ikke falder normalt, er langt størst efter en mola med 46 kromosomer.
Herefter er det muligt, at du skal i medicinsk behandling for at stoppe molacellernes vækst.
Brug derfor et sikkert svangerskabsforebyggende middel i kontrolperioden, for eksempel p-piller.
Din risiko for, at en ny graviditet igen er en molagraviditet, er ca. 2 %, og derfor vil du blive tilbudt en tidlig ultralydsskanning i cirka 8. graviditetsuge i alle kommende graviditeter. Her vil man kunne vurdere, om den nye graviditet udvikler sig normalt.
Kontakt læge, hvis du får:
kraftig blødning
ildelugtende udflåd
kraftige smerter
feber
Mere information
På www.sundhed.dk kan du få adgang til din sundhedsjournal, hvor du kan finde oplysninger registreret om dig vedrørende behandlinger, svar på prøver m.m.
Du skal logge på med MitID.
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Har du spørgsmål til behandlingen kan du kontakte sygeplejersken på hverdage mellem kl. 8.10 – 8.40
7843 4600 Klinik for Kvindesygdomme
Ved akut behov kontakter du os på
AkuttelefonKlinik for Kvindesygdommetlf. 7843 4647 hverdage mellem kl. 8.00–15.30
7843 9426 Urinvejskirurgisk Sengeafsnit aften/nat, weekend og helligdage
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/911988
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.