Lichen Sclerosus er en kronisk inflammatorisk hudsygdom. Hudsygdommen starter typisk med hvidlige, plettede forandringer ved kønsdelene og omkring endetarmsåbningen.
Sygdommen optræder hos cirka 1 ud af 1000 kvinder, men det nøjagtige antal er ukendt. Den debuterer oftest hos midaldrende eller ældre kvinder, men ses også hos unge kvinder og børn, som udgør 10 % af tilfældene.
Sygdommen mistolkes ofte som en svampeinfektion og behandles derefter. Ofte har symptomerne været til stede i mange år, før diagnosen stilles.
Symptomer
Symptomer kan blandt andet være:
Kløe
Svie og brænden
Smårevner og sår
Smerter og smerter ved samleje
Hvidlig/bleg tynd eller fortykket hud
Sammenvoksninger og skrumpning, for eksempel af de små kønslæber og forhuden på klitoris.
Nogle er uden symptomer.
Årsag
Lichen Sclerosus er i nogle familier forbundet med autoimmune sygdomme som for eksempel stofskiftesygdomme.
Lichen Sclerosus er ikke en infektion og er ikke smitsom.
Diagnosen bekræftes ved, at du får taget en lille vævsprøve, som foregår i lokalbedøvelse.
Vi sender vævsprøven til undersøgelse. Vi fortæller dig, hvordan og hvornår du får svar på undersøgelsen.
Om behandlingen
Smør et meget tyndt lag Dermovat-salve 0,05 % på det angrebne område:
1-4. uge: 1 gang dagligt
5-8. uge: hver 2. dag
9-12. uge: 2 gange ugentligt.
Herefter kan du smøre området ved symptomer, eventuelt vedligehold 1-2 gange ugentligt.
Målet med behandlingen er at lindre generne ved sygdommen og forebygge, at forandringerne breder sig.
Huden bliver meget pænere, men er der allerede ardannelse, forsvinder denne ikke.
Behandlingen skal lindre symptomerne og forebygge yderligere skrumpning.
Gode råd
Undgå brug af sæbe i området, så huden ikke bliver udtørret.
Begræns brugen af trusseindlæg, da disse forhindrer huden i at få luft.
Brug trusser af 100 % bomuld, da huden bedst kan ånde gennem bomuld.
Brug en god, fed fugtgivende creme/salve, for eksempel Locobase Repair, Decubal fedtcreme, Warming Critical Care.
Brug Aloe Vera gel (99 %).
Brug mandelolie.
Brug silikonebaseret glidecreme ved samleje.
Brug Vagifem.
Forværring af symptomerne, en ny forandring i huden eller et sår, der ikke heler, bør undersøges af en læge.
Der er en lille risiko (cirka 5 %) for udvikling af celleforandringer og kræftforandringer.
Vi anbefaler, at du går til kontrol ved egen læge en gang årligt resten af livet
Der er cirka 30 % risiko for at få en stofskiftesygdom, når du har Lichen Sclerosus.
Mere information
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Har du spørgsmål til behandlingen, kan du kontakte sygeplejersken på hverdage mellem kl. 8.10 – 8.40
7843 4600 Klinik for Kvindesygdomme
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/911997
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.