Du har fået påvist celleforandringer på kønslæben.
Du skal behandle forandringerne ved at smøre området med en creme. Behandlingen planlægges til at vare 16 uger.
Om behandlingen
Aldara 5 %:
1 gang ugentligt i 4 uger.
Herefter 2 gange ugentligt i 4 uger.
Herefter 3 gange ugentligt i 8 uger.
Smør cremen på i et tyndt lag før sengetid.
Vask hænderne omhyggeligt både før og efter påsmøring af cremen. Se også den medfølgende brugsvejledning.
Kassér åbnede breve straks efter brug, da de kun er til engangsbrug.
Lad cremen sidde på huden i cirka 8 timer. Tag ikke brusebad eller karbad i dette tidsrum.
Vask cremen af huden med mild sæbe og vand efter cirka 8 timer.
Det er almindeligt at opleve lidt svie, rødme og irritation dér, hvor cremen påføres. Nogle får også influenzalignende symptomer.
Behandlingen må højst vare i 16 uger.
På de dage, hvor du ikke bruger Aldara, anbefales det at smøre huden med en fed fugtighedscreme, for eksempel Locobase Repair, Decubal fedtcreme, Warming Critical Care, for at mindske irritation.
Hvis du reagerer meget kraftigt — enten på huden eller i kroppen — kan du gøre én af følgende ting:
Vaske cremen af efter 2–6 timer
Undlade at øge hyppigheden af behandlingen
Hvis forandringerne forsvinder under behandlingen, kan behandlingen stoppes, før der er behandlet i 16 uger
Undgå at bruge cremen på åbne sår.
Vask cremen af inden seksuel aktivitet.
Undgå solarium og beskyt det behandlede område mod sollys.
Videre forløb
Du skal til kontrol cirka 3 måneder efter endt behandling
Mere information
På www.sundhed.dk kan du få adgang til din sundhedsjournal, hvor du kan finde oplysninger registreret om dig vedrørende behandlinger, svar på prøver m.m.
Du skal logge på med MitID.
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.