Kemoterapi påvirker ikke alene kræftcellerne, men også kroppens raske celler. Denne påvirkning betyder, at der kan komme bivirkninger. I det følgende beskrives kort de mest almindelige bivirkninger til din behandling. For yderligere information henvises til afsnittet om bivirkninger på vores hjemmeside.
Infektion, blødning og blodmangel: Da kemoterapi kan nedsætte knoglemarvens produktion af blodceller, vil du kunne opleve infektion, blødning og blodmangel.
Infektion kan vise sig som feber og influenzasymptomer. Ved feber over 38,3 grader SKAL du ALTID kontakte afdelingen. Er du almen utilpas og har temperatur 38,3 grader, skal du naturligvis også kontakte afdelingen.
Blødning kan vise sig som næseblod, blødning ved tandkødet, blå mærker og små røde pletter i huden. Ved blødning SKAL du ALTID kontakte afdelingen.
Blodmangel kan vise sig ved træthed, svimmelhed, åndenød og hjertebanken.
Kvalme og opkastning: Der gives forebyggende kvalmestillende medicin i forbindelse med kemoterapien. Den kvalmestillende behandling kan reguleres ved behov. Hvis du oplever kvalme derhjemme, som ikke afhjælpes af kvalmestillende medicin, skal du ringe til afdelingen.
Træthed: Du kan opleve en øget træthed, som ikke nødvendigvis forsvinder ved hvile. Det er vigtigt at lytte efter kroppens signaler, men også vigtigt at man trods følelse af træthed forsøger at holde sig aktiv med så mange af dagligdagens rutiner som muligt, herunder gåture eller anden fysisk aktivitet.
Smagsændringer og appetitløshed: Under behandlingen kan du i perioder opleve smagsændringer og nedsat appetit.
Slimhinder: Slimhinderne i dine øjne, mund, mave og tarm kan blive irriterede. Det kan vise sig som eksempelvis mundsvamp, ømhed, mavesmerter og diarré. Disse gener kan behandles med medicin.
Hårtab: Behandlingen vil medføre, at du taber håret på hovedet. Derfor vil du blive tilbudt tilskud til en paryk eller anden hovedbeklædning. I nogle tilfælde kan du også tabe håret andre steder på kroppen.
Allergisk reaktion: Hudkløe, åndenød og lavt blodtryk. Forekommer sjældent, når der gives antiallergisk behandling med Prednisolon (binyrebarkhormon) før og efter behandling. Det er meget vigtigt at du husker at tage denne medicin som aftalt.
Ved behandling med Docetaxel kan der især i begyndelsen af 1. eller 2. behandling opstå en allergisk reaktion, der viser sig ved følelse af trykken for brystet, rødme og varmefornemmelse i ansigtet og eventuelt smerter i lænden. Reaktionen aftager, når infusionen stoppes. Efter ca. 15-30 minutter kan behandlingen genoptages.
Føleforstyrrelser: Nedsat følesans eller prikken i fingre og tæer kan forekomme. Bivirkningerne aftager med tiden, men forsvinder ikke altid helt.
Negle: Neglene kan blive misfarvede og ømme. De kan i meget sjældne tilfælde løsne sig og falde helt af. Det er vigtigt at holde neglene korte og at undgå stød og slag.
Væskeophobning: Jo flere behandlinger du får, jo større er risikoen for væskeophobning i kroppen. Vanddrivende medicin kan afhjælpe problemet i et vist omfand.
Muskel- og ledsmerter: Kan forekomme mens du er i behandlinge, og smertestillende medicin kan være nødvendig.
Vi kan ikke udelukke risikoen for andre bivirkninger end de, der her er nævnt. Det er vigtigt, at du registrerer alle de bivirkninger, som du oplever, i det elektroniske spørgeskema, som skal udfyldes inden hver behandling.