Zytiga/Abirateron bruges til behandling af prostatakræft, der har spredt sig til andre dele af kroppen.
Gå direkte til:
Abirateron (tabl.)
Om behandlingen
Zytiga/Abirateron er et stof, der hæmmer dannelsen af testosteron, hvilket nedsætter væksten af prostatakræft. Dette kan medføre smertelindring og forbedring af almentilstanden ved patienter med prostatakræft.
Zytiga/Abirateron bruges til behandling af prostatakræft, som har spredt sig til andre dele af kroppen.
Sådan virker medicinen
Zytiga/Abirateron tages som tabletter (2x500 mg) 1 gang om dagen.
Vær opmærksom på:
tabletterne skal tages på tom mave, dvs. mindst 2 timer efer et måltid og mindst 1 time før næste måltid. Vi anbefaler derfor, at du tager Zytiga/Abirateron om aftenen, inden du går i seng.
tabletterne skal tages hele med et glas vand
Hvis du kaster op lige efter, at du har taget din medicin, eller hvis du glemmer den, skal du ikke tage en ny dosis.
Tag blot medicinen planmæssigt næste gang.
Med til behandlingen med Zytiga/Abirateron hører et dagligt tilskud Prednisolon på 5 mg x 1 dagligt. Prednisolon er binyrebarkhormon, der forebygger/mindsker bivirkningerne ved Zytiga/Abirateron.
Vi anbefaler, at du tager Prednisolon om morgenen, da det har en lettere opkvikkende effekt.
Du bliver set af en læge 1 og 3 måneder efter opstart af behandlingen.
Herefter lægges den videre plan for behandlingen med Zytiga/Abirateron.
Risici og bivirkninger
Al medicin kan give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.
De typiske bivirkninger ved behandling med Zytiga/Abirateron er:
Væskeophobning/ødemer
Du kan opleve hævet fødder og ben, eller en let vægtstigning, som tegn på væskeophobning.
Forhøjet blodtryk
Abirateron kan påvirke blodtrykket, du skal derfor løbende holde øje med dit blodtryk.
Lavt kalium i blodet
Abirateron kan påvirke kaliumniveauet i blodet. Dette kontrolleres med blodprøver og kan behandles med ekstra kalium som tabletbehandling.
Forhøjede leverblodprøver
Abirateron kan påvirke leverfunktionen. Dette kontrolleres med blodprøver.
Urinvejsinfektion
Hvis du får tegn på urinvejsinfektion, som kan vise sig ved svie og/eller hyppig vandladning, skal din urin undersøges for bakterier.
Muskelsvaghed
Hvis du i dagene umiddelbart efter opstart oplever muskelsvaghed, nedsat kraft eller muskeltrækninger, skal du kontakte ambulatoriet.
Hjertet
I sjældne tilfælde kan hjertet blive påvirket. Især hvis du tidligere har haft hjerteproblemer. Kontakt afdelingen, hvis du får smerter i brystet.
Knogler
Der er øget risiko for knoglebrud.
Prednisolon
Prednisolon kan øge appetitten og give mere energi. Stoffet kan have positiv effekt på smerter og kvalme. De hyppigste bivirkninger er søvnbesvær, sure opstød og halsbrand.
Vær opmærksom på
Du skal selv holde øje med, om du får bivirkninger i form af væskeophobning og højt blodtryk. Vi anbefaler derfor, at du kontrollerer din vægt og blodtryk én gang om ugen:
Vej dig én gang om ugen
Det er vigtigt, at du vejer dig på samme tid af døgnet, så du kan sammenligne vægten.
Mål dit blodtryk én gang om ugen
Det er vigtigt, at du hviler lidt, inden du måler blodtrykket. Du kan fx bruge et skema som dette:
Dato
Vægt
Blodtryk
Du skal medbringe skemaet til din kontrol. Lægen eller sygeplejersken vil her vurdere, hvor længe du skal kontrollere vægt og blodtryk.
Hvis du har diabetes, er det vigtigt, at du er opmærksom på kontrol af dit blodsukker. Denne kontrol aftales med lægen i klinikken.
Studier viser, at ca. 10% udvikler diabetes efter opstart af behandling med Zytiga/Abirateron. Derfor kontroller vi blodglukose ved hver kontrol via blodprøverne.
Hvis vi finder forhøjet blodglukose, bliver du informeret om at kontakte egen læge med henblik på udredning for diabetes.
Du skal have taget blodprøver før hver kontrol.
Blodprøverne bruges til at vurdere, hvordan du tåler behandlingen, og hvordan din sygdom udvikler sig.
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/1453884
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.