En blodprop i hjertet er en tilstopning af en blodåre. Blodproppen i hjertet begrænser gennemstrømning af iltholdigt blod til hjertemusklen.
Gå direkte til:
Symptomer
Symptomer på en blodprop i hjertet er ikke ens for alle. En blodprop giver ofte kraftige brystsmerter/brystubehag (hjertekramper), som ofte beskrives som trykken for brystet. Ubehaget kan vare i flere minutter ad gangen og samtidig give en oplevelse af mavesmerter, smerter i begge arme, smerter i halsen og/ eller kæbesmerter.
Mere diffuse symptomer som svimmelhed, træthed, åndenød, klamsved, besvimelse, opkastning og angst kan også være tegn på en blodprop i hjertet.
Årsag
Åreforsnævringen opstår i kranspulsårerne, som forsyner hjertemusklen med iltholdigt blod. Aflejringer af fedt, kolesterol og kalk fra blodet er skyld i forsnævringerne. Går der hul på en aflejring, vil blodplader klumpe sig sammen og danne en prop af blod, som vil forhindre ilttilførslen til hjertemusklen. Det er denne iltmangel i hjertemusklen, som medfører/giver brystsmerter/brystubehag.
Blodprop i hjertet kan også skyldes svær krampe i en kranspulsåre eller en rift på kranspulsåren.
Krampe i kranspulsåren kan opstå, selvom der ikke er nogen åreforsnævring. Årsagen er ikke altid klar, men kan være udløst af psykisk stress, smerter, ekstrem kulde, narkotika eller rygning.
Om forløbet
Blodprøverne er medvirkende til at stille diagnosen. Her måles indholdet af bestemte markører i blodet, der findes i hjertemusklen, og som frigøres til blodet, når der opstår skader på hjertemuskulaturen.
Elektrokardiogrammet kan vise, om du har en stor eller en lille blodprop i hjertet.
En større blodprop i hjertet kræver akut røntgenundersøgelse af kranspulsårerne (KAG), for at lokalisere blodproppen i hjertet. En akut ballonudvidelse (PCI) er en mulig behandling.
I sjældne tilfælde kan det være nødvendigt med en bypassoperation. Alt dette foregår på Aarhus Universitetshospital.
En mindre blodprop kræver indlæggelse på nærmeste Regionshospital (Gødstrup). I de fleste tilfælde vil der også foretages røntgenundersøgelse af kranspulsårerne inden udskrivelsen (Aarhus Universitetshospital).
Efter en blodprop i hjertet kan hjertet have taget skade, så hjertets pumpefunktion er blevet nedsat med risiko for hjertesvigt.
Ved en hjerteskanning kan vi vurdere hjertets pumpeevne samt dine hjerteklapper.
Hjerterehabilitering er en del af behandlingen af en blodprop i hjertet. Det indeholder fysisk træning og undervisning i relevante emner.
Formålet med Hjerterehabilitering er at give dig tryghed og redskaber til selv at kunne håndtere dit liv med en kronisk sygdom samt nedsætte risikoen for, at din hjertesygdom forværres.
Forløbet i Hjerterehabilitering er et samarbejde mellem hospital og kommune.
Tidlig behandling af en blodprop i hjertet kan forebygge eller begrænse skaden på hjertemusklen
Formålet med den blodfortyndende behandling er at opløse blodproppen og forebygge dannelse af nye blodpropper. Den blodfortyndende behandling får blodet til at størkne langsommere og gives både som indsprøjtning og tabletter.
Nitroglycerin anvendes til hurtigvirkende og symptomlindrende behandling af hjertesmerter.
Hvis du ryger, anbefales det, at du stopper med at ryge. Rygning øger din risiko for blodpropper. Der findes mange forskellige måder at slippe vanen på. Du kan bruge nikotinerstatning i form af tyggegummi eller plaster i en periode eller tilmelde dig et rygestopkursus. Du kan søge hjælp til rygestop på stoplinien.dk.
Vi hjælper også gerne med henvisning til rygestop i din kommune.
Motion er en væsentlig del af behandling og forebyggelse af iskæmisk hjertesygdom. Motion kan:
forbedre din fysiske formåen
øge livskvaliteten
nedsætte risikofaktorer som blodtryk, forhøjet kolesterol og forhøjet blodsukker
mindske risikoen for genindlæggelse og tidlig død.
Din fysiske aktivitet er afhængig af, hvilket forløb du har været i gennem.
Vi anbefaler, at du følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger og højst drikke 10 genstande om ugen og højst 4 genstande ved samme lejlighed.
Din kost er medvirkende til at nedsætte risikoen for at udvikle eller forværre hjerte-kar-sygdom.
Det kan være en voldsom oplevelse at få en blodprop i hjertet. Derfor er det helt naturligt, hvis du oplever, at dit humør svinger mere end normalt, og at du nemmere bliver ked af det, bekymret, bange eller irritabel.
Det er vigtigt, at du taler med nogen om, hvordan du har det. Så kan de nemmere forstå dig og hjælpe dig på den bedste måde.
Både du og dine pårørende kan søge råd og vejledning hos Hjerteforeningen.
Der er særlige regler, som gør sig gældende ift. kørekort og hjertesygdom. Vær særlig opmærksom, hvis du har erhvervskørekort og oplys lægen om det.
Når du har haft en blodprop i hjertet, kan du være dækket af forsikringen ”Kritisk sygdom”, hvis du har det i dine forsikringer. Du skal selv undersøge det med dit forsikringsselskab.
Hvis du skal ud at rejse, så anbefaler vi, at du kontakter dit forsikringsselskab og søger om medicinsk forhåndsgodkendelse for at være sikker på, at din rejseforsikring dækker ved behov.
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/1499225
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.