Ortopædkirurgisk Sengeafsnit
Du bliver indlagt hos os, hvis du er blevet opereret i knogler, muskler eller led. Her kan du læse om din indlæggelse og finde praktiske informationer.
Om afsnittet
Sygdomme vi behandler
I Ortopædkirurgisk Sengeafsnit modtager vi dig efter operation eller skade i dine knogler, muskler eller led inden for områderne:
- Hånd
- Hofte
- Knæ
- Sår
- Amputation.
Du kan blive indlagt akut eller i forbindelse med en planlagt operation.
Hvis du bliver indlagt i forbindelse med en planlagt operation, skal du møde til indlæggelse i Ortopædkirurgisk Sengeafsnit på dagen for din operation.
En indlæggelse kan vare fra få timer til flere dage. Det afhænger af, hvad du skal behandles for.
I dit indkaldelsesbrev eller i din information vedrørende din behandling kan du se, hvor lang tid du kan forvente at være indlagt. Du kan også snakke med personalet, om din forventede indlæggelsestid, mens du er på sengeafsnittet.
Faggrupper du møder
Når du er indlagt på Ortopædkirurgisk Sengeafsnit, møder du forskellige faggrupper. Det kan blandt andet være:
- Læger
- Sygeplejersker
- Social- og sundhedsassistenter
- Lægesekretærer
- Farmakonomer
- Diætister
- Fysioterapeuter og ergoterapeuter
- Serviceassistenter
- Bioanalytikere.
Du kan derudover møde studerende og elever, der har opgaver alt efter, hvor de er i deres uddannelse.
Du kan blive spurgt, om du vil deltage i kvalitets- eller forskningsprojekter. Det er altid frivilligt, om du vil være med.
Vores undersøgelser og behandlinger
I Ortopædkirurgi har vi udarbejdet information om undersøgelser og behandlinger samt vejledninger inden for relevante emner.
Før du kommer
Læs dit indkaldelsesbrev
Du bliver indkaldt, når du skal opereres eller have behandling, der kræver indlæggelse. Du modtager indkaldelsesbrevet som Digital Post eller som almindeligt brev, hvis du er fritaget for Digital Post.
I brevet finder du information om:
- Hvor og hvornår du skal møde op
- Hvad der skal ske under operationen og indlæggelsen
- Hvad du skal gøre, hvis du bliver forhindret i at møde op til din operationstid
- Hvad du eventuelt skal forberede hjemmefra.
Forbered dig
Det er vigtigt, at du forbereder dig og læser den information, du får i dit indkaldelsesbrev. Husk at læse alle vejledninger og bilag.
Der kan være flere ting, som du skal forberede. Forberedelserne kan for eksempel være, at du skal:
- Faste
- Arrangere hjemtransport
- Købe smertestillende medicin.
Vær opmærksom på, at din operation kan blive aflyst, hvis du for eksempel har glemt at faste.
Husk at medbringe
Det skal du have med:
- Dit sundhedskort
- Din faste medicin i original indpakning
- Toiletsager
- Hjælpemidler givet i forbindelse med operationen, for eksempel stokke, pude og kørestol
- Briller eller høreapparat, hvis du bruger det
- Behageligt tøj og hjemmesko
- Eventuelt computer, læsestof eller anden underholdning.
Vi opfordrer dig til at lade smykker og værdigenstande blive derhjemme, da tyveri desværre kan ske. Vær opmærksom på, at det er din indboforsikring, der skal dække, hvis du får stjålet noget på hospitalet.
Når du indlægges
Modtagelse
Når du kommer, bliver du modtaget af plejepersonale, som vil vise dig til rette på stuen.
Sengestue og faciliteter
Du får din egen stue med eget toilet eller bad.
På stuen er der en sofa, som kan foldes ud til en sovebriks, hvis du har en pårørende, der gerne vil overnatte.
Der er også et fjernsyn på stuen og tablet ved sengen.
Der er gratis WiFi på stuen. Det hedder RegionMIDT-Gaest, og du logger ind med dit cpr-nummer.
Læs mere om mobil og gratis WiFi
Mad og drikke
Der er ingen faste spisetider, så du kan bestille mad og drikke hele dagen.
Både mad og drikke bestilles i app'en 'Min Mad', som du finder på stuens tablet eller på din egen telefon eller tablet via siden minmenu.rm.dk. Personalet kan hjælpe dig med at bestille, hvis du har brug for det.
Ernæring er en del af din behandling, og under indlæggelsen er den mad, du kan bestille, nøje afstemt med dine behov for næringsstoffer. Vi tager naturligvis også hensyn til særlige behov såsom allergier eller ønske om vegetarisk/vegansk kost. Spørg personalet når du kommer, så kan vi hjælpe med at bestille den rette kost.
Din pårørende er velkomne til at spise sammen med dig. Mad til pårørende skal altid bestilles også via app'en 'Min Mad'. Vælg "Pårørende Madbestilling". Betaling sker via MobilePay.
Læs mere om mad til indlagte og pårørende
Dagens forløb
I løbet af en dag foregår der mange forskellige ting.
Det kan for eksempel være:
- Operation
- Stuegang
- Pleje og medicinering
- Undersøgelser i andre afdelinger
- Genoptræning
- Forberedende samtaler til udskrivelsen.
Stuegang
Stuegang finder oftest sted om formiddagen på hverdage. Der er ikke nødvendigvis stuegang hos dig hver dag.
Stuegang betyder, at en læge, plejepersonale og en fysio- eller ergoterapeut kommer og snakker med dig. Du bliver eventuelt undersøgt, og lægen vurderer, om der er noget, der skal ændres i forhold til din behandling, eller om du er klar til at komme hjem. Din pårørende er velkommen til at deltage i stuegang, hvis du ønsker det.
For at få mest udbytte af en stuegang, kan det være en fordel at forberede dine spørgsmål på forhånd.
Ernæringsbehandling ved klinisk diætist
Under indlæggelsen kan du blive henvist til en klinisk diætist, hvis du ernæringsmæssigt set er udfordret. Det kan for eksempel være, hvis du har tabt dig meget i forbindelse med din sygdom.
Den kliniske diætist laver en plan for din ernæring med udgangspunkt i din situation, dine præferencer og dine behov for næringsstoffer.
Læger på hospitalet har mulighed for at henvise til ernæringsbehandling hos en klinisk diætist efter udskrivelse ved ernæringsrelaterede sygdomme.
Når du skal hjem
Vejledning før udskrivelse
Inden du bliver udskrevet, fortæller vi dig, hvad du skal gøre, når du kommer hjem.
Du får blandt andet informationer om:
- Behov for opfølgning i Ortopædkirurgisk Klinik eller ved egen læge
- Et eventuelt genoptræningsprogram for dit efterforløb
- Hvilken medicin, du skal tage derhjemme
- Hvad du skal gøre, hvis du får smerter
- Hvad du må og ikke må den første tid efter operationen.
Se også den vejledning, som du har fået sammen med dit indkaldelsesbrev. Du er altid velkommen til at spørge os om din videre plan, hvis du er i tvivl.
Udskrivelse
Du er indlagt, så længe vi vurderer, at det er nødvendigt i forhold til din behandling.
Planlægningen af udskrivelsen sker i tæt samarbejde med dig og dine pårørende og tager udgangspunkt i din funktionsevne og dit behov for hjælp til forskellige dagligdags aktiviteter.
Vi laver et udskrivelsesbrev om din indlæggelse hos os, som både du og din egen læge har adgang til på sundhed.dk.
I brevet kan du finde information om:
- Dit sygdomsforløb
- Den behandling, du har fået hos os
- Resultatet af dine undersøgelser
- Eventuelle aftaler, vi har lavet med dig.
Hvis du har brug for hjælp fra hjemmeplejen eller hjemmesygeplejen, når du er kommet hjem, sender vi et udskrivelsesbrev til hjemmeplejen i din kommune.
I udskrivelsesbrevet vil vi blandt andet informere hjemmeplejen/hjemmesygeplejen om:
- Årsagen til din indlæggelse
- Din behandling under indlæggelsen
- Særlig behov, som hjemmeplejen/hjemmesygeplejen skal være opmærksomme på.
Det er kommunen, der beslutter, hvilken hjælp de kan tilbyde.
Til pårørende
Besøg
Der er fri besøgstid.
Der kan være individuelle hensyn, som betyder, at vi må begrænse besøgstiden samt antallet af besøgende på stuen.
Børn er velkomne
Børn er meget velkomne til at komme på besøg.
Gaver
Du må gerne tage gaver med til din indlagte pårørende. Af hensyn til de patienter, der har problemer med luftvejene, må man dog ikke medbring stærkt duftende blomster.
Det er heller ikke tilladt at medbringe planter eller blomster, der står i jord, på grund af risikoen for skadelige jordbakterier. Vi har vaser på afsnittet.
Mad og drikke
Der er gratis te og kaffe til pårørende.
Du er velkommen til at spise sammen med patienten. Både mad og drikke bestilles i app'en 'Min Mad', som du finder på stuens tablet eller på din egen telefon eller tablet via siden minmenu.rm.dk. Vælg "Pårørende Madbestilling". Betaling sker via MobilePay.
Det er også muligt at købe mad i kiosken, som ligger i foyeren tæt ved hovedindgangen. Åbningstiden er kl. 06.00-22.00 alle ugens dage.
Overnatning
Du er velkommen til at overnatte på stuen. Der er en sofa, som kan foldes ud til en sovebriks.
Du får udleveret sengetøj af personalet. Du skal selv redde din seng, tage sengetøjet af og putte det i vasketøjsposen på badeværelset inden du tager hjem.
Du skal være forberedt på, at vi i løbet af natten kommer og ser til patienten.
Læs mere om besøg og overnatning som pårørende
Din rolle som pårørende
Du er velkommen til at deltage i samtaler, stuegang og undersøgelser, hvis du og patienten ønsker det.
Du kan som pårørende hjælpe med at:
- Høre og huske, hvad der bliver sagt
- Stille spørgsmål
- Eventuelt hjælpe patienten med at forberede spørgsmål.
Godt du spør'
Husker du at stille spørgsmål? Se forslag til gode spørgsmål, som både du og dine pårørende kan stille, på www.godtduspoer.dk
Netværk og støtte
Der kan være flere udfordringer ved at være syg eller være pårørende til en, som er syg.
Læs om vores tilbud til patienter og pårørende
Mange kommuner har desuden en pårørendevejleder og andre støttemuligheder. Du kan henvende dig i din kommune og få mere information.