Selvom alt synligt kræftvæv er fjernet ved operationen, er der i nogle tilfælde risiko for, at enkelte kræftceller stadig er tilbage i operationsområdet eller andre steder i kroppen. Derfor suppleres den kirurgiske behandling med medicinsk efterbehandling for at forhindre, at disse kræftceller vokser på et senere tidspunkt. Den medicinske efterbehandling nedsætter risikoen for tilbagefald af brystkræften.
Behandling med Tamoxifen nedsætter også risikoen for brystkræft i det modsatte bryst. Behandlingen med antihormon kan blive suppleret med en anden behandling, afhængig af hvilken type operation du fik, hvilken type knude du havde, din alder og om der var spredning til lymfeknuderne.
Vi ved, at din kræftknude var følsom for det kvindelige kønshormon østrogen. Det betyder, at østrogen følsomme kræftceller vil kunne dele sig og vokse, hvis de udsættes for østrogen. Kvinder, der ikke er gået i overgangsalderen, danner primært østrogen i æggestokkene. Efter overgangsalderen (= menopause) dannes østrogen ikke længere i æggestokkene, men dannes ud fra andre hormoner, som findes naturligt i kroppen. I dag findes forskellige former for medicin, som kan modvirke østrogens indflydelse på væksten af brystkræft, enten ved at forhindre at østrogen bindes til kræftcellerne (Tamoxifen) eller ved at hæmme dannelse af østrogen (aromatasehæmmer). Tamoxifen kan anvendes både før og efter overgangsalderen.
Behandlingen består af en tablet dagligt. Du må tage medicinen på et hvilket som helst tidspunkt på dagen, men der bør være ca. 24 timer mellem hvert indtag. Du får medicinen udleveret af os.
Antihormonbehandling gives i 5-10 år afhængig af din risiko for tilbagefald af brystkræft.
Er du på operationstidspunktet tæt på overgangsalderen, eller hvis dine menstruationer stopper på grund af kemoterapi, vil man på et tidspunkt undersøge, om du er gået i overgangsalder og derefter eventuelt skifte fra Tamoxifen til en aromatasehæmmer.
Er du under 35 år, vil vi i nogle tilfælde anbefale dig supplerende behandling, der nedsætter dannelse af østrogen. Behandlingen består af månedlige indsprøjtninger med et såkaldt ”gonadotropin-releasing hormone” (GnRH). Behandlingen gives i 2 år.
Risici og bivirkninger
Antihormonbehandling påvirker også raske celler, hvilket medfører bivirkninger. Ikke alle får samme bivirkninger, og alle bliver påvirket forskelligt. Bivirkninger er milde til moderate, og de har sjældent en sådan grad, at det er nødvendigt at ophøre med behandlingen. Det er meget usandsynligt, at du få alle de bivirkninger, der er nævnt her, ligesom du kan få bivirkninger, der ikke er omtalt her. Fortæl os om de bivirkninger du oplever undervejs i behandlingen, så vi kan hjælpe dig bedst muligt. Vejledning og råd om bivirkninger vil indgå i de samtaler, du har med os undervejs i dit behandlings- og opfølgningsforløb.
Hede- og svedeture: Forekommer med næsten samme hyppighed, som når kvinder går naturligt i overgangsalder. Brug tøj med mange lag. Motion, akupunktur og ikke-hormonholdig medicin kan hos nogle mildne symptomerne.
Muskel- og ledsmerter: Hyppigt i fødder, hænder, knæ og albuer, oftest mest udtalt om morgenen. Motion kan ofte afhjælpe smerterne. Smerterne vil ofte aftage over nogle måneder. Du må gerne anvende paracetamol for smerterne.
Tørre slimhinder i skeden: Kan medføre problemer ved samleje og øge risikoen for blærebetændelse. Du må gerne anvende gel, creme eller lokalt virkende østrogen. Lokalt virkende østrogen påvirker ikke risikoen for tilbagefald af brystkræft.
Hårudtynding: Behandling med Tamoxifen kan give let hårudtynding.
Søvnforstyrrelser: Vi anbefaler ikke sovemedicin på grund af risikoen for afhængighed. Motion kan mindske symptomerne.
Træthed: Sov højst 1 time i løbet af dagen og forsøg at dyrke motion hver dag. Prioriter dine kræfter og bed familie og venner om hjælp. Undlad at køre bil hvis du er træt.
Humørsvingninger, følelsesmæssig ustabilitet, depression: Kan være svært at skelne fra symptomer, der kan opstå som følge af det at få en kræftdiagnose. Spørg os om mulighederne for hjælp i kommunalt regi, i patientforeninger eller via egen læge.
Væskeophobning: Typisk ½-2 kg, kan evt. afhjælpes med kortvarig behandling med vanddrivende medicin. Væskeophobning kan forværre et lymfødem.
Kvalme og hovedpine: Typisk i starten af behandlingen og svinder ofte af sig selv i løbet af nogle uger.
Blodpropper: Kan forekommer f.eks. i venerne i ben og lunger. Risikoen er under 1% og ses oftest under de første 6 måneders behandlinge. Blodpropper i arterierne er mere sjældne. Fortæl os hvis du eller nogen i din familie har haft blodpropper. Risikoen for blodpropper mindskes, hvis du ikke ryger. Du kan med fordel bruge støttestrømper under længerevarende flyrejser.
Kræft i livmoderen: Tamoxifen stimulerer celledeling i livmoderens slimhinde og der er derfor en meget lille risiko for at udvikle kræft i livmoderen (under 0,5%). Hvis du får pletblødninger eller andre symptomer fra underlivet, skal du kontakte os med henblik på at få lavet en gynækologisk undersøgelse. Kræft i livmoderen ses næsten udelukkende hos kvinder efter overgangsalderen.
Senfølger: De fleste vil efter 3-6 måneder have vænnet sig til de gener, der måtte være af antihormonbehandlingen. Bivirkningerne topper efter nogle måneder og klinger for de flestes vedkommende af derefter, men nogen døjer med fysiske og psykiske senfølger som for eksempel træthed, søvnforstyrrelser, smerter, lymfødem, frygt for tilbagefald og depression. Vejledning og råd om senfølger vil indgå i de samtaler du har med os undervejs i dit behandlings- og kontrolforløb. Tal med os om det, hvis du oplever senfølger.
Vær opmærksom på
Du kan arbejde, som du plejer.
Før du starter behandling, skal vi have oplysninger om alt den medicin du tager, også naturmedicin. Start ikke på ny medicin eller kosttilskud uden først at have talt med os. Vaccinationer, for eksempel influenza, stivkrampe og coronavaccination, er sikre at modtage under antihormonbehandling.
Fortæl altid sundhedspersonale, hvis du får antihormonbehandling.
Kost Det er vigtigt, at du forsøger at få så varieret og sund kost som muligt
Rygning Det er aldrig for sent at stoppe med at ryge. Rygestop er noget af det bedste, du kan gøre for dig selv. Tal med os om, hvordan du får hjælp til at gennemføre et rygestop.
Alkohol Alkohol bør som minimum begrænses til de officielle anbefalinger (7 genstande om ugen for kvinder og 14 for mænd). Er du bekymret for din vægt (overvægt eller undervægt), så tal med os om mulighederne for hjælp og vejledning.
Motion Motion hjælper dig til at få det bedre under og efter behandlingen. Vi har forskellige muligheder for at hjælpe dig i gang med motion.
Der er ikke påvist vægtøgning i forbindelse med antihormonbehandling, fraset en let øget risiko for væskeophobning, som det også kan ses ved f.eks. p-piller. Mange oplever dog at tage på i vægt. Ofte skyldes det ændrede vaner såsom sygemelding, mindre motion, overgangsalder med nedsat stofskifte, eller ekstra fødeindtag grundet kvalme. Er du bekymret for din vægt (overvægt eller undervægt), så tal med os.
Lysten og evnen til sex kan mindskes i forbindelse med din behandling for brystkræft. Der er ofte flere årsager: Dit udseende vil i større eller mindre grad ændre sig på grund af operationen af brystet. De fleste får foretaget brystbevarende operation, mens andre får fjernet hele brystet og hvis du får kemoterapi, vil du miste håret i en periode. Du kan efter operationen have smerter i brystet, svarende til arret eller i armhulen. Tørre slimhinder på grund af antihormonbehandling kan også påvirke din lyst til seksuelt samvær. Man udsætter ikke sin partner for påvirkning af antihormonbehandlingen ved seksuelt samvær. Det kan hjælpe at tale både med din partner og med os, hvis du oplever, at behandlingen påvirker den fysiske og psykiske intimitet i dit parforhold.
Fertilitet Under behandling med Tamoxifen kan dine menstruationer helt forsvinde, blive uregelmæssige eller være helt som de plejer. Uanset kan du stadig blive gravid. Ønsker du at afbryde behandlingen for at blive gravid, så aftal det bedst mulige tidspunkt med os.
Graviditet og amning Antihormonbehandling er skadelig for et ufødt barn. Fortæl os, hvis du kunne være gravid. Du må ikke blive gravid under behandling med antihormon. Spørg os til råds vedrørende prævention. Du må ikke amme, mens du anvender Tamoxifen.
Videre forløb
Du vil efter behandlingen ikke rutinemæssigt få taget blodprøver eller få lavet scanninger. Dog anbefaler vi, • At alle kvinder < 50 år får lavet årlig klinisk mammografi (ultralyd og røntgenundersøgelse). • At alle kvinder, der har fået lavet en brystbevarende operation, får lavet en klinisk mammografi ca. 18 mdr efter operationen, hvor det så afgøres, hvordan den enkelte bedst muligt kontrolleres fremover. • At alle øvrige kvinder < 80 år følger det nationale screeningstilbud.
Hvis du under eller efter behandlingen får nye symptomer, som du mistænker, kan have med brystkræftsygdommen at gøre, opfordrer vi dig til at kontakte os.
Symptomer, du skal være opmærksom på er:
Smerter – især knoglesmerter - som ikke går væk
Knuder eller hævelser i arret, armhule, lymfeknuder eller det andet bryst
Udslæt som ikke går væk
Følelsen af, at din arm på opererede side sover eller hæver
Hoste eller åndenød, som ikke går væk
Dårlig appetit eller utilsigtet vægttab
Du får udleveret vores kontaktoplysninger af din sygeplejerske eller læge
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/1525357
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.