Vejledning i pasning af nyrekateter (nefrostomikateter)
Her får du vejledning i, hvordan du passer dit nyrekateter.
Gå direkte til:
Vejledning i pasning af nyrekateter (nefrostomikateter)
Du har fået anlagt et nyrekateter for at sikre frit afløb af urin fra nyren. Kateteret er lagt ind gennem et lille hul i huden i flanken og direkte ind i nyrebækkenet. Nyrekateteret holdes på plads i nyrebækkenet af en krølle i enden af kateteret.
Nyrekateteret vælges, når urinen ikke kan passere fra nyre til blære, og hvor oplægning af et indvendigt kateter ikke er muligt.
Vær opmærksom på
Der er større risiko for betændelse og blod i urinen, når man har et nyrekateter. Det kan medføre, at nyrekateteret stopper til. For at forebygge dette, er det vigtigt, at du drikker 1½ - 2 liter væske dagligt. Alle former for væske tæller med.
Du skal undgå at gå i svømmehal og tage karbad, da det kan være svært at holde den vandtætte forbinding helt tæt. Du kan sagtens tage brusebad.
Det er som regel uden betydning og behandles kun, hvis der er tegn på betændelse såsom f.eks. feber, grumset og uklar urin eller smerter i flanken.
Sådan gør du
På siden www.nyrekateter.dk kan du se forskellige vejledninger om nyrekateter:
Vi linker til videoerne efter aftale med Region Nordjylland, som driver siden www.nyrekateter.dk
Når nyrekateteret er anlagt, sættes en steril forbinding på, f.eks. gaze, drain fix eller skater fix. Over forbindingen sættes en steril, vandtæt forbinding, så du kan tage brusebad.
Hjemmesygeplejersken skifter din forbinding ved nyrekateteret, mellemstykket (slangen mellem nyrekateter og dagpose), samt dagposen én gang ugentlig, eller efter behov. Det aftales med hjemmesygeplejersken, om du skal møde op på en sygeplejeklinik for at få dette skiftet, eller om det gøres i dit eget hjem.
Hjemmesygeplejersken vil også observere huden omkring nyrekateteret for tegn på betændelse, og der kontrolleres, om der er knæk på nyrekateteret.
Når forbindingen skiftes, renses huden omkring indstiksstedet med sterilt saltvand.
Markering med tusch på slangen viser, om nyrekateteret sidder rigtigt
For at sikre at nyrekateteret er placeret korrekt, bliver der lavet en markering med tusch på slangen, når du får lagt kateteret. Tuschmarkering flugter med din hud.
Hvis kateteret har forrykket sig, skal hjemmesygeplejersken spritte kateteret af og forsøge at skubbe kateteret ind, til tuschmarkeringen igen flugter med din hud, i forbindelse med at du får skiftet din forbinding. Herefter kan du få den nye forbinding sat på.
Det er nødvendigt, at fastgøre nyrekateterslangen på maven med et stykke tape. Dette for at undgå træk i nyrekateteret.
Posen skal som minimum tømmes, når den er 3/4 fuld, eller hvis den generer dig. Du skal have rene hænder, når du tømmer din kateterpose, og hænderne skal vaskes med vand og sæbe efter posen er tømt.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Om natten kan der kobles en større pose med en lang slange (også kaldt natpose) på dagposen.
Du skal have rene hænder, når du påsætter natposen. Natposen skal være placeret under blærens niveau, for at urinen kan løbe frit.
Om natten kan posen sidde på siden af sengen med en speciel poseholder. Det anbefales at du anvender en ny natpose til hver nat.
Du kan se et eksempel på en natpose her:
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Videre forløb
Inden du bliver udskrevet, får du at vide, om dit nyrekateter er midlertidigt eller permanent.
Det er Urinvejskirurgisk Afdeling der står for udlevering af kateterposer, mellemstykker og benposer til dig. Disse vil blive leveret til dig fra et depot i Skejby.
Det er din egen kommune der står for udlevering af forbinding og gaze til dig.
Du har mulighed for at få hjemmeplejen til at komme og tømme urinpose eller påsætte natpose, hvis du ikke selv er i stand til dette.
Nyrekateteret kan ligge op til 12 uger. Der vil med tiden ske aflejringer af blandt andet kalk på og i kateteret, og det skal derfor skiftes regelmæssigt. Individuelle forhold kan resultere i hyppigere skift.
Nyrekateteret skal skiftes i røntgenafdelingen, og du vil få tilsendt en indkaldelse hertil.
Hvis du har mistanke om, at kateteret er stoppet til, vil du ofte opdage det ved:
at der evt. løber urin ud ved siden af nyrekateteret, så forbindingen og tøjet bliver vådt.
at du evt. får smerter/trykken i flanken, fordi urinen ophober sig i nyren.
manglende funktion af nyrekateteret, kan også skyldes, at du ikke har drukket nok væske.
Kontrollér først, om der er knæk på nyrekateterslangen. Er dette tilfældet, rettes "knækket" ud, og kateteret skulle gerne fungere igen. Gør det ikke det, skal du kontakte hjemmesygeplejerske i din kommune, som kan komme ud og vurdere, hvad der skal gøres.
Sivning ved siden af kateteret, skyldes ofte, at kateteret er stoppet til, eller at der er knæk på slangen. Kontroller derfor, om der er knæk på kateterslangen. Er dette tilfældet, rettes "knækket" ud, og kateteret skulle gerne fungere igen.
Hvis du ikke kan få dit nyrekateter til at fungere, skal du tage kontakt til hjemmesygeplejerske i din kommune, som kan komme ud og vurdere, hvad der skal gøres.
Nyrekateteret kan glide helt eller delvist ud. Hvis dette sker, er det nødvendigt, at du får kateteret skiftet. Kontakt egen læge eller vagtlæge, som vil arrangere det videre forløb.
Hvis nyrekateteret glider ud om aftenen/natten, skal du tage kontakt til en hjemmesygeplejerske, som vil sætte en forbinding over indstiksstedet. Hvis der ikke er problemer som f.eks. smerter i flanken eller feber, kan genanlæggelse af et nyt nyrekateter vente til den efterfølgende dag. Dette vil din hjemmesygeplejerske hjælpe dig med at arrangere.
Stikkanalen, som nyrekateteret ligger i ind til nyren, lukker hurtigt. Hvis stikkanalen er intakt, kan et nyt nyrekateter anlægges uden gener. Kontakt da hurtigst muligt egen læge eller vagtlæge
Man kan sagtens have et aktivt sexliv, når man har et nyrekateter. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at nyrekateteret skal fastgøres godt, så man undgår træk i slangen. Dette gøres ved, at fastgøre nyrekateteret på maven med tape.
Mere information
Er der stop i nyrekateteret, kan det være aktuelt at skylle det igennem. Der skylles med 3 – 5 ml. sterilt saltvand af gangen. Hvis ikke der er frit tilbageløb, kan man aspirere forsigtigt. Der anvendes steril teknik.
Er der behov for at skylle gentagne gange, kan det være en fordel at anvende et mellemstykke med en trevejshane.
Hvis du har spørgsmål eller mangler kateterremedier, er du velkommen til at kontakte os:
Urinvejskirurgisk Klinik, Gødstrup: Alle hverdage kl. 08.00–09.15 og 13.45–14.45 på telefon 78 43 94 51.
Urinvejskirurgisk Klinik, Viborg: mandag til fredag kl. 08.15–09.15 på telefon 78 44 64 54.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/1360449
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.