Undersøgelsen foregår ambulant. Det vil sige, at du kommer hjem igen samme dag. Konsultationen varer ca 45 minutter.
På stuen skal du afklæde dig bukser og underbukser, du får udleveret engangsunderbukser.
Du får lokalbedøvelse 2 steder
Du skal ligge på ryggen på et leje, med benene i benbøjler (som når kvinder får lavet en gynækologisk undersøgelse).
Lægen vil fjerne evt. behåring og herefter give lokalbedøvelse i mellemkødet, lige under huden med en tynd nål. Lokalbedøvelsen vil virke efter ca 5-10 minutter.
Herefter indføres en ultralydsscanner i endetarmen, scanneren er lidt tykkere end en tommelfinger. Lægen vil i samarbejde med en sygeplejerske lokalisere området, der skal tages vævsprøver fra. Dette kan tage lidt tid.
Når området er lokaliseret, vil lægen anlægge lokalbedøvelse inde omkring prostata (med en lang nål, således en dyb bedøvelse), som igen virker efter ca 5-10 minutter.
Herefter anlægges en lidt tykkere hul nål, som fungerer som kanal, hvorigennem vævsprøverne tages.
Når vævsprøverne er taget, påsættes et lille plaster, der kan fjernes samme aften.
Proceduren er nu slut, og du tager dit tøj på igen.
Undersøgelsen kan opleves som ubehagelig, men er normalt ikke forbundet med smerter.