Robotassisteret fjernelse af prostata gennem urinblæren (simpel transvesikal prostatektomi - Freyers)
Her finder du vigtig information om du forbereder dig, hvad der sker under indlæggelsen, og hvad du skal være opmærksom på efter operationen.
Gå direkte til:
Hvad er prostata? Prostata er en kirtel, der omgiver den øverste del af urinrøret. Den producerer sædvæske og hjælper med, at sæden strømmer den rigtige vej.
Forstørret prostata og symptomer Prostata vokser med alderen. Når den bliver for stor, kan det give:
Hyppig vandladning, især om natten
Svag stråle og besvær med at starte vandladning
Følelse af, at blæren ikke tømmes helt
Pludselig og stærk vandladningstrang
Efterdryp og i nogle tilfælde ufrivillig vandladning
I nogle tilfælde kan blæretømningen være så vanskelig, at det er nødvendigt med et midlertidigt kateter frem til operationen.
Forundersøgelse på Urinvejskirurgisk Klinik Ved forundersøgelsen vurderes:
Om dine symptomer skyldes prostataforstørrelse
Om operation kan forbedre symptomerne
Hvilket indgreb der anbefales, og hvilke bivirkninger du skal være opmærksom på
Forbered dig til operationen
Hvis du tager blodfortyndende medicin, skal du holde pause med denne som aftalt med operationslægen.
Tag ikke din sædvanlige medicin på operationsdagen, med mindre det er aftalt med operationslægen eller bedøvelsespersonalet.
Hold pause med naturmedicin og kosttilskud en uge før operationen, da det kan påvirke sårhelingen eller have en blodfortyndende virkning. Husk at fortælle os, hvis du tager naturmedicin og kosttilskud.
Det er vigtigt, at du følger ovenstående, da vi ellers kan blive nødt til at aflyse din operation.
Hvis du har sukkersyge skal du give os besked
Det er en god idé at købe smertestillende medicin inden operationen, så du er klar til at behandle eventuelle smerter, når du kommer hjem.
Paracetamol (fx Pamol, Panodil eller Pinex) kan købes i håndkøb.
Ibuprofen (fx Ibumetin, Brufen, Ipren eller Burana) kan købes i håndkøb.
Inden du bliver udskrevet, vil personalet fortælle dig, hvordan du bedst tager medicinen.
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Tag et grundigt bad og vask håret om morgenen på operationsdagen eller aftenen før.
Rens dine negle omhyggeligt og fjern neglelak og/eller kunstige negle samt alle piercinger, før du går i bad.
Vask dig grundigt med sæbe i de områder, der er markeret på tegningen. Tør dig med et rent håndklæde.
Smør dig ikke ind i creme efter badet og brug heller ikke parfume eller makeup.
Lad smykker blive hjemme og undlad at tage kontaktlinser på.
Husk også at børste dine tænder om morgenen.
Du skal fjerne evt. hår i det område, hvor du skal opereres:
Hele maven (fra brystvorterne ned til kønsbehåringen)
Under operationen skal der sidde et plaster på det felt, hvor hårene er fjernet.
Du skal bruge en barbermaskine eller hårklipper. Du må ikke bruge en skraber, da det kan give små rifter og infektion.
Der må godt være små stubbe på højst 2 mm.
Tag en urinprøve fra samme dag med
Du skal tage din medicin med på hospitalet i original indpakning, når du skal indlægges. Hvis du får pakket din medicin på apoteket, skal du også tage den med i original indpakning.
Personalet spørger dig, om de må se din medicin for blandt andet at sikre, at din medicinjournal er opdateret, for at tilpasse, hvilken medicin du skal fortsætte med at tage, og om du skal have anden/ny medicin.
Du skal medbringe en komplet liste over al den medicin, du tager.
Det gælder også kosttilskud og vitaminer.
Om operationen
Operationen anvendes, når prostatavægten er over 100 gram.
Du får fuld bedøvelse under indgrebet.
Operationen foregår robotassisteret via 5 små snit, som anlægges fra navleområdet til skambenet.
En stor del af prostatavævet fjernes, mens den yderste del bevares.
I forbindelse med operationen får du:
lagt et kateter gennem urinrøret op til blæren.
lagt et dræn.
Du vil have 5 små snit nederst på maven, som er lukket med clips.
I fuld bedøvelse sover du dybt og mærker ingen smerter under operationen.
Den bedøvende medicin sprøjtes ind i en blodåre via et tyndt plastikrør.
Under bedøvelsen bliver du hele tiden observeret af en læge eller sygeplejerske med speciale i bedøvelse. Du får også overvågningsudstyr på, der måler hjerterytme, blodtryk, vejrtrækning og iltmætning.
På hospitalet kalder vi fuld bedøvelse for "generel anæstesi".
Personalet på sengeafsnittet fortæller, hvor dine pårørende kan opholde sig.
Handicappede og andre sårbare patienter – fx demente – må have én pårørende eller ledsager med gennem hele forløbet.
Vi ringer til pårørende/ledsager, når du er ved at vågne op.
Risici og bivirkninger
Risikoen for at få permanent problemer med at holde på urinen er meget lille. Ud af 1000 mænd vil cirka 5 opleve dette. For langt de fleste fungerer urinvejene normalt efter operationen.
De fleste mænd kan stadig få rejsning og gennemføre samleje som før operationen. Nogle kan dog opleve vanskeligheder, men risikoen for varig impotens er meget lav.
Hos mange mænd vil der, efter operationen, ikke længere komme sæd ved orgasme. I stedet strømmer sæden op i urinblæren og udtømmes, når du tisser. Det betyder, at muligheden for at få børn på naturlig måde er stærkt nedsat.
Det er normalt, at der er ømhed og lette smerter efter en operation.
Efter alle operationer kan der opstå betændelse eller blødning, eventuelt som en blødning inde i kroppen. I sjældne tilfælde kan en indre blødning udvikle sig livstruende, hvis den ikke opdages og behandles i tide.
Efter operationen
Det er vigtigt, at du kommer op at stå og bevæge dig hurtigt efter operationen. Det hjælper kroppen med at komme sig og forebygger komplikationer.
Om aftenen efter operationen hjælper personalet dig ud af sengen. Du skal begynde med små ture, og efterhånden kan du gå lidt længere ad gangen.
Efter operationen kan maven godt være lidt langsom til at komme i gang. Derfor får du afføringstabletter under indlæggelsen.
Det hjælper også, hvis du bevæger dig, spiser normalt og drikker godt med væske. Alt sammen er med til at få gang i tarmene igen.
Du kommer som regel hjem 1-2 dage efter operationen
Efter operationen vil du have et dræn i operationsfeltet, som hjælper med at fjerne overskydende væske og blod.
Drænet fjernes normalt 1–2 dage efter operationen.
I forbindelse med operationen får du lagt et kateter gennem urinrøret og op til blæren. I toppen af kateteret sidder en lille ballon, som holder det på plads, så det ikke glider ud.
Hvor længe skal kateteret sidde?
Kateteret skal som regel sidde i 5 dage, før det kan fjernes.
Kan jeg komme hjem med kateteret?
Ja, hvis din tilstand tillader det, kan du godt komme hjem med kateteret. Inden du bliver udskrevet, viser vi dig, hvordan du passer kateteret. Nogle gange er det nødvendigt at skylle kateteret, fx hvis urinen er meget blodig.
Hvornår fjernes kateteret?
Kateteret kan fjernes hos din egen læge. Hvis det fjernes, mens du stadig er indlagt, og du kan lade vandet selv, bliver du udskrevet derefter.
Efter operationen har du 5 små snit nederst på maven, som er lukket med clips.
Clipsene skal normalt fjernes 10 dage efter operationen hos din egen læge.
Du får en clipsfjerner med hjem fra hospitalet.
Når du kommer hjem
Symptomer på indre blødninger er:
stor hævelse i bughule/maven eller brystkasse
kraftige smerter i bughule/maven eller brystkasse
hurtig eller svag puls
følelse af kortåndethed
Hvis du oplever en eller flere af symptomerne nedenfor, samtidig med du får det dårligere, kan det også være tegn på indre blødninger:
kvalme
svimmelhed
træthed eller utilpashed
tørst
Find kontaktinformation i vejledningen.
Drik rigeligt: De første uger bør du drikke ca. 2 liter væske dagligt for at skylle blæren.
Fysiske aktiviteter: Undgå større anstrengelser som cykling og samleje i to uger, da det øger risikoen for blødning.
Arbejde: De fleste kan genoptage arbejdet efter 10-14 dage. Ved tungt løftearbejde anbefales 3 uger.
Medicin: Ved udskrivelsen får du en opdateret medicinliste. Hvis du har fået prostatamedicin før operationen, kan denne ophøre.
Blod og urenheder i urinen: Det er normalt at have lidt blod, grums eller urenheder de første 4-8 uger. Drik rigeligt. Når skorperne er afstødt efter ca. 8 uger, forsvinder de fleste gener.
Meget blodig urin: Hvis urinen bliver så blodig, at du ikke kan lade vandet, skal du kontakte egen læge eller vagtlæge. Det sker kun i sjældne tilfælde.
Vandladningstrang: Nogle oplever fortsat kraftig trang. Kontakt egen læge, hvis det er tilfældet, for eventuel blæredæmpende behandling.
Under hele forløbet skal du være opmærksom på, at der kan opstå blærebetændelse. Symptomer kan være kraftig svie, ubehag og feber. Hvis du oplever dette, skal du kontakte egen læge, så urinen kan undersøges.
Videre forløb
2–4 uger efter operationen foreligger svar på undersøgelsen af det fjernede prostatavæv.
I de fleste tilfælde får du et skriftligt svar fra den opererende læge.
Det kan også være aftalt, at svaret sendes til din egen læge.
Kontakt
Før indgrebet
Telefon: 78 43 93 44
Ring til Urinvejskirurgisk booking på hverdage fra 10-12, hvis du har spørgsmål om indkaldelse eller booking.
Efter indgrebet
Telefon: 78 43 94 00
Ring til Urinvejskirurgisk Sengeafsnit, hvis du oplever:
Feber eller kulderystelser
Stærke smerter
Voldsom hævelse eller blødning
Problemer med vandladningen
Du kan kontakte afsnittet det første døgn efter udskrivelsen. Herefter skal du ringe til din egen læge eller vagtlægen.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/945799
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.