Læs, hvordan du forbereder dig til operation for krum penis. Læs også om selve operationen og forløbet derefter.
Gå direkte til:
En krum penis kan være medfødt eller opstå senere i livet. Hos nogle skyldes krumningen Peyronies sygdom, hvor der dannes arvæv i penis. Tilstanden kan give smerter, især ved rejsning.
Hvis krumningen skyldes Peyronies sygdom, venter man som regel med at operere, til tilstanden har været stabil i 6-12 måneder.
En krumning kan også opstå efter en skade på penis.
Forbered dig til operationen
Hvis du tager blodfortyndende medicin, skal du holde pause med denne som aftalt med operationslægen.
Hold pause med naturmedicin og kosttilskud en uge før operationen, da det kan påvirke sårhelingen eller have en blodfortyndende virkning. Husk at fortælle os, hvis du tager naturmedicin og kosttilskud.
Det er vigtigt, at du følger ovenstående, da vi ellers kan blive nødt til at aflyse din operation.
Efter en operation i lokalbedøvelse, må du gerne selv køre hjem fra hospitalet.
Hvis du får afslappende medicin eller andre former for let bedøvelse under operationen, skal du være opmærksom på, at du ikke selv må køre bil de næste 24 timer.
På operationsdagen
Tag et grundigt bad og vask håret om morgenen på operationsdagen eller aftenen før.
Rens dine negle omhyggeligt og fjern neglelak og/eller kunstige negle samt alle piercinger, før du går i bad.
Vask dig grundigt med sæbe i de områder, der er markeret på tegningen. Tør dig med et rent håndklæde.
Smør dig ikke ind i creme efter badet og brug heller ikke parfume eller makeup.
Lad smykker blive hjemme og undlad at tage kontaktlinser på.
Husk også at børste dine tænder om morgenen.
Om operationen
Under operationen fylder lægen svulmelegemerne i penis med saltvand. Det gør det lettere at se krumningen.
Krumningen rettes ud ved, at lægen syr i hinderne omkring svulmelegemerne.
Huden sys med tråde, som opløses af sig selv.
Operationen foregår i lokalbedøvelse.
Ved lokalbedøvelse sprøjtes bedøvelsesmidlet ind i den kropsdel, du skal opereres i.
Det kan svie og spænde lidt, når bedøvelsen sprøjtes ind, men ubehaget er kun kortvarigt.
Når bedøvelsen virker, vil du ikke kunne mærke smerte i det bedøvede område, men du vil kunne føle berøring. Bedøvelsen varer 2-4 timer.
Risici og bivirkninger
I enkelte tilfælde kan der komme en blodansamling omkring såret. Det viser sig som kraftig hævelse og tydelig misfarvning.
Der kan også opstå betændelse i såret, typisk nogle dage efter operationen. Tegn på betændelse er:
hævelse
rødme
varme
ømhed
feber.
Kontakt din egen læge, hvis du får tegn på betændelse.
Nogle kan i længere tid have smerter fra de små knuder, der kan mærkes under huden.
I sjældne tilfælde kan følesansen blive nedsat efter operationen.
Efter operationen
Du kan komme hjem, når du har det godt og er klar til at tage hjem.
Tag det med ro resten af dagen, og undgå fysisk anstrengelse.
Når du kommer hjem
Du har et lille plaster over såret efter operationen.
Fjern plasteret efter 24 timer, hvis der ikke siver væske eller blod fra såret.
Du må gerne gå i bad med plasteret på. Undgå karbad de første 10 dage efter operationen.
Undgå sex og onani de første 6 uger efter operationen for at beskytte syningen. Vent længere, hvis du stadig er øm.
Det er normalt, at penis bliver misfarvet efter operationen på grund af en mindre blødning under huden. Misfarvningen forsvinder gradvist af sig selv, ligesom et blåt mærke.
Det kan ikke forventes, at penis bliver helt lige efter operationen. Efter operationen bliver penis typisk 1-2 cm. kortere ved rejsning, afhængig af graden af krumning før operationen.
Videre forløb
Du vil blive ringet op af en læge ca 6 måneder efter operationen
Kontakt
Før indgrebet
Telefon: 78 43 93 44
Ring til Urinvejskirurgisk booking på hverdage fra 10-12, hvis du har spørgsmål om indkaldelse eller booking.
Efter indgrebet
Telefon: 78 43 94 00
Ring til Urinvejskirurgisk Sengeafsnit, hvis du oplever:
Feber eller kulderystelser
Stærke smerter
Voldsom hævelse eller blødning
Problemer med vandladningen
Du kan kontakte afsnittet det første døgn efter udskrivelsen. Herefter skal du ringe til din egen læge eller lægevagten (telefon 70 11 31 31).
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: godstrup.dk/984424
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.