Individuelle samtaleforløb til dig, der har problemer med vrede
Hvis du oplever, at din vrede skaber problemer for dig i dit liv, kan dette samtaleforløb være relevant for dig. Din sagsbehandler i kommunen kan henvise dig.
Gå direkte til:
Symptomer
Vreden kan medføre:
verbale eller fysiske aggressioner
konfliktfyldte relationer
samarbejdsvanskeligheder
dårlig psykisk trivsel.
Det kan også være, at den er en hindring for, at du kan gennemføre en uddannelse eller passe et arbejde.
Årsag
Problematisk vrede kan være en selvstændig problematik, men man kan også have problematisk vrede sammen med en række psykiske lidelser, fx:
personlighedsforstyrrelse
PTSD
ADHD.
Uanset om det er tilfældet eller ej, kan det give god mening at arbejde med vreden som en selvstændig problematik.
Formålet med et psykologisk samtaleforløb er at hjælpe dig til at håndtere din situation på en måde, der giver dig større overskud og glæde i hverdagen.
Om forløbet
Et psykologisk samtaleforløb er et længere forløb, hvor du jævnligt kommer til samtale hos en psykolog. Det er den samme psykolog, du taler med hver gang.
Forsamtalen er med den behandlende psykolog, som vil vurdere, om forløbet kan være relevant for dig. Hvis det viser sig ikke at være tilfældet, vil psykologen sende din sagsbehandler og dig et skriftligt notat, som forklarer hvorfor.
For at kunne deltage i forløbet kræves det, at du er indstillet på at arbejde med din egen vrede, og du kan læse, forstå og tale dansk i et omfang, der ikke kræver tolk.
Ved den første samtale bruger vi tiden til at:
lave en fælles aftale om hele forløbet
lære hinanden at kende
finde ud af, hvad der er vigtigt for dig at arbejde med
tale om det, der lige nu betyder noget for dig.
Efter tredje samtale vil psykologen gøre status og vurdere, om forløbet fortsat har relevans for dig.
Om behandlingen
I samtalerne vil vi bl.a. arbejde med:
At hjælpe dig med at forstå, hvad problematisk vrede er
At få dig til at blive opmærksom på de ting, som igangsætter vreden og hjælpe dig med at anerkende udfordringer og konsekvenser relateret til vreden
At støtte dig i at udvikle og anvende strategier til at håndtere din vrede
At træne kontrol og udvikle nye færdigheder - hvor du får fokus på både kropslige spændinger og uhensigtsmæssige tankemønstre
At hjælpe dig med at opnå en generel bedre funktionsevne.
Kontakt
Kontakt
Ved afbud eller ændring af tid:
Telefon 78 43 50 00
Telefontid:
Mandag til fredag: kl. 7.30-14.00
Adresser: Regionshospitalet Gødstrup Klinik for Socialmedicin og Rehabilitering Fløj J, niveau 0, venteområde 64 Hospitalsparken 15 7400 Herning
Regionshuset Aarhus Klinik for Socialmedicin og Rehabilitering Regionshuset Aarhus Olof Palmes Allé 19 8200 Aarhus N
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/1295972
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.