I Danmark har alle kvinder ret til frit at vælge abort frem til den 12. graviditetsuge. Under særlige omstændigheder kan Samrådet give tilladelse til abort efter 12.uge.
Læs her om reglerne for abort efter 12. uge, hvordan det foregår, og få gode råd til, hvem du kan snakke med før og efter aborten.
Om forløbet
Hvis du overvejer at søge om tilladelse til abort efter 12. graviditetsuge, skal du henvende dig til din egen læge, som vil henvise dig til en scanning på hospitalet. Scanningen er nødvendig, så man helt nøjagtig ved, hvor langt du er i graviditeten.
Når du har været til scanning, sender hospitalet din ansøgning om abort til Samrådssekretariatet.
Hvis du søger om abort på baggrund af konstateret sygdom eller skade på fosteret, vil hospitalet sende oplysninger til Samrådet, som derefter træffer en afgørelse.
Hvis du søger om abort på baggrund af dine egne sociale eller helbredsmæssige forhold, vil du blive bedt om at møde til en samtale, hvor du har mulighed for at fortælle om din situation.
Hvis du er under 18 år, skal den ene af dine forældre giver samtykke til aborten.
Samrådet kan dog give tilladelse til abort uden dine forældres samtykke, hvis der er ganske særlige omstændigheder i forholdet mellem dig og dine forældre, som taler for det.
I Region Midtjylland er det den afdeling, der hedder Socialmedicin og Rehabilitering, som holder samtalerne.
Afdelingen har et afsnit i Aarhus og i Gødstrup. Du finder adresser nederst på siden. Du vil normalt blive henvist til det afsnit, der ligger tættest på din bopæl.
Ved samtalen deltager normalt en socialrådgiver og en læge. Samtalen varer cirka 1½ time, og du bliver spurgt både om din nuværende situation og din baggrund.
Du er velkommen til at tage en pårørende med, der kan være til stede under det meste af samtalen. De oplysninger, du giver under samtalen, er fortrolige og vil ikke blive videresendt til hospitalet eller din egen læge.
Efter samtalen skriver socialrådgiveren og lægen en journal om din situation til Samrådets medlemmer. Samrådet mødes normalt hver tirsdag kl. 16, hvor de drøfter ugens ansøgninger.
Du vil umiddelbart efter mødet blive ringet op på det telefonnummer, du har oplyst, og få besked om afgørelsen.
Hvis du får tilladelse til abort, gælder tilladelsen normalt i en uge. Du har inden for den uge mulighed for at få en abort, hvis du fortsat ønsker det.
Besked om afgørelsen bliver sendt til hospitalet og normalt også til din egen læge.
Den afdeling, som henviste dig, kontakter dig, med mindre andet er aftalt, og giver dig en tid til indgrebet.
Får du afslag på din ansøgning, kan du anke.
Når Samrådet ringer til dig med besked om deres afgørelse, vil du samtidig få orientering om, hvordan du kan anke.
Dine oplysninger bliver sendt til Abortankenævnet, som træffer den endelige beslutning i løbet af få dage.
Gode råd
Hvis du har brug for at snakke med nogen før eller efter aborten, er der følgende muligheder:
Hos din egen læge kan du få hjælp enten i form af samtaler med lægen eller klinikkens sygeplejerske, eller du kan blive henvist til en psykolog. Henvisning til psykolog skal ske inden 6 måneder, og der er en egenbetaling på 40 % af den normale takst.
På de fleste gynækologiske afdelinger kan du komme til en samtale efter indgrebet, hvor du får mulighed for at tale om forløbet med den sygeplejerske eller læge, du har været tilknyttet.
Mødrehjælpen og Samrådssekretariatet kan også tilbyde dig en støttesamtale, enten hvis du er i tvivl om, hvorvidt du ønsker abort, eller hvis du efter en abort har behov for støtte.
Mere information
Sundhedsstyrelsen har oprettet et abortsamråd for Region Midtjylland, som afgør ansøgninger om abort efter 12. uge og abort uden forældrenes samtykke for unge under 18 år.
Samrådet har tre medlemmer: En læge med gynækologisk speciale, en læge med speciale i psykiatri og en jurist eller socialfaglig specialist.
Sundhedslovens § 94, stk. 1 giver Samrådet mulighed for at give tilladelse til abort efter 12. graviditetsuge:
hvis dit helbred bliver udsat for fare i forbindelse med graviditeten.
hvis du er blevet gravid efter voldtægt eller andet strafbart forhold.
hvis barnet vil få en alvorlig fysisk eller psykisk lidelse.
hvis du, på grund af fysisk eller psykisk lidelse eller svag begavelse, ikke kan drage omsorg for et barn.
hvis du, på grund af ung alder eller umodenhed, ikke kan drage omsorg for et barn.
hvis graviditeten, fødslen eller omsorgen for barnet vil være en så alvorlig belastning for dig og din familie, at en abort er eneste mulighed for at undgå belastningen.
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/918303
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.