Information til dig der ved hjælp af ultralydsskanning skal have drænet en byld - også kaldet absces drænage. Læs bl.a. om faste og anden forberedelse.
Gå direkte til:
Forbered dig til undersøgelsen
Før undersøgelsen skal du have taget blodprøver. Blodprøverne tages enten på den afdeling, du bliver indlagt på, eller inden du møder ind på afdelingen.
Du skal ikke selv bestille tid til blodprøvetagning, når du er indlagt.
Hvis du tager blodfortyndende medicin, skal du holde pause med medicinen inden undersøgelsen. Personalet på afdelingen, hvor du er indlagt, fortæller dig, hvordan du gør.
Stop med at spise 4 timer før undersøgelsen betyder:
Du må ikke spise, drikke mælk, juice med frugtkød og lignende
Du må ikke ryge eller tygge tyggegummi
Du må gerne drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før undersøgelsen
Stop med at drikke 2 timer før underøgelsen - hvis du har behov for at tage piller, tages de med mindst mulig vand.
For at undgå at dit eget tøj tager skade under undersøgelsen, opfordrer vi til, at du har patienttøj på under undersøgelsen.
Det er den læge, der har henvist dig til undersøgelsen, der vurderer, om du skal have foretaget den, hvis du er gravid.
Om undersøgelsen
Vi bruger en ultralydsskanner, som fungerer ved at sende lydbølger ind i kroppen. På den måde kan lægen se, hvor bylden er.
Ultralyd består af lydbølger og er helt ufarlig.
Området, hvor drænet skal ind, bliver renset. Du får lokalbedøvelse, så det ikke gør ondt. Lægen laver et lille snit i huden og sætter et dræn ind for at fjerne betændelsen. Du kan måske mærke lidt ubehag, lige når drænet kommer ind i bylden, men derefter skulle det gerne aftage. Drænet bliver sat fast med plaster, og betændelsen løber ud i en lille pose.
Undersøgelsen tager normalt 45-60 minutter
Risici og bivirkninger
Der kan komme bakterier ind ved indstiksstedet, og der kan opstå en blødning. I meget sjældne tilfælde kan der gå hul på en tarm.
Efter undersøgelsen
Her står personalet klar til at tage imod dig og hjælpe dig videre i dit forløb.
Videre forløb
Personalet i Røntgen og Skanning giver dig ikke svar på undersøgelsen. Det er den læge eller afdeling, der har henvist dig, der giver dig svar.
Mere information
Kontakt den afdeling, der har sendt dig videre til os, hvis du bliver nødt til at aflyse. Afdelingen vil herefter give beskeden videre til os.
Hvis du har spørgsmål til undersøgelsen, kan du kontakte Røntgen og Skanning eller den afdeling, der har henvist dig.
Røntgen og Skanning kan kontaktes på telefon: 78 43 82 00
Brug hovedindgangen og gå til fløj E. Brug vindeltrappen eller elevatoren mellem fløj E og G. Se placering på kort.
Telefon 7843 8200
Telefontid: Hverdage 9.30-12.00
Akut hjælp
Ved akut behov for hjælp, kontakt egen læge eller lægevagten på tlf. 70 11 31 31.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/1503844
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.