Ultralyd er lydbølger, som passerer igennem kroppens væv. Lydbølgerne kan du hverken høre eller føle, og de er uskadelige.
På undersøgelsesdagen
For at kvaliteten af undersøgelsen kan blive så god som muligt, er det vigtigt, at du prøver at drikke, så meget du kan, den sidste time før undersøgelsen.
Du skal, så vidt det er muligt, undlade at tømme din blære, før lægen har undersøgt dig.
Om undersøgelsen
Når lægen skal undersøge dig, kommer du op at ligge på en seng. Dit tøj bliver skubbet lidt væk, så huden på det sted, du skal undersøges, bliver bar.
Lægen kommer lidt creme på din hud, hvorefter lægen fører et lille apparat på størrelse med en mus til computeren rundt på den smurte hud. Det kan kilde lidt.
Når undersøgelsen er færdig, får du tørret cremen af igen.
Nej, det gør ikke ondt at blive undersøgt med ultralydsapparatet. Hvis du har ondt på stedet, kan du dog godt mærke det lidt.
Din mor og far kan være hos dig under hele undersøgelsen
Undersøgelsen tager cirka 15-30 minutter
Efter undersøgelsen
Når undersøgelsen er færdig, må du få dit tøj på igen, og du må gå hjem.
Røntgenlægen vil kikke på billederne og sender svaret til den læge, der har sendt dig til undersøgelse.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/917927
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.