Du skal have taget en vævsprøve, også kaldet en biopsi, ved hjælp af CT-skanning. Her kan du læse, hvordan du forbereder dig, og hvordan undersøgelsen foregår.
Gå direkte til:
Forbered dig til undersøgelsen
Kontakt den afdeling, der har henvist dig, hvis du får blodfortyndende medicin.
Afdelingen vurderer, om du skal holde pause med medicinen før undersøgelsen.
Du får besked fra den afdeling, der har henvist dig, hvis du skal have taget blodprøver før undersøgelsen.
Metal tæt på det område, du skal have undersøgt, forstyrrer billederne. Derfor skal du fjerne alle løse metalgenstande fra det område - fx piercinger, bukser med lynlås og BH'er med bøjle eller hægte. Fjern så meget som muligt hjemmefra.
På undersøgelsesdagen
Du er tilknyttet en sengeafdeling på undersøgelsesdagen, fordi du skal observeres efter undersøgelsen, før du kan tage hjem.
Personalet henter dig, når det er tid til undersøgelsen.
Om undersøgelsen
En vævsprøve er en lille prøve fra et bestemt område i kroppen. Prøven bliver undersøgt for at finde ud af, om der er tegn på sygdom.
Undersøgelsen foregår ved, at du ligger på et leje, som langsomt bevæger sig gennem et stort rør med røntgenstråler.
Din placering på lejet: Lægen vurderer, hvordan du skal ligge på lejet, så vævsprøven kan tages fra det rigtige sted.
Oversigtsbilleder først: Først bliver du skannet, så lægen kan finde det præcise sted, hvor vævsprøven skal tages.
Lokalbedøvelse: Du får lokalbedøvelse i det område, hvor vævsprøven skal tages. Det kan svie og spænde lidt, når du får bedøvelsen.
Vævsprøven tages: Når bedøvelsen virker, fører lægen en tynd nål gennem huden og tager vævsprøven. Der bliver taget CT-billeder undervejs for at sikre, at prøven bliver taget fra det rigtige område.
Lig stille under undersøgelsen: Det er vigtigt, at du ligger stille under hele undersøgelsen.
Varighed: Undersøgelsen varer typisk 45–60 minutter.
Risici og bivirkninger
Hvis du får taget en vævsprøve fra lungen, kan lungen i sjældne tilfælde klappe delvist sammen. Mindre sammenfald går ofte over af sig selv. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at lægge et dræn, som hjælper lungen med at folde sig ud igen.
Du kan også hoste lidt blod op efter undersøgelsen. Det er som regel ufarligt og stopper hurtigt.
Efter undersøgelsen
Personalet på afdelingen aftaler det videre forløb med dig og fortæller dig, hvornår du kan tage hjem.
Du kan som regel tage hjem efter nogle timer.
Sig til personalet, hvis du får smerter eller ubehag efter undersøgelsen.
Videre forløb
Personalet på Røntgen og Skanning kan ikke give dig svar på undersøgelsen med det samme.
Den læge eller afdeling, der har henvist dig, giver dig svar, når undersøgelsen er blevet gennemgået.
Kontakt
Spørgsmål om undersøgelsen
Kontakt Røntgen og Skanning eller den læge eller afdeling, der har henvist dig, hvis du har spørgsmål.
Røntgen og Skanning Telefon: 78 43 82 00
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: godstrup.dk/1905667
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.