Ved en CT-skanning af tyndtarmen bruger vi kontrastvæske til at tage billeder af tarmen. Læs, hvordan du forbereder dig, og hvordan undersøgelsen foregår.
Gå direkte til:
Vær opmærksom på
Ved undersøgelsen bruger vi røntgenstråler, som kan være skadelige for et foster.
Derfor er det vigtigt, at du ved, om du er gravid, inden du møder op. Hvis du er gravid, kan det være, at du ikke kan få foretaget undersøgelsen.
Kontakt Røntgen og Skanning inden undersøgelsen, hvis du er gravid eller har mistanke om, at du kan være gravid.
Hvis du er forhindret i at møde til din CT-undersøgelse, skal du melde afbud hurtigst muligt, så en anden patient kan få tiden.
Du kan kontakte Røntgen og Skanning på 78 43 82 00.
Forbered dig til undersøgelsen
For at vi kan se din tyndtarm tydeligt på billederne, skal du drikke 1 liter kontrastblanding inden undersøgelsen.
Du skal selv hente kontrastblandingen 2-5 dage før din undersøgelse.
I den information, du har fået sammen med din indkaldelse, kan du se:
Hvor du skal hente kontrastblandingen.
Hvornår du skal drikke den.
Metal tæt på det område, du skal have undersøgt, kan forstyrre billederne.
Fjern derfor smykker og andre metalgenstande fra området, fx piercinger. Undgå også tøj med lynlåse eller metalbøjler.
Fjern så meget som muligt hjemmefra.
På undersøgelsesdagen
Før undersøgelsen skal du være fastende.
Spis ikke de sidste 4 timer før skanningen
Du må gerne drikke vand
Tag medicin som normalt.
Drik kontrastblandingen på det tidspunkt, der står i den information, du har fået sammen med din indkaldelse.
Du bryder ikke fasten ved at drikke kontrastblandingen.
Når du ankommer til hospitalet:
Skan dit sundhedskort på ankomststanderen ved hovedindgangen.
Gå til fløj E:
Brug vindeltrappen ved fløj E, eller
Tag elevatoren lige efter fløj E – første dør på højre hånd.
Når du kommer til venteområdet ved Røntgen og Skanning på 1. sal:
Skan dit sundhedskort ved ankomststanderen i det store venteområde E1 ved trappen.
Du får her besked om, hvor du skal vente.
Har du flere aftaler samme dag på forskellige afdelinger, skal du huske at registrere dig i hver afdeling.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen foregår ved, at du ligger på et leje, som langsomt bevæger sig gennem et stort rør med røntgenstråler.
Oversigtsbilleder først: De første gange, du køres igennem røret, tages oversigtsbilleder, som bruges til at planlægge resten af skanningen.
Lig stille under skanningen: For at billederne bliver skarpe, skal du ligge helt stille under skanning og holde vejret i korte perioder, når personalet beder dig om det.
Du er alene i rummet, men personalet kan se og tale med dig hele tiden.
Undersøgelsen varer typisk 10–15 minutter.
Efter undersøgelsen
Når skanningen er færdig, kan du tage hjem. Du får ikke svar på undersøgelsen samme dag.
Videre forløb
Personalet på Røntgen og Skanning kan ikke give dig svar på undersøgelsen med det samme.
Den læge eller afdeling, der har henvist dig, giver dig svar, når undersøgelsen er blevet gennemgået.
Kontakt
Spørgsmål om undersøgelsen
Kontakt Røntgen og Skanning eller den læge eller afdeling, der har henvist dig, hvis du har spørgsmål.
Røntgen og Skanning Telefon: 78 43 82 00
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: godstrup.dk/2011457
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.