Du skal have CT-skannet en fistelgang med kontrastvæske. Her kan du læse, hvordan du skal forberede dig, og hvordan undersøgelsen foregår.
Gå direkte til:
Vær opmærksom på
Hvis du er gravid, kan det være, at du ikke kan få foretaget undersøgelsen. Undersøgelsen bruger røntgenstråler, som kan være skadelige for et foster.
Derfor er det vigtigt, at du er sikker på, at du ikke er gravid, inden du møder op.
Hvis du er forhindret i at møde til din CT-undersøgelse, skal du melde afbud hurtigst muligt, så en anden patient kan få tiden.
Du kan kontakte Røntgen og Skanning på 78 43 82 00.
Forbered dig til undersøgelsen
Metal tæt på det område, du skal have undersøgt, kan forstyrre billederne. Fjern derfor smykker og andre metalgenstande fra området, fx piercinger og tøj med lynlåse eller metalbøjler. Fjern så meget som muligt hjemmefra.
På undersøgelsesdagen
Hvis du har fået besked om at møde på en anden afdeling, skal du følge den besked.
Hvis du skal møde direkte i Røntgen og Skanning, skal du:
Skanne dit sundhedskort på ankomststanderen ved hovedindgangen.
Gå til fløj E.
Skanne dit sundhedskort ved ankomststanderen i venteområde E1 på 1. sal.
Du får besked om, hvor du skal vente.
Har du flere aftaler samme dag på forskellige afdelinger, skal du huske at registrere dig i hver afdeling.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen foregår ved, at du ligger på et leje, som langsomt bevæger sig gennem et stort rør med røntgenstråler.
Oversigtsbilleder først: De første gange du køres igennem røret, tager vi oversigtsbilleder, som bruges til at planlægge resten af skanningen.
Kontrastvæske i fistlen: Vi sprøjter kontrastvæske ind gennem fistelåbningen. Du kan opleve, at det spænder eller giver let ubehag, når kontrastvæsken sprøjtes ind. Vi tilpasser mængden af kontrastvæske til undersøgelsen. Herefter tager vi CT-billeder af det område, der skal undersøges.
Lig stille under skanning: For at billederne bliver skarpe, skal du ligge helt stille under skanning og holde vejret i korte perioder, når personalet beder dig om det. Du er alene i rummet, men personalet kan hele tidnse og tale med dig.
Varighed: Undersøgelsen varer typisk 40–60 minutter.
Efter undersøgelsen
Hvis du er indlagt, kommer du tilbage til din afdeling, hvor personalet står for dit videre forløb.
Hvis du ikke er indlagt, kan du tage hjem efter undersøgelsen.
Videre forløb
Personalet på Røntgen og Skanning kan ikke give dig svar på undersøgelsen med det samme.
Den læge eller afdeling, der har henvist dig, giver dig svar, når undersøgelsen er blevet gennemgået.
Kontakt
Spørgsmål om undersøgelsen
Kontakt Røntgen og Skanning eller den læge eller afdeling, der har henvist dig, hvis du har spørgsmål.
Røntgen og Skanning Telefon: 78 43 82 00
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: godstrup.dk/2041658
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.