Du har fået sat pin af metal i knoglen, som sammen med et udvendigt apparat (ekstern fiksation) skal holde dit brud på plads. Læs her om forløb og pleje.
Gå direkte til:
Vær opmærksom på
Kost, rygning, alkohol, motion og søvn har alle betydning for et godt resultat for din operation.
Din egen indsats er derfor vigtig. Det kan for eksempel være at spise proteinrig kost, stoppe med at ryge og drikke alkohol. Motion og god søvn styrker også din krop og psyke før din operation.
Vi kan henvise dig til et sundhedstilbud i din kommune. Du kan også tale med din egen læge eller selv henvende dig i dit lokale sundhedshus.
Sådan gør du
Hudens normale bakterier findes også omkring pin'ene.
For at undgå, at der skal komme betændelse, skal du følge nedenstående 1-2 gange ugentligt, med mindre andet er aftalt.
I samråd med dig finder vi ud af, om du skal have en hjemmesygeplejerske til at komme og rense huden omkring pin'ene.
Anvend rene handsker og et rent underlag (et håndklæde).
Fjern forbindingen omkring pin'ene.
Læg mærke til, om der er tegn på betændelse: pus (gul væske), rødme, varme eller det væsker mere.
Vask huden uden om pin'ene med tempereret vand med uparfumeret sæbe – brug en skumgummivaskeklud – og tør huden med et rent håndklæde/vaskeklud.
Vask pin'ene, wirerne og sårene omkring pin'ene med en gazeserviet fugtet med Klorhexidin (Klorhexidin 0,5 % med 70-85 % alkohol).
Fjern kun de sårskorper, som slipper i forbindelse med afvaskningen. Undlad at fjerne de fastsiddende skorper, med mindre der er tegn på betændelse eller irritation i huden omkring sårskorperne. Fastsiddende, tørre skorper uden tegn på betændelse danner en naturlig barriere mod bakterier og skal derfor blive siddende.
Tag en ny gazeserviet ved hver pin og hver wire. Hvis der sidder indtørret blod på pin'ene eller wirerne, kan du bruge en vatpind til at fjerne det med.
Fugt en gazeserviet med Klorhexidin og læg den løst omkring hver pin.
Læg herefter en forbinding med gaze som et 8-tal rundt om hver pin-gruppe således, at de fugtede gazeservietter holdes tæt til huden omkring pin-hullerne. Gaze-enden kan sættes fast med et lille stykke englehud eller lignende plaster.
Fiksatoren må gerne benyttes til at flytte armen eller benet med, men der må ikke skrues på fiksatoren.
Kontakt klinikken, hvis nogen af delene går løs.
Ved tegn på betændelse skal der komme en hjemmesygeplejerske dagligt og rense huden omkring pin'ene.
Kontakt klinikken, hvis der ikke er bedring i løbet af 2 dage med henblik på et kontrolbesøg i klinikken.
Mere information
Du skal selv købe Klorhexidin 0,5 % med 70-85 % alkohol på apoteket.
Derudover skal du have en uparfumeret sæbe til at vaske huden med samt engangsvaskeklude.
Ortopædkirurgisk Sengeafsnit Tlf. 7843 7709 Henvendelse hertil uden for klinikkens åbningstid.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: godstrup.dk/904101
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.