Et lipom er en fedtknude under huden. Et lipom er ufarligt, og man behøver ikke at få det fjernet, men det kan fjernes ved en operation, hvis det generer.
Gå direkte til:
Forbered dig til operationen
Du skal købe smertestillende medicin, så du er klar til at behandle smerter, når du kommer hjem:
Paracetamol (fx Pamol, Panodil eller Pinex)
Ibuprofen (fx Ibumetin, Brufen eller Ipren)
De fås i håndkøb på apoteket og i de fleste dagligvarebutikker.
Du skal selv sørge for transporten til og fra operationen.
Du må ikke selv køre bil i 24 timer efter operationen, fordi du stadig er påvirket af bedøvelsen. Husk at lave en aftale om, hvem der kan køre dig hjem.
Det er vigtigt, at du kan blive hentet, så snart du er klar til at komme hjem.
Vær også opmærksom på, at nogle operationer kan gøre dig ude af stand til at køre i længere tid. Spørg på afdelingen, hvis du er i tvivl.
Kost, rygning, alkohol, motion og søvn har alle betydning for et godt resultat for din operation.
Din egen indsats er derfor vigtig. Det kan for eksempel være at spise proteinrig kost, stoppe med at ryge og drikke alkohol. Motion og god søvn styrker også din krop og psyke før din operation.
Vi kan henvise dig til et sundhedstilbud i din kommune. Du kan også tale med din egen læge eller selv henvende dig i dit lokale sundhedshus.
På operationsdagen
Skal du faste?
Du skal kun faste, hvis din operation foregår i fuld bedøvelse.
Følg i så fald fastereglerne herunder.
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, sodavand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Gå ind på adressen øverst i denne vejledning for at se videoen.
Tag et grundigt bad og vask håret om morgenen på operationsdagen eller aftenen før.
Rens dine negle omhyggeligt og fjern neglelak og/eller kunstige negle samt alle piercinger, før du går i bad.
Vask dig grundigt med sæbe i de områder, der er markeret på tegningen. Tør dig med et rent håndklæde.
Smør dig ikke ind i creme efter badet og brug heller ikke parfume eller makeup.
Lad smykker blive hjemme og undlad at tage kontaktlinser på.
Husk også at børste dine tænder om morgenen.
Som udgangspunkt skal du have dit eget tøj på under operationen, men i nogle tilfælde vil du helt eller delvist skulle klæde om til hospitalstøj.
Det er i alle tilfælde vigtigt, at dit tøj er rent, nyvasket og løstsiddende.
Tøjet skal være uden metaldele inklusive BH'en.
Medbring en bog eller lignende i tilfælde af ventetid.
Pårørende eller ledsagere kan ikke være med under bedøvelse, operation og opvågning.
Når du møder til ambulant operation, skal dine pårørende opholde sig i Foyeren på niveau 0. Ambulant operation betyder, at du kommer hjem samme dag.
Du kan ringe til dine pårørende, når du er klar til at tage hjem.
Hvis du har brug for ekstra støtte
Børn, personer med handicap og andre sårbare patienter, for eksempel personer med demens, må have én pårørende eller ledsager med gennem forløbet. Under selve operationen skal din pårørende eller ledsager opholde sig i Foyeren på niveau 0.
Vi henter din pårørende eller ledsager, når du er kommet til Opvågningen.
Om operationen
Operationen foregår normalt i lokalbedøvelse, og kun ved fjernelse af meget store eller dybtliggende fedtknuder behøver man fuld bedøvelse.
Vi lægger et lille snit i huden, fjerner fedtknuden, lukker huden med en fin, tynd tråd og lægger en sugende og let komprimerende forbinding over såret.
Hele operationen varer 10-30 minutter.
Fedtknuden bliver i de fleste tilfælde sendt til mikroskopi, og svaret på undersøgelsen sender vi til din egen læge. Du kan få svar på, hvad mikroskopien har vist, når trådene skal fjernes hos dine egen læge efter 10 til 12 dage.
Ved lokalbedøvelse sprøjtes bedøvelsesmidlet ind i den kropsdel, du skal opereres i.
Det kan svie og spænde lidt, når bedøvelsen sprøjtes ind, men ubehaget er kun kortvarigt.
Når bedøvelsen virker, vil du ikke kunne mærke smerte i det bedøvede område, men du vil kunne føle berøring. Bedøvelsen varer 2-4 timer.
I fuld bedøvelse sover du dybt og mærker ingen smerter under operationen.
Den bedøvende medicin sprøjtes ind i en blodåre via et tyndt plastikrør.
Under bedøvelsen bliver du hele tiden observeret af en læge eller sygeplejerske med speciale i bedøvelse. Du får også overvågningsudstyr på, der måler hjerterytme, blodtryk, vejrtrækning og iltmætning.
På hospitalet kalder vi fuld bedøvelse for "generel anæstesi".
Når du kommer hjem
Forbindingen kan du skifte til et almindeligt plaster dagen efter operationen.
Hold herefter såret rent og tørt. Skift plastret, hvis det bliver vådt eller snavset.
Du må gerne tage brusebad uden særlig beskyttelse af såret. Vær dog opmærksom på plastret efter badet.
Undlad badning i svømmehal, før stingene er fjernet og såret er helet.
Det er vigtigt i forløbet efter operationen, at du er opmærksom på tiltagende smerter. Oftest må der ikke være smerter ud over, hvad almindelig håndkøbsmedicin kan klare.
Hold øje med tegn på infektion, for eksempel i form af rødme, varme og hævelse i området. Søg læge, hvis tegnene opstår.
Du skal ikke komme til kontrol på hospitalet
Lettere arbejde kan du genoptage efter et par dages sygemelding.
Som regel er der ikke behov for længerevarende sygemelding.
Ortopædkirurgisk Sengeafsnit Tlf. 7843 7709 Henvendelse hertil uden for klinikkens åbningstid.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: godstrup.dk/904102
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.