På tommelfingersiden sidder nogle sener, som strækker tommelen. Senerne passerer gennem en smal tunnel på siden af håndleddet.
Hvis der opstår irritation i seneskeden, bliver der for lidt plads til senen – en tilstand kaldet de Quervains syndrom.
Forbered dig til operationen
Du skal købe smertestillende medicin, så du er klar til at behandle smerter, når du kommer hjem:
Paracetamol (fx Pamol, Panodil eller Pinex)
Ibuprofen (fx Ibumetin, Brufen eller Ipren)
De fås i håndkøb på apoteket og i de fleste dagligvarebutikker.
Du skal selv sørge for transporten til og fra operationen.
Du må ikke selv køre bil i 24 timer efter operationen, fordi du stadig er påvirket af bedøvelsen. Husk at lave en aftale om, hvem der kan køre dig hjem.
Det er vigtigt, at du kan blive hentet, så snart du er klar til at komme hjem.
Vær også opmærksom på, at nogle operationer kan gøre dig ude af stand til at køre i længere tid. Spørg på afdelingen, hvis du er i tvivl.
Kost, rygning, alkohol, motion og søvn har alle betydning for et godt resultat for din operation.
Din egen indsats er derfor vigtig. Det kan for eksempel være at spise proteinrig kost, stoppe med at ryge og drikke alkohol. Motion og god søvn styrker også din krop og psyke før din operation.
Vi kan henvise dig til et sundhedstilbud i din kommune. Du kan også tale med din egen læge eller selv henvende dig i dit lokale sundhedshus.
Du kan læse mere om din hjemkommunes sundhedstilbud på Sundhed.dk under "Sundhedstilbud".
Huden i operationsfeltet SKAL være uden sår og rifter på operationsdagen.
Operationen bliver aflyst, hvis huden ikke er hel, da der er øget risiko for betændelse.
Tag et grundigt bad og vask håret om morgenen på operationsdagen eller aftenen før.
Rens dine negle omhyggeligt og fjern neglelak og/eller kunstige negle samt alle piercinger, før du går i bad.
Vask dig grundigt med sæbe i de områder, der er markeret på tegningen. Tør dig med et rent håndklæde.
Smør dig ikke ind i creme efter badet og brug heller ikke parfume eller makeup.
Lad smykker blive hjemme og undlad at tage kontaktlinser på.
Husk også at børste dine tænder om morgenen.
Som udgangspunkt skal du have dit eget tøj på under operationen, men i nogle tilfælde vil du helt eller delvist skulle klæde om til hospitalstøj.
Det er i alle tilfælde vigtigt, at dit tøj er rent, nyvasket og løstsiddende.
Tøjet skal være uden metaldele inklusive BH'en.
Medbring en bog eller lignende i tilfælde af ventetid.
Ambulant operation (hjem samme dag)
Er du mødt til ambulant operation, henvises pårørende til at opholde sig i Foyeren på niveau 0.
Børn, handicappede og andre sårbare, fx demente, må have én pårørende/ledsager med gennem forløbet. Mens barnet/patienten er til operation, henvises pårørende/ledsager til at opholde sig i Foyeren på niveau 0.
Vi ringer efter pårørende/ledsager, når patienten er ved at vågne op.
Operation under indlæggelse
Er du indlagt, vil personale på dit sengeafsnit informere om, hvor dine pårørende kan opholde sig.
Indlagte børn, handicappede og andre sårbare, fx demente, må have én pårørende/ledsager med gennem forløbet. Mens barnet/patienten er til operation, henvises pårørende/ledsager til venteområde 13 via K2.
Vi ringer efter pårørende/ledsager, når patienten er ved at vågne op.
Om operationen
Normalt foregår operationen i Dagkirurgisk Afsnit og er som regel i lokalbedøvelse. Det betyder også, at du kommer hjem samme dag.
Ved operationen gennemskærer vi ydersiden (loftet) i tunnelen for at give senen mere plads.
Du får en stor forbinding på, som skaber kompression og hindrer eventuel blødning.
Ved lokalbedøvelse sprøjtes bedøvelsesmidlet ind i den kropsdel, du skal opereres i.
Det kan svie og spænde lidt, når bedøvelsen sprøjtes ind, men ubehaget er kun kortvarigt.
Når bedøvelsen virker, vil du ikke kunne mærke smerte i det bedøvede område, men du vil kunne føle berøring. Bedøvelsen varer 2-4 timer.
Efter operationen
Det er vigtigt, at du de første døgn holder hånden opad og sørger for at bevæge fingrene flittigt, så der ikke opstår hævelse.
Den store forbinding må du selv fjerne 2 dage efter operationen, men behold det lille plaster på.
Du må gå i bad uden plaster, men sæt nyt plaster på bagefter, så såret holdes rent. Dette skal du gøre indtil trådene er fjernet.
Når den store forbinding er fjernet, er det vigtigt, at du inddrager tommelfingeren i dine daglige gøremål.
Der kan i enkelte tilfælde komme betændelse i såret, oftest nogle dage efter operationen.
Betændelse viser sig ved hævelse, rødme, varme, ømhed og evt. feber.
10 - 12 dage efter operationen skal du have fjernet tråde hos din egen læge
Ortopædkirurgisk Sengeafsnit Tlf. 7843 7709 Henvendelse hertil uden for klinikkens åbningstid.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/904116
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.