Fjernelse af skruer, skinne eller søm (osteosyntesemateriale)
Gå direkte til:
Fjernelse af skruer, skinne eller søm (osteosyntesemateriale)
Denne information er til dig, der skal have fjernet skruer, skinne eller søm.
Den beskriver forløbet fra din samtale med en ortopædkirurgisk læge om operationen til du er færdigbehandlet samt efterforløbet.
Den indeholder også praktiske oplysninger om, hvordan du skal forholde dig, når du kommer hjem.
Forbered dig til operationen
Du skal købe smertestillende medicin, så du er klar til at behandle smerter, når du kommer hjem:
Paracetamol (fx Pamol, Panodil eller Pinex)
Ibuprofen (fx Ibumetin, Brufen eller Ipren)
De fås i håndkøb på apoteket og i de fleste dagligvarebutikker.
Du skal selv sørge for transporten til og fra operationen.
Du må ikke selv køre bil i 24 timer efter operationen, fordi du stadig er påvirket af bedøvelsen. Husk at lave en aftale om, hvem der kan køre dig hjem.
Det er vigtigt, at du kan blive hentet, så snart du er klar til at komme hjem.
Vær også opmærksom på, at nogle operationer kan gøre dig ude af stand til at køre i længere tid. Spørg på afdelingen, hvis du er i tvivl.
På operationsdagen
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Tag et grundigt bad og vask håret om morgenen på operationsdagen eller aftenen før.
Rens dine negle omhyggeligt og fjern neglelak og/eller kunstige negle samt alle piercinger, før du går i bad.
Vask dig grundigt med sæbe i de områder, der er markeret på tegningen. Tør dig med et rent håndklæde.
Smør dig ikke ind i creme efter badet og brug heller ikke parfume eller makeup.
Lad smykker blive hjemme og undlad at tage kontaktlinser på.
Husk også at børste dine tænder om morgenen.
Som udgangspunkt skal du have dit eget tøj på under operationen, men i nogle tilfælde vil du helt eller delvist skulle klæde om til hospitalstøj.
Det er i alle tilfælde vigtigt, at dit tøj er rent, nyvasket og løstsiddende.
Tøjet skal være uden metaldele inklusive BH'en.
Medbring en bog eller lignende i tilfælde af ventetid.
Ambulant operation (hjem samme dag)
Er du mødt til ambulant operation, henvises pårørende til at opholde sig i Foyeren på niveau 0.
Børn, handicappede og andre sårbare, fx demente, må have én pårørende/ledsager med gennem forløbet. Mens barnet/patienten er til operation, henvises pårørende/ledsager til at opholde sig i Foyeren på niveau 0.
Vi ringer efter pårørende/ledsager, når patienten er ved at vågne op.
Operation under indlæggelse
Er du indlagt, vil personale på dit sengeafsnit informere om, hvor dine pårørende kan opholde sig.
Indlagte børn, handicappede og andre sårbare, fx demente, må have én pårørende/ledsager med gennem forløbet. Mens barnet/patienten er til operation, henvises pårørende/ledsager til venteområde 13 via K2.
Vi ringer efter pårørende/ledsager, når patienten er ved at vågne op.
Om operationen
Operationen foretages som regel gennem arret fra sidste operation.
Operationen foregår i Dagkirurgisk afsnit, oftest i fuld bedøvelse.
Du kommer hjem samme dag.
I fuld bedøvelse sover du dybt og mærker ingen smerter under operationen.
Den bedøvende medicin sprøjtes ind i en blodåre via et tyndt plastikrør.
Under bedøvelsen bliver du hele tiden observeret af en læge eller sygeplejerske med speciale i bedøvelse. Du får også overvågningsudstyr på, der måler hjerterytme, blodtryk, vejrtrækning og iltmætning.
På hospitalet kalder vi fuld bedøvelse for "generel anæstesi".
Ved lokalbedøvelse sprøjtes bedøvelsesmidlet ind i den kropsdel, du skal opereres i.
Det kan svie og spænde lidt, når bedøvelsen sprøjtes ind, men ubehaget er kun kortvarigt.
Når bedøvelsen virker, vil du ikke kunne mærke smerte i det bedøvede område, men du vil kunne føle berøring. Bedøvelsen varer 2-4 timer.
En blokade betyder, at man sprøjter et lokalbedøvende lægemiddel ind omkring en nerve.
På denne måde kan nerven ikke sende signaler videre, og hjernen modtager derfor ikke længere besked om, at noget gør ondt.
Bedøvelsen af nerven gør hele området følelsesløst (sovende fornemmelse) og ophæver muskelkraft helt eller delvist i en periode. Den bedøvede legemsdel bliver beskyttet, efter nerveblokaden er lagt.
Nerveblokaden bliver givet både for, at du kan blive opereret uden at opleve smerter, og for at du kan være smertedækket de første timer efter operationen.
Ved nerveblokade er der risiko for blødning, infektion og/eller nerveskade, men det forekommer meget sjældent.
En nerveblokades virkning er individuel. Den bedøvede kropsdel vil være følelsesløs de næste 10-24 timer.
Af hensyn til efterforløbet er det vigtigt, at du tager den smertestillende medicin, som du får med hjem – også selvom du ikke umiddelbart har ondt.
Start smertebehandlingen, før blokaden holder op med at virke, for at forebygge smerter.
Oplever du fortsat nedsat følesans efter 48 timer, skal du kontakte os.
Nerveblokaden bliver lagt før operationen af en bedøvelseslæge. Lægen bruger en scanner for at finde nerven.
Du får lagt et tyndt plastikrør i en blodåre og påsat overvågningsudstyr i ca. 30 minutter.
Det kan svie og spænde lidt, når blokaden bliver lagt. Det er dog kortvarigt, da bedøvelsen virker hurtigt.
Lokalbedøvelsesmidlet på de bedøvede nerver begynder at virke i løbet af 30-60 minutter.
Når bedøvelseslægen har godkendt blokadens effekt, bliver overvågningsudstyret fjernet.
Risici og bivirkninger
I forbindelse med et operativt indgreb vil der altid være en lille risiko for infektion (betændelse).
Infektion vil ofte vise sig som betydelig hævelse, rødme og væske fra såret.
Når du kommer hjem
Du må ikke gå for meget rundt de første dage, hvis du har fået fjernet skruer, skinne eller søm fra benet.
Det kan fremprovokere sivning eller blødning fra kanalerne, hvor materialet har siddet.
Du skal flere gange dagligt holde benet/armen hævet 30-40 cm over hjertehøjde.
Dette for at undgå sivning fra såret samt hævelse og smerter.
Den komprimerende forbinding du har fået på efter operationen skal sidde et par dage.
Forbindingen/plasteret skal holdes rent og tørt for at forebygge betændelse.
Tag en plastikpose over ved brusebad de første 3-5 dage. Bliver forbindingen våd, skal den skiftes.
Når såret er tørt og ikke længere siver, behøver du ikke bruge plaster.
Du skal ikke tage karbad, før såret er helet, og alle skorper er faldet af.
Videre forløb
Du skal bestille tid ved din egen læge til at få fjernet trådene 10-12 dage efter operationen.
Vi anbefaler, at du er sygemeldt i ca. 3-5 dage.
Herefter kan du genoptage dine vanlige aktiviteter medmindre den opererende læge informerer dig om andet.
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/904139
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.