Behandlingen af dit brud i ankelleddet afhænger af, hvilken type brud det er.
Om behandlingen
I nogle tilfælde behandler vi med en gipsskinne i 1-2 uger og herefter med en Walker bandage (støvle) i 4-5 uger.
Andre gange kan man anvende Walker bandage hele tiden.
Afhængig af brudtypen kan røntgenkontrol være relevant undervejs i forløbet.
I andre tilfælde behandler vi operativt med skruer, skinner og gips.
Du skal til kontrol i Ortopædkirurgisk ambulatorium, hvor du får taget et røntgenbillede som kontrol, du får fjernet tråde og vi vurderer, hvilken bandage du nu skal bruge: gips eller Walker bandage (støvle).
Når du kommer hjem
Du kan forvente, at dit ben vil gøre ondt den første tid.
Det vil derfor være en god ide at tage smertestillende medicin med 4-5 timers interval de første dage.
Vi anbefaler smertestillende håndkøbsmedicin af typen paracetamol (Pamol, Pinex eller Panodil), evt. suppleret med Ibuprofen (Ipren, Burana eller Ibumetin).
Du kan forvente, at dit ben vil hæve den første tid.
Det er MEGET VIGTIGT, at du de første uger ligger med benet hævet over hjerteniveau mindst 4-5 gange dagligt, da hævelse i operationsområdet nemt kan medføre komplikationer.
Du skal hvile med støtte under benet, så hælen er fri.
Sygemelding aftaler du med lægen, inden du går hjem.
Hvis du har et arbejde, hvor du står og går meget, må du forvente at være sygemeldt i op til 3 måneder.
Videre forløb
Du skal komme til kontrol i Ortopædkirurgisk ambulatorium. Hvornår, du skal komme, afhænger af behandlingen.
Vi sender dig dato og tidspunkt.
Til kontrollen er det vigtigt, at du får en afklaring på:
Hvornår du må støtte på benet
Hvornår du må vippe i ankelleddet
Hvordan genoptræningen skal foregå, om det er selvtræning eller hos fysioterapeut
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/904096
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.