Information om søvnundersøgelse under let bedøvelse (DISE) - Sammedagsudredning
Gå direkte til:
Du tilbydes en udredning for din snorken eller søvnapnø samt en undersøgelse af de øvre luftveje (svælg) under en kortvarig bedøvelse, der vil få dig til kortvarigt at falde i søvn. Denne undersøgelse tilbydes personer med søvnapnø for at vurdere de øvre luftveje under en kontrolleret søvn, der giver et realistisk billede af patientens søvnmønster.
Du tilbydes undersøgelsen, fordi du har obstruktiv søvnapnø eller svær snorken.
En forudsætning for, at vi kan lave en DISE undersøgelse, er, at du kan svare NEJ til nedenstående.
Allergi for soya, jordnødder/paenut og æg
BMI > 35
Kendt med Epilepsi
Tidligere blodprop
I behandling med sovemedicin eller sløvende medicin
Moderat eller svær lungesygdom
Hjertesygdom med symptomer, såsom åndenød eller træthed ved moderat fysisk anstrengelse, såsom at gå på trapper til anden sal
Pacemaker
Alkohol afhængighed
Vi vil naturligvis starte med at undersøge dig i ambulatoriet og sikre os, at DISE er den rette undersøgelse for dig. Bemærk, at vi til din undersøgelse ikke kan udelukke, at DISE alligevel ikke er den rette undersøgelse for dig, eller at DISE undersøgelsen bør foretages en anden dag.
Såfremt du skulle få ny fast medicin, allergi for medicin eller få en kronisk sygdom i tiden efter du er blevet henvist hertil, skal du kontakte klinikken.
Du bedes kontakte klinikken, hvis du ikke ønsker at få foretaget DISE/blive lagt i rus/bedøvelse samme dag.
Har du spørgsmål til ovenstående bedes du ligeledes kontakte klinikken.
Forbered dig til undersøgelsen
Såfremt vi af en årsag vælger at DISE ikke bliver samme dag, som du bliver undersøgt i vores klinik, da vil du dagen før din DISE undersøgelse modtage en sms fra afdelingen for at få at vide, hvornår du skal møde ind til undersøgelsen.
Tag din medicin med på hospitalet i original indpakning, når du skal indlægges.
Hvis du får pakket din medicin på apoteket, skal du også tage den med i original indpakning.
Vær opmærksom på, at du ikke selv må køre bil et døgn efter, du har været i fuld bedøvelse.
Vi beder dig om at respektere god mobiladfærd:
Sæt mobilen på lydløs, når du er på hospitalet.
Sluk mobilen helt i områder, hvor skilte kræver telefonen slukket.
Før samtaler, hvor du ikke forstyrrer andre.
Respekter det, når personalet beder dig undlade at telefonere.
Fotografér ikke uden klar tilladelse fra alle andre, som kan komme med på billedet.
På undersøgelsesdagen
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din undersøgelse bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter undersøgelsen. Hvis du har diabetes, skal du drikke vand i stedet for sød saftevand.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Vi anbefaler, at du heller ikke ryger, bruger e-cigaretter, skrå eller snus eller tygger tyggegummi.
Tag et grundigt bad og vask håret om morgenen på undersøgelsesdagen, for at forebygge infektioner. Børst også gerne tænder.
Patienter, der har sygdom, som gør, at de ikke kan tage et bad om morgenen eller som skal have hjælpere til personlig hygiejne, må dog gerne komme i bad aftenen før.
Smør dig ikke ind i creme efter badet, og brug heller ikke parfume.
Tag ikke make up, neglelak eller kunstige negle på. Vi skal kunne se, om din hud eller negle skifter farve under bedøvelsen.
I fuld bedøvelse sover du dybt og mærker ingen smerter under undersøgelsen.
Den bedøvende medicin sprøjtes ind i en blodåre via et tyndt plastikrør.
Under bedøvelsen bliver du hele tiden observeret af en læge eller sygeplejerske med speciale i bedøvelse. Du får også overvågningsudstyr på, der måler hjerterytme, blodtryk, vejrtrækning og iltmætning.
På hospitalet kalder vi fuld bedøvelse for "generel anæstesi"
Vi gør opmærksom på, at der kan være ventetid på undersøgelsesdagen. Det kan for eksempel være på grund af akutte patienter, eller hvis undersøgelse før dig tager længere tid end forventet.
Om undersøgelsen
Formålet med undersøgelsen er at vurdere, hvorvidt et kirurgisk indgreb vil kunne bedre denne behandling eller muligvis erstatte denne behandling.
Undersøgelsen vil også belyse, hvorvidt der muligvis kunne være effekt af andre behandlingstiltag såsom snorkeskinne eller positionstræner.
Undersøgelsen foregår i fuld bedøvelse (generel anæstesi).
Før DISE-undersøgelsen møder du den læge, der skal undersøge dig.
Undersøgelsen foregår på operationsafdelingen i en medicinudløst søvn. Du vil blive overvåget med iltmåling, hjertefrekvens og blodtryk.
Når du sover, bliver en kikkert ført ind i din næse, og undersøgelsen bliver optaget på kamera. Man vil forsøge at fremprovokere apnøer, som du er kendt med derhjemme fra.
Efter undersøgelsen
Efter undersøgelsen kommer du tilbage til Opvågningsafsnittet. Her vil du blive observeret af personalet, indtil du er helt vågen efter bedøvelsen.
På Opvågningsafsnittet bliver du tilset af personalet, som vil følge din tilstand efter DISE-undersøgelsen og bl.a. tale med dig om en eventuel smertebehandling og om du skal til yderligere kontrol, for eksempel for at få prøvesvar.
Der kan gå nogle uger før du får svar på din DISE undersøgelse. Du vil enten modtage et telefonopkald eller en tid til en snak om undersøgelsen i klinikken.
Når du kommer hjem
Vær opmærksom på feber
Kontakt os, hvis du i dagene efter operationen får smerter eller feber over 38 grader.
Gør, som du plejer
Du må gerne arbejde og dyrke sport eller andre aktiviteter efter operationen.
Mulige komplikationer
Der er ikke kendte komplikationer til undersøgelsen.
Mere information
Hvis du bliver forhindret, skal du hurtigst muligt give besked til afdelingen på telefon: 78 43 97 44
Kontakt
Kontakt
7843 9744
Ring til Øre-næse-hals klinikken på hverdage mellem kl. 08.00-10.00 og kl. 13.00-14.00, hvis du har spørgsmål til indkaldelsen og booking.
Ved spørgsmål til operationen m.m. kan du træffe sygeplejersken på samme nummer på hverdage mellem kl. 07.45-09.30.
Ved akut brug for hjælp på hverdage udenfor telefontid, vælg da sekretæren, og du vil få oplyst et akutnummer via telefonsvareren.
Hvis du har spørgsmål eller akut brug for hjælp efter operationen uden for almindelig åbningstid, kan du træffe sygeplejersken på vores sengeafsnit weekend og helligdage samt alle hverdage efter kl. 15.30.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/1361793
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.