Information til dig, der er henvist til Øre, Næse, og Halsklinikken fordi der er mistanke om, at du kan have en kræftsygdom.
Gå direkte til:
Information om udredning i kræftpakkeforløb
Du er blevet henvist til Øre,- Næse, og Halsklinikken, fordi din læge, ud fra dine symptomer eller lægens undersøgelse af dig, har mistanke om, at du kan have en kræftsygdom.
Det betyder ikke, at du har fået konstateret kræft. Det betyder kun, at lægen ikke kan udelukke, at det er det, du fejler. Når vi modtager en henvisning fra din egen læge, øre-næse-halslæge eller et andet hospital, planlægger vi undersøgelser, som hurtigst muligt skal give os grundlag for at af- eller bekræfte, om der er tale om en kræftsygdom.
Om forløbet
Udredningstiden kan følelsesmæssigt være svær at håndtere for både dig og dine pårørende, fordi I endnu ikke har afklaring på, om der er tale om en kræftsygdom eller ej.
Du og dine pårørende befinder jer i en ny og usikker situation. Der er ofte en masse ting, man tænker og spekulerer på i ventetiden, og det er almindeligt, at der kommer reaktioner.
Det er ikke ualmindeligt at opleve koncentrationsbesvær, søvn eller hukommelsesproblemer, at være grådlabil, irritabel, vred eller angst.
Mennesker reagerer forskelligt, og det er ikke sikkert, at du og dine pårørende tackler den nye situation på samme måde. Derfor kan det være en god idé for eksempel at få talt om, hvordan du/I vil håndtere ventetiden i forhold til arbejdsplads, børn samt øvrige omgivelser.
Nogle taler åbent om det, mens andre venter med at sige noget, indtil de har afklaring på, hvad de fejler. Det ene er ikke mere rigtigt end det andet, men for mange føles det som en lettelse at fortælle omgivelserne om det.
Hvis ventetiden er svær for dig, kan det være en hjælp at gøre nogle af de ting, du normalt finder glæde ved. Så føles ventetiden måske knap så lang.
I udredningsforløbet er du/I altid velkomne til at kontakte Øre-næse-hals Ambulatoriet ved spørgsmål eller behov for støtte, råd og vejledning. Kontakt afdelingen på tlf. 78 43 97 44.
Spørg efter din kontaktsygeplejerske eller kontaktlæge, som du/I får oplyst ved den første kontakt til afdelingen, eller afdelingens forløbskoordinatorer Anja Due og Malene Andersen.
Du/I kan også kontakte egen læge, som kan være en god støtte gennem forløbet i forhold til både dig og din familie.
Tal også gerne med familie, venner og kollegaer. Rigtig mange oplever, at de er den vigtigste støtte under forløbet.
Du/I kan også ringe anonymt til Kræftlinjen på tlf. 80 30 10 30.
Efter den første vurdering i Øre-næse-hals Ambulatoriet er der ofte planlagt yderligere undersøgelser såsom skanninger og eventuelt mindre diagnostiske operationer med efterfølgende svar.
I forbindelse hermed kan der blive tale om en del transport til og fra hospitalet.
Transport
Ud fra bestemte kriterier kan der bestilles transport via Region Midt, Kørselskontoret på tlf. 70 23 62 48, eller der kan søges om befordringsgodtgørelse.
Svar på undersøgelser
Svartiden varierer meget, alt efter hvilke undersøgelser du har fået lavet. Du vil derfor modtage mundtlig information af lægen om, hvad du kan forvente.
Tag gerne en pårørende med til samtalerne på hospitalet. Det giver mulighed for, at I bagefter kan tale om det, der er blevet sagt.
Om behandlingen
Såfremt man ved de første undersøgelser har fået bestyrket mistanke om eller definitivt har kunnet konstatere kræft, vil du i de fleste tilfælde skulle viderehenvises til Øre-, Næse-, Halskirurgisk Klinik, Aarhus Universitetshospital, Skejby, Aarhus N.
Her vil lægerne nøje vurdere de fund, der er blevet gjort, ofte i et samarbejde med andre afdelinger, for eksempel Onkologisk Afdeling, hvor strålebehandlingen foregår.
Ring til Øre-næse-hals klinikken på hverdage mellem kl. 08.00-10.00 og kl. 13.00-14.00, hvis du har spørgsmål til indkaldelsen og booking.
Ved spørgsmål til operationen m.m. kan du træffe sygeplejersken på samme nummer på hverdage mellem kl. 07.45-09.30.
Ved akut brug for hjælp på hverdage udenfor telefontid, vælg da sekretæren, og du vil få oplyst et akutnummer via telefonsvareren.
Hvis du har spørgsmål eller akut brug for hjælp efter operationen uden for almindelig åbningstid, kan du træffe sygeplejersken på vores sengeafsnit weekend og helligdage samt alle hverdage efter kl. 15.30.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/918062
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.