Denne patientvejledning er skrevet til dig, der skal have foretaget en operation for grøn stær.
Ved grøn stær (glaukom) er synsnerven beskadiget.
Symptomerne på grøn stær:
blinde pletter i synsfeltet
indsnævring af synsfeltet
blindhed (de sværeste tilfælde)
Der findes flere forskellige slags operationer - lægen vælger hvilken operation, der er bedst til dig. Læs mere om dette i vejledningen senere.
Operationerne tager ca. 1½ - 2 timer, så afsæt god tid, når du kommer til operation.
Hvad er grøn stær?
Udviklingen af grøn stær skyldes ofte, at trykket i øjet er for højt, mens andre faktorer, såsom dårlig blodforsyning til synsnerven, formentlig også har betydning for udvikling af sygdommen.
Behandlingen af grøn stær har til formål at sænke øjentrykket og dermed bedre blodcirkulationen i synsnerven.
Synsskader opstået pga. grøn stær kan ikke helbredes, men kan man ved behandling stoppe eller bremse ødelæggelsen af synsnerven.
Hvordan behandles grøn stær?.
I første omgang behandles med:
tryknedsættende øjendråber
eventuelt laserbehandling
Hvis dette ikke kan sænke øjentrykket tilstrækkeligt:
operation - se mere i denne patientvejledning i afsnittet: Om operationen
Vær opmærksom på
Informer lægen, hvis du anvender blodfortyndende medicin.
Indtil øjentrykket er stabilt, er hyppige kontrolbesøg af afgørende betydning for resultatet af operationen.
Hyppige kontrolbesøg kan i perioder være dagligt.
Ved kontrolbesøget testes om behandlingen har tilstrækkelig virkning.
Supplerende behandling kan blive nødvendig for at opnå et tilfredsstillende øjentryk. Supplerende behandling kan være indsprøjtning af medicin i det opererede område.
Dit forløb med kontroller efter operation er ofte 4-6 måndeder i alt, med længere og længere interval imellem besøgene.
Har du en infektion (øjen-, hals-, blære-, hud- eller lungebetændelse) op til operationstidspunktet beder vi dig om at kontakte afdelingen før operationsdagen.
Så vil vi individuelt tage stilling til om din operation kan gennemføres.
Du skal også kontakte os selv om du er startet i antibiotisk behandling.
Efter operationen vil du have forbinding for dit øje, og du kan derfor ikke selv køre bil hjem (hvis du er vant til at køre bil).
Brug tryknedsættende øjendråber som sædvanligt - medmindre vi har sagt andet til dig (også om morgenen inden du kommer til operation).
Køb øjendråber som blev ordineret ved forundersøgelsen på apoteket. Recepten er sendt elektronisk. Medicinen skal først anvendes dagen efter operationen - efter du har været til kontrol på øjenafdelingen.
Det er individuelt hvor ofte du skal dryppe - vi informerer dig ved kontrolbesøgene.
Sørg for at have smertestillende medicin hjemme, fx Paracetamol, som er håndkøbsmedicin.
Operationen tager ca. 1½ - 2 timer, men vi tilråder, at du sætter dagen af, da der kan opstå forsinkelser pga. akutte patienter.
Undervejs i din operation skal vi anvende stregkoden på dit sundhedskort til registrering.
Derfor har vi brug for at kunne tilgå dit sundhedskort under hele din operation.
På operationsdagen
Tag din medicin som du plejer, hvis andet ikke er aftalt (og medbring også din egen medicin, hvis du tager medicin i løbet af dagen inkl. insulin)
Hvis du anvender øjendråber mod grøn stær, skal du fortsætte med dette, hvis ikke andet er aftalt
Mød nyvasket og i rent tøj/fodtøj (bad dagen før accepteres)
Undgå creme og make-up i øjenomgivelserne
Planlæg din hjemtransport - du må IKKE selv køre bil hjem
Medbring dit fysiske sundhedskort.
Du vil på Øjenafdelingen blive modtaget af en sygeplejerske, som vil forberede dig til operationen ved at dryppe dit øje.
Forberedelsen tager ca. 1 time.
Selve operationen foregår i lokalbedøvelse i øjet.
Om operationen
Der findes forskellige typer af operation for grøn stær.
Lægen beslutter hvilken type operation, der er bedst for dig.
TRAB (trabekulektomi) operation:
Ved operationen dannes et nyt afløb gennem øjets væg.
Øjenvæsken vil herefter uhindret kunne passere ud på overfladen af øjeæblet og opsamles i en lille blære (filtrationspude), som danner sig under øjeæblets slimhinde.
Den dannede filtrationspude vil hos nogle kunne ses under det øverste øjenlåg efter operationen.
Operationen tager ca. 1½ - 2 timer, men sæt hele dagen af, da der kan ske forskydninger på vores operationsprogram.
Microshunt operation:
Ved operationen indsættes et lille dræn øjet - kaldet microshunt. Drænet danner en afløbstunnel, hvorved øjentrykket reguleres.
Overskydende væske i øjet kan afvandes sikkert ind i en lille blære, også kaldet filtrationsblære. Derfra optages væsken langsomt ind i blodbanen.
Microshunt drænet er konstrueret til at blive i øjet permanent for at bidrage til regulering af væsketrykket i øjet.
Operationen tager ca. 1½ - 2 timer, men sæt hele dagen af, da der kan ske forskydninger på vores operationsprogram.
Risici og bivirkninger
Som ved alle operationer er der en vis risiko for komplikationer.
Alvorlige, synstruende komplikationer såsom infektion, blødning og skader på nethinden optræder i størrelsesordenen 2% af alle operationer for grøn stær.
Efter operationen
Efter operationen tildækkes øjet med en forbinding og et hårdt øjenskjold, som skal blive siddende til næste dags kontrol.
Du må sædvanligvis tage hjem umiddelbart efter operationen er færdig.
Tag evt. smertestillende medicin (pamol, panodil, paracetamol) efter behov, når du kommer hjem.
Videre forløb
Du må ikke gnide eller trykke på det nyopererede øje !
Undgå fysiske udfoldelser de første uger efter operationen.
Du må gerne:
gå i bad når øjenforbinden er fjernet af os dagen efter operationen
vaske hår - MEN vær yderst forsigtig - undgå sæbe/shampoo ned over ansigtet
læse
se tv
foretage almindelige daglige gøremål
gå og cykle i roligt tempo
Eventuel sygemelding efter operationen er individuel og afhænger af arbejdets art (undgå støvet arbejde i 1 måned).
Der vil i den første tid efter operationen kunne være lidt ubehag i øjet på grund af operationssåret og trådene, som kan mærkes i starten. Disse gener aftager gradvist.
Eventuelle smerter i øjet efter operationen kan som regel afhjælpes med smertestillende medicin, som fås i håndkøb, f.eks. Paracetamol.
Synet vil ofte være sløret de første uger efter operationen, men i løbet af nogle måneder vender det sædvanligvis tilbage til det samme eller næsten det samme niveau som før operationen.
Desværre vil synet ikke blive bedre efter en operation.
På længere sigt vil der være lidt øget risiko for udvikling af grå stær på øjet, hvis du ikke allerede er opereret for dette.
70-90% af de patienter, som gennemgår en operation for grøn stær, vil kunne opnå tilstrækkelig kontrol af øjentrykket efter operationen.
Supplerende behandling med øjendråber kan blive nødvendigt.
Resultatet er bedst hos ældre, som ikke har andre øjensygdomme end grøn stær og som ikke tidligere har fået foretaget en øjenoperation.
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/918005
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.