Denne vejledning indeholder øvelser til dig, der har hævede ben.
Vær opmærksom på
Venepumpeøvelser skal hjælpe blodets tilbageløb mod hjertet og dermed forebygge hævelse i benene. Venepumpeøvelser er aktive muskeløvelser. Musklerne klemmer venerne sammen, så blodet presses tilbage mod hjertet. Dette trækker derved også væske med fra benene, så hævelsen mindskes.
Udfør øvelserne med rolige bevægelser. Begynd med at bruge musklerne tættest på hjertet, og derefter muskeløvelser længere ud ad benet. Udfør øvelserne i liggende stilling, så tyngdekraften hjælper blodets tilbageløb mod hjertet.
Øvelser
Lig på ryggen med bøjede ben. Træk vejret dybt ind, så du mærker maven løfte sig og pust roligt ud igen.
Gentages 5 gange.
Lig på ryggen med bøjede ben. Løft bagdelen op fra underlaget. Sænk igen.
Gentages 5 – 10 gange.
De næste 3 øvelser laves alle først med det ene ben og derefter med det andet ben
Lig på ryggen med bøjede ben. Træk knæet op mod brystet og stræk derefter benet hen ad underlaget.
Gentages 10-15 gange.
Lig på ryggen med bøjede ben. Stræk benet op i luften og hold evt. med hænderne om knæhasen. Bøj og stræk i knæet.
Gentages 10-15 gange
Lig på ryggen med bøjede ben. Stræk benet op i luften og hold evt. med hænderne om knæhasen. Bøj og stræk i fodleddet.
Gentages 10-15 gange.
Mere information
Motion fremmer blodcirkulationen i benene og kan forebygge, at benene hæver. Motion kan f.eks. være gåture, cykling, svømning og lign. Når du sidder stille i længere tid, kan du lægge benene op på en skammel og vip evt. med fødderne. Det kan også være godt at lægge dig helt ned midt på dagen og holde et hvil. Her kan du evt. udføre venepumpeøvelserne.
Kontakt
Du kan kontakte vores afsnit, hvis du har spørgsmål til vores patientvejledning:
Fysio- og Ergoterapi Regionshospitalet Gødstrup Hospitalsparken 15, 7400 Herning.
Telefon 7843 4300 - mellem kl. 08.00-12.00.
Gå direkte til:
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.