En blødning i hjernen, som følge af bristning af et blodkar, medfører tryk på hjernevæv og hjernecellers funktion påvirkes. Symptomerne kan være pludseligt indsættende tab af sprog-, ansigt-, syns- eller kropsfunktioner på grund af forstyrrelser i hjernens blodcirkulation.
Symptomer
Det er typisk for blødning i hjernen, at symptomerne kommer meget hurtigt, ofte i løbet af sekunder. De fleste personer med blødning i hjernen (stroke) har et eller flere af pludseligt opståede symptomer
Lammelse i den ene side af ansigtet
Lammelse af arm og/eller ben på den ene side
Påvirket bevidsthed
Sprogforstyrrelse - for eksempel problemer med at finde ord
Synstab - pludselige udfald af en halvdel af synsfeltet
Pludselig indsættende svimmelhed ledsaget af andre symptomer, f.eks. besvær med at koordinere. Svimmelhed alene er sjældent tegn på apopleksi
Årsag
Blødninger som følge af brist på et af hjernens blodkar kan opstå forskellige steder i hjernen og have forskellige årsager.
Om forløbet
Udredning og behandling af symptomer
Hvis muligt at afklare årsagen til din blødning i hjernen
At informere om, hvad du selv kan gøre for at forebygge en ny blødning i hjernen
At aftale en plan for opfølgning af din behandling
Hvis det ved udskrivelsen vurderes, at du har behov for yderligere genoptræning, laver vi i samarbejde med dig en genoptræningsplan, som er en henvisning til genoptræning i din hjemkommune. Du modtager en kopi af genoptræningsplanen, som også sendes til kommunen og din egen læge.
Kommunen skal senest fire hverdage efter du er udskrevet fra os, informere om hvor og hvornår du kan opstarte genoptræningen, samt hvilket niveau af genoptræning kommunen har vurderet, du har brug for. Du bør, som udgangspunkt, tilbydes opstart af genoptræning indenfor 7 kalenderdage.
Gå jævnligt til kontrol hos din egen læge – et velreguleret blodtryk og indtagelse af den korrekte medicin er meget vigtig
Tag din medicin efter lægens anbefaling
Følg Sundhedsstyrelsens kostanbefalinger
Rygestop anbefales
Følg Sundhedsstyrelsens udmeldinger om alkohol
Vær fysisk aktiv og dyrk motion.
Hvis du oplever en betydelig forværring eller symptomer fra et nyt sted i kroppen, skal du enten ringe til egen læge, vagtlæge eller 112.
Let forværring af symptomer
De symptomer du har fået kan forværres ved udtrætning, indtagelse af alkohol eller ved feber. Let forværring er ikke udtryk for en ny blødning, men er normalt. Et hvil vil ofte bedre symptomerne.
Om behandlingen
Man skelner mellem akut behandling og behandling efter den akutte fase. Mål med behandling er at
Begrænse skaden på hjernen og eventuelt funktionstab
Mindske risikoen for en ny blødning
Forebygge komplikationer
Fjerne eller få kontrol over sygdomme, der kan medføre blødning
Genoptræning efter skaden
Hos patienter med hjerneblødning behandler man i nogle tilfælde med medicin. Ved meget alvorlig trykpåvirkning af hjernen, samt hvis blødningen ligger overfladisk vælger man nogle gange at udtømme blødningen. Dette vil dog tidligst være 4 timer efter, at blødningen i hjernen begyndte.
Yderligere behandling omfatter
Rådgivning om rygeophør, kostændringer, alkohol og mere aktiv livsstil
Eventuel opfølgende kontrol planlægges før du bliver udskrevet
Ved behov tilbydes genoptræning under videre hospitalsindlæggelse
Ved behov tilbydes opfølgende kontakt fra apopleksiteams og/eller kommunal genoptræning ved udarbejdelse af genoptræningsplan
Valg af forebyggende behandling efter en hjerneblødning afhænger af årsagen til hjerneblødningen.
Forhøjet blodtryk er en hyppig årsag til blødning i hjernen. Blodtrykssænkende medicin reducerer risikoen for en ny hjerneblødning hos personer med forhøjet blodtryk og mange vil have behov for blodtrykssænkende medicin resten af livet.
Selv om de fysiske symptomer efter en blødning i hjernen hurtigt forsvinder, kan der tilstøde en depression, som udløses af skaden i hjernen. De styresystemer som alle mennesker bruger for at være oplagte, kan midlertidigt være dårligt fungerende og give anledning til nedsat humør, irritabilitet, koncentrationsbesvær og manglende energi til sædvanlige gøremål. I den første tid mærkes dette tydeligst. Hvis depressions-symptomerne ikke er gået over efter nogle uger, anbefaler vi, at du taler med egen læge om muligheden for behandling med antidepressiv medicin. Antidepressiv behandling virker hurtigt og ser også ud til at fremme genoptræningen.
Gode råd
Træthed er et hyppigt problem efter blødning i hjernen. Nogle patienter oplever en meget udtalt udtrætning, som udvikler sig ret hurtigt under forskellige aktiviteter. Trætheden kaldes hjernetræthed og opleves anderledes end tidligere, og det nytter ikke noget at forsøge at presse sig selv ud over træthedspunktet. Det kan være svært at overkomme dagligdags gøremål som indkøb, madlavning, havearbejde etc. Deltagelse i sociale arrangementer med familie og venner kan forekomme uoverskueligt og der kan være problemer med at vende tilbage til arbejdet. Træthed efter blodprop i hjernen kan inddrage hele familien og de sædvanlige roller i familien kan blive ændret.
Hvad kan du gøre for at håndtere trætheden?
Find en passende balance mellem aktivitet og hvile i løbet af dagen/aftenen
Sørg for at få en god nattesøvn
Vær fysisk aktiv - en skridttæller kan være et enkelt og godt redskab til at øge din fysiske aktivitet
Forkæl dig selv med gode pauser – det vil sige med aktiviteter, du finder glæde og afslapning ved
Lav evt. en tidsplan for hver ugedag - struktur på dagligdagen kan være en hjælp for nogen
Fortæl evt. til andre (familie, venner, kolleger), hvordan du oplever trætheden og hvordan den begrænser dit daglige virke
Efter en blødning i hjernen kan der opstå ukontrollerede grådanfald, som kan provokeres af både positive og negative følelser. Grådanfaldene skyldes bortfald af evnen til at hæmme grådrefleksen, som alle mennesker har. Grådanfald er ikke det samme som en depression, og afspejler ikke nødvendigvis sorg. Grådanfald skyldes en nedsat funktion af et bestemt system i hjernen (serotonin), som heldigvis let kan stimuleres ved at påbegynde medicin, kaldet stemningsstabiliserende medicin. Tal med egen læge om behandling, hvis du oplever dette.
Rygning er en velkendt risikofaktor for hjerte-kar sygdom. Rygeophør medfører et betydeligt fald i risikoen allerede inden for de første år. Vi anbefaler rygeophør ud fra viden om rygningens biologiske indvirkning som risikofaktor for sygdom. Vi kan henvise dig til rygestopkursus i din kommune. Du kan også spørge efter rygestopkurser, f.eks. hos din egen læge, på apoteket eller i dit sundhedscenter.
Et højt alkoholindtag øger risiko for blødning i hjernen. Derfor anbefales du at følge Sundhedsstyrelsens udmeldinger om alkohol:
Intet alkoholforbrug er risikofrit for dit helbred
Drik ikke alkohol for din sundheds skyld
Du har en lav risiko for at blive syg på grund af alkohol ved et forbrug på max 10 genstande om ugen og max 4 genstande ved samme lejlighed.
Er du gravid – undgå alkohol. Prøver du at blive gravid – undgå alkohol for en sikkerheds skyld
Er du ældre – vær særlig forsigtig med alkohol da din krop er længere tid om at omsætte alkoholen
Tal med din egen læge for at få hjælp til at reducere mængden via samtaler og evt. medicin.
Undersøgelser viser at fysisk aktivitet som gang, cykling, husligt arbejde m.m. nedsætter risikoen for blødning i hjernen.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man bevæger sig dagligt. Som voksen minimum 30 minutter. Som udgangspunkt skal den fysiske aktivitet foregå ved moderat intensitet. Ved moderat intensitet forstås at du bliver lettere forpustet, men stadig kan tale.
Mindst to gange om ugen anbefaler Sundhedsstyrelsen fysisk aktivitet ved høj intensitet i 20 min. Ved høj intensitet forstås at pulsen stiger, så du føler dig forpustet og har svært ved at føre en samtale.
Derfor anbefales du regelmæssig fysisk aktivitet i det omfang, det er muligt.
Kontakt
Har du spørgsmål kan du kontakte os på telefonnummer 7843 7260.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/906824
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.