Undersøgelsen bruges i udredning af anfaldsfænomener og specielt ved mistanke om epilepsi.
Som udgangspunkt ønsker vi altid en undersøgelse med søvn, og det kan være en fordel at møde træt.
I den forbindelse bedes du aftenen forinden gå i seng så sent som muligt og på undersøgelsesdagen stå op så tidligt som muligt.
Husk at du ikke selv må køre bil hvis du er meget træt.
På undersøgelsesdagen
Det er vigtigt at du har spist og drukket inden for de sidste 1-2 timer før undersøgelsen.
Undgå koffeinholdige drikke som kaffe, cola, energidrik m.m.
Det er vigtigt, at du har rent tørt hår, uden voks, gelé, hårlak m.m.
Du skal tage din medicin som du plejer.
Medbring gerne en medicinliste.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen foregår liggende og er fuldstændigt smertefri.
På hovedet anbringes 21-27 små elektroder som sættes fast med pasta/gel.
Derudover påsættes en øjenelektrode på dit ene øjenlåg, som registrerer øjenbevægelser.
2 EKG elektroder sættes på brystkassen, som registrerer hjerteslag.
Undersøgelsen optages på video.
Der kan foretages en ”fotostimulation”, hvor der stimuleres i form af lysglimt under en lamp. Blinkene kommer i intervaller af ca. 10 sekunder med blink og 7 sekunders pause. Blinkene vil blinke hurtigere og hurtigere, for hver gang lampen starter.
Som udgangspunkt skal man have åbne øjne i 5 sekunder og lukkede øjne i 5 sekunder, imens lampen blinker.
I nogle tilfælde, kan det gøres med lukkede øjne under hele seancen.
Du vil blive instrueret heri.
Under undersøgelsen kan foretages en ”hyperventilation”, som består af hurtig og dyb vejrtrækning i 3 min.
Det er ganske ufarligt, men kan give, kortvarigt, lettere svimmelhed og/eller summende fornemmelser i kroppen.
Du vil blive instrueret herunder.
Risici og bivirkninger
Undersøgelsen er sjældent forbundet med gener. Dog kan huden være let irriteret, der hvor elektroderne har siddet.
Derudover vil det kræve en hårvask for at få elektrodepastaen ud af håret. Dette kan foregå på afdelingen. Håndklæde, sæbe og hårtørrer forefindes (medbring evt. hårbørste).
Du kan være ekstra træt hvis du ikke har sovet meget natten op til undersøgelsen og det kan være uhensigtsmæssigt at køre bil.
Efter undersøgelsen
Resultatet af undersøgelsen sendes til henvisende afdeling eller læge, oftest i løbet af 1-2 uger.
Undersøgelsen skal først ses igennem, og vurderes, af en speciallæge. Det vil sige at du IKKE får svar på dagen.
Kontakt
Har du spørgsmål, kan du kontakte os på telefonnummer 7843 7000.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/906811
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.