Denne patientvejledning vejleder dig i, hvordan du bruger kroppen hensigtsmæssigt i din hverdag og hvordan du skal træne, mens din ryg kommer sig efter en betændelse i rygsøjlen.
Vær opmærksom på
Du må gerne hvile dig i sengen flere gange dagligt.
Hvilestillinger
Når du ligger på ryggen, kan det være rart, at have en pude under knæene.
Når du ligger på siden, kan det være rart at have en pude mellem knæene
Når du sidder i en stol, er det en fordel, at stolen er høj og at den har et lige ryglæn. Der skal helst være armlæn på stolen, så du kan støtte med armene, når du vil sætte dig i eller rejse dig fra stolen.
Du skal desuden være opmærksom på kun at sidde kortvarigt, da det kan give flere smerter i ryggen at sidde i længere tid. Start derfor med at sidde 5-10 min. af gangen, og derefter kan du gå lidt omkring eller hvile liggende.
Betændelsen i ryggen vil irritere vævet, og det vil give dig smerter. Vær opmærksom på, at smerterne ikke forværres ved aktivitet.
Hold dig fysisk aktiv med følgende:
Når du ligger i sengen er det vigtigt, at du ofte skifter stilling, vipper med tæerne og bevæger dine arme og ben.
Du skal så hurtigt som muligt i gang med dine daglige aktiviteter i det omfang, du kan klare. Det kan være at klare personlig hygiejne, at gå en kort tur eller at sidde og læse i en stol eller andre aktiviteter.
Du må bevæge dig så naturligt som muligt inden for smertegrænsen uden at du belaster din ryg. Vi anbefaler, at du løfter lette genstande og at du bærer dem tæt på kroppen eller fordelt i begge hænder, så ryggen holdes ret.
Begrænsningerne gælder indtil infektionen er i ro, og der er så megen gang i knoglernes genopbygning og heling, at lægen giver grønt lys for rygbelastende aktiviteter og øvelser. Dette vurderes når du kommer til ambulant kontrol. Ved behov kan lægen her udarbejde en genoptræningsplan til dig, hvilket er en henvisning til træning i kommunalt regi.
Gode råd
Vi anbefaler:
At du bevæger dig så naturligt som muligt inden for smertegrænsen.
At du hyppigt foretager stillingsændringer (liggende, siddende og stående)
At du kun løfter lette genstande de første måneder.
At du gradvist øger dit aktivitetsniveau.
Under indlæggelse og ved udskrivelse har du mulighed for at låne hjælpemidler som f.eks høj gangvogn eller rollator, stoleforhøjer, toiletforhøjer, gribetang, siddepude/skråkile.
Du kan bruge følgende teknik for at komme ud af og op i sengen på en måde, der er skånsom for ryggen:
Lig på ryggen med bøjede ben
Vend om på siden.
Hold ryggen lige og kom op at sidde ved hjælp af albue og hænder, samtidig med at benene svinges ud over sengekanten.
Øvelser
Nedenstående er forslag til øvelser, som kan startes op allerede under indlæggelsen. Fysioterapeuten vil i samarbejde med dig udvælge de øvelser, som er relevante for dig.
Lig på ryggen med en pude under knæene.
Spænd din bækkenbund og træk navlen ned
mod underlaget.
Hold spændingen i 10 sekunder og forsøg at trække vejret normalt imens.
Gentages 10 gange.
Lig på ryggen.
Pres skuldre og hæle ned i underlaget, spænd samtidigt i baldemusklerne.
Hold stillingen i ca. 10 sek. Slap af.
Antal gentagelser aftales med fysioterapeuten.
Sid på en stol.
Stræk et knæ ad gangen.
Hold stillingen i ca . 10 sek. Slap af.
Antal gentagelser aftales med fysioterapeuten.
Hold fast i stol/sengegavl eller lignende.
Kom langsomt op på tæer og ned igen.
Antal gentagelser aftales med fysioterapeuten.
Hold fast i Stol/sengegavl eller lignende.
Kom langsomt op på hæle og ned igen.
Antal gentagelser aftales med fysioterapeuten.
Hold fast i stol/sengegavl eller lignende.
Stå med skulderafstand mellem fødderne.
Gå langsomt ned i knæ og op igen.
Antal gentagelser aftales med fysioterapeuten.
Mere information
Ryggen består af 24 hvirvler. Der er 7 halshvirvler, 12 brysthvirvler og 5 lændehvirvler, og imellem dem er der discusskiver. Discusskiverne består af en fast ydre ring og en geleagtig kerne. Det er dem, der giver ryggen sin bevægelighed. Ryghvirvlerne omslutter rygmarven, og i den ligger alle nerverne.
Du har fået konstateret betændelse i ryggen. Betændelsen kan sidde flere steder i ryggen; den kan sidde i hvirvlerne, i discusskiverne eller i selve rygmarven. Der kan også være betændelse i musklerne omkring rygraden.
Kontakt
Du kan kontakte vores afsnit, hvis du har spørgsmål til vores patientvejledning:
Fysio- og Ergoterapi Regionshospitalet Gødstrup Hospitalsparken 15, 7400 Herning.
Telefon 7843 4300 - mellem kl. 08.00-12.00.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/1372578
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.