Denne vejledning er til dig, der får behandling med botulinumtoksin A (Botox) mod kronisk migræne i Klinik for Hoved- og Ansigtssmerter.
Gå direkte til:
Om behandlingen
Ved behandlingen får du botulinumtoksin A sprøjtet ind i musklerne omkring hoved, nakke og skuldre.
Du får som udgangspunkt indsprøjtninger 31 steder. Behandlingen tilpasses også dine symptomer, så du kan få ekstra indsprøjtninger i områder, hvor du har særligt mange smerter.
Behandlingen gives af en læge, sygeplejerske, fysioterapeut eller ergoterapeut.
Efter din første behandling skal du blive i klinikken i 15 minutter, så vi kan sikre os, at du tåler behandlingen.
Sådan virker medicinen
Botulinumtoksin A påvirker signalerne mellem nerver og muskler og får musklerne til at slappe af. Stoffet har i mange år været brugt til behandling af øget aktivitet i musklerne.
Ved kronisk migræne virker botulinumtoksin A blandt andet ved at blokere smertesignaler. Den præcise virkningsmekanisme er ikke fuldt klarlagt.
Målet med behandlingen er at:
mindske antallet af migræneanfald
mindske styrken af de hovedpineanfald, du fortsat får.
Effekten kommer typisk efter 3-14 dage og aftager igen efter 3-4 måneder.
Risici og bivirkninger
Efter behandlingen kan du opleve:
let rødme
hævelse
blå mærker
kløe
ømhed eller ubehag ved indstiksstederne.
lidt hævelse omkring indstiksstederne. Hævelsen forsvinder som regel i løbet af få timer
Du kan også opleve mindre mimik og færre rynker i de behandlede områder.
Nogle få får hovedpine de første par dage. Meget sjældent kan der opstå lette, influenzalignende symptomer.
Ved behandling i panden lige over øjenbrynene kan der i sjældne tilfælde opstå et hængende øjenlåg.
Det går oftest over igen i løbet af nogle uger. I sværere tilfælde kan det behandles med Iopidine-øjendråber.
I meget sjældne tilfælde kan botulinumtoksin sprede sig og medføre:
udtalt muskelsvaghed
synkebesvær
lungebetændelse.
Alvorlige allergiske reaktioner forekommer meget sjældent og kræver hurtig behandling.
Vær opmærksom på
Du bør ikke få behandling med botulinumtoksin A, hvis du:
tidligere har haft alvorlige bivirkninger efter behandling med botulinumtoksin A
har betændelse i et eller flere af de områder, hvor du skal have indsprøjtninger
er gravid eller ammer
har en kronisk sygdom, der giver muskelsvækkelse, for eksempel myasthenia gravis.
Når du kommer hjem
Du kan ellers fortsætte din dag som normalt.
Undgå at røre, gnide eller massere de steder, hvor du har fået indsprøjtninger, de første 24 timer efter behandlingen.
Det er for at mindske risikoen for, at det indsprøjtede botulinumtoksin flytter sig til et andet område og giver uønskede virkninger.
Undgå følgende behandlinger i ansigtet de første 2 uger:
laserbehandling
kemisk peeling
microneedling
lignende behandlinger.
Videre forløb
Hvis behandlingen virker godt, får du tilbudt ny behandling med faste mellemrum, typisk hver 3.-4. måned.
Hvis behandlingen ikke har effekt efter 1-3 behandlinger, stopper vi behandlingen.
En gang om året går der 4 uger længere end normalt mellem to behandlinger. Herefter bliver du indkaldt til en lægesamtale, hvor lægen vurderer, om du fortsat opfylder kriterierne for behandling med botulinumtoksin A.
Kontakt
Har du spørgsmål, kan du kontakte Neurologisk Klinik. Klinik for Hoved- og Ansigtssmerter har ikke et direkte telefonnummer.
Ring til Neurologisk Klinik
Telefon: 78 43 70 00 Mandag til fredag kl. 8.15-12.00
Du kan også sende en mail til afdelingen.
Hvis du har brug for akut hjælp
Kontakt din egen læge eller Lægevagten på 70 11 31 31.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: godstrup.dk/2024505
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.